
Skønheden og Udyret
Skrevet af Solkysten
Det er meget vanskeligt at give en samlet vurdering af banen, da der er meget stor kvalitetsforskel på de første og de sidste ni huller. De første ni huller ligger i et bjergrigt område, med meget smalle og skrånende fairways. Disse var i dårlig stand og kunne ikke tage den nedbør, der var kommet omkring 1. marts. Vi spillede banen otte dage efter nedbøren, og den var pjaskvåd. Der var stor afstand mellem hullerne på de første ni huller. Greens var derimod virkelig gode, men svære og meget bugtede. Banens direktør Ana Herrera fortalte også at de gradvis ville udskifte græsset på fairways. Dette var Udyret.
Nu kommer vi til Skønheden - nemlig de sidste ni huller. Brede, gode fairways i god stand og de kunne tage den megen nedbør. Der er mange smukke huller især de tre par 3 huller. Specielt hul 17 på 104 meter, hvor man står på en bjergtop og skal slå ned i dybet. Herfra har man en udsigt over Middelhavet til Gibraltar og Afrika – virkelig imponerende. Greens på de sidste ni huller var perfekte. Skønheden som jeg kalder de sidste huller, var virkelig en oplevelse at spille.
Jeg vil give 1 golfbold for de første ni huller, for en ringe stand, men jeg vil give 3 golfbolde for de sidste ni huller, for en rigtig god oplevelse. Den samlede bedømmelse af banen bliver derfor 2 golfbolde.
Da man kan spille 18, 27 eller 36 huller på banen ville jeg vælge at spille de sidste ni huller to gange.
Medlemmer og
greenfee spillere
Man gør meget for medlemmerne på banen. Årligt medlemskab for frit spil er 1.800 euro pr. person. Medlemmerne har green-feetid mellem kl. 9 og 11, der er 30 pct. rabat på en buggy, 10 pct. rabat i restauranten og 10 pct. rabat i golfshoppen.
Medlemmerne har ret til at bruge hotellets fitnesscenter, og der er et stort rum til opbevaring af golfudstyr. Der er specielle green-feepriser til nabobanerne samt en speciel green-feepris til gæster på 45 euro. Der er stor rabat på undervisning og brug af bolde på drivingrange.
Normal green-feepris for ikke medlemmer er 40 euro for ni huller, 60 euro for 18 huller, 75 euro for 27 huller og 75 euro for 36 huller. Grupper på mere end 16 personer spiller 18 huller for 50 euro.
Buggy koster 30 euro, trolley 4 euro og en baneguide koster 2 euro. Fra 1. juni til 20. september koster to green-fee med buggy 90 euro, og fra 1. december til 31. marts 2006 koster to green-fee med buggy 80 euro.
Service
Golf & Country Club La Duquesa er et mix af hygge og hotelvirksomhed. En meget professionel og venlig atmosfære er der på La Duquesa. En fantastisk dygtig marketingsdirektør, Ana Herrera, har sat sit præg på hele personalet. “Vi er meget opsat på at vore medlemmer og gæster føler sig tilpas når de er her, og vi føler selv at vi gør meget for dem”, siger Ana Herrera. “Vi har haft en god februar måned med mange green-fee gæster, men er blevet hårdt ramt i den første uge i marts på grund af den megen regn”.
La Duquesa’s baneguide er meget informativ, og jeg kan anbefale at gå ind på deres hjemmeside:
www.golfladuquesa.com. Denne hjemmeside giver et godt indtryk af hele La Duquesa.
Den fortjener 4 golfbolde.
Restaurant
Da La Duquesa er en blanding af en golfbane og et hotel, er restauranten et meget hyggeligt sted at afslutte sin golfrunde. Venligt personale og meget rimelige priser. Tapas til 1,50 euro, øl 1,50 euro, 1 glas vin 2,00 euro og kaffe 1,20 euro. Den berømte clubsandwich koster 6,35 euro og der er et stort spisekort med retter fra 6 euro.
Vi prøvede forskellige tapas, som var store og fremragende. Betjeningen var helt i top.
Den fortjener 4 golfbolde.
Miljø
Golfbanen ligger ud til N 340, hvilket gør at man ligger tæt på Middelhavet. Dette giver nogle fantastiske oplevelser på flere af hullerne, med udsigt til Gibraltar og Afrika. De første ni huller er skæmmet af nyt byggeri tæt på fairways. Det skal være dygtige golfspillere, der ikke rammer de lejligheder der ligger langs fairways. Mange har derfor også net over deres bolig, hvilket ser ret komisk ud.
På de sidste ni huller er det som at gå på landet, med spredt lav villabebyggelse.
Den fortjener 3 golfbolde.
WIB
Priser
Green-fee højsæson: 60 euro
2 green-fee + buggy fra 1/6–30/9: 90 euro
2 green-fee + buggy fra 1/12–31/1 2006: 80 euro
Buggy: 30 euro
Trolley: 4 euro
Baneguide: 2 euro
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - April 2005
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - April 2005

