Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Flammernes herre
Skrevet af Solkysten
Efter en af de tørreste vintre i mands minde er der god grund til at frygte en travl sommer for det særlige brandkorps, der rykker ud når flammerne fortærer store arealer skov og buske.

Korpset har tre brigader i Málaga provinsen med luftbaser i Ronda, Colmenar og Cártama og tæller en styrke på 150 brandmænd, vagtfolk og helikopterpiloter. Brigaderne fungerer som selvstændige enheder, der arbejder sammen ved større skovbrande. Baserne er tilsluttet en alarmcentral i Sevilla, som koordinerer udrykningerne i de otte andalusiske provinser, og siden nytår har alle været i fuld beredskab.

- De fleste naturparker og skovområder i Andalusien er forvandlet til krudttønder. Faren for skovbrande er så stor, at beredskabsplanen er sat i værk på et tidligere tidspunkt end normalt, oplyser César Vicente Fernández, underdirektør for skov- og naturfredningsstyrelsen i Málaga.

Brandmændene er klar til at rykke ud med øjeblikkeligt varsel, og brandinspektørerne skal kunne kontaktes uden for den normale arbejdstid. Helikopterpiloterne har 12 timers standby-vagter på basen, og mekanikerne sørger for at helikopterne er klar til at rykke ud på få minutter.

Beskedne forhold
Beredskabsplanen ændrer i højeste grad situationen på luftbasen ved Cártama, som dækker de otte andalusiske provinser.

Basen ligger mellem Cártama og Pizarra og passes af 20 brandfolk. To skurvogne og en kantine er deres daglige arbejdsplads. Bases bruges dels til helikopter-udrykninger og dels til mellemlandinger for et ombygget sportsfly fra basen i Ronda.

Brigaden i Cártama spiller en central rolle i den andalusiske beredskabsplan. Brandmændene står ikke alene til rådighed ved skov- og markbrande i Málaga provinsen, men også i de syv andre provinser.

- Vores centrale beliggenhed gør at vi kan dække hele regionen og hjælpe de lokale brandkorps i det nødvendige omfang. Udrykningststyrken transporteres til brandstedet med helikopter, så de er hurtigt fremme og det begrænser skaderne, forklarer luftbasens brandinspektør, Luis Gil Soto.

Han har været tilknyttet brandkorpset siden 1990 og er tilfreds med sit job trods uregelmæssige arbejdstider. Han tjener en fornuftig løn og er ikke bange for at komme til skade.

- Det er et risikabelt job, men det er ikke så farligt som mange tror. Brandmændene er vant til farlige situationer og ved, hvilke forholdsregler, de skal tage. Desuden har de et godt samarbejde og advarer hinanden når der er fare på færde, siger Luis Gil Soto.

Et overraskende faktum er, at de værste arbejdsskader hverken skyldes forbrændinger eller røgforgiftninger, men forstuvninger. Brandmændene færdes ofte i ufremkommelige områder, hvor de må springe fra det ene klippefremspring til det andet i et hav af flammer, og det går til tider galt.

- Brigaden bruger flere støttebind og smertestillende piller end brandsårssalve. Mændene har brandsikre dragter og iltmasker til at beskytte sig, men tæt røg nedsætter sigtbarheden og gør turen frem til ildstedet en risikabel affære, forklarer Luis Gil Soto.

Pyramide
Beredskabet er opbygget som en pyramide. Hovedcentralen i Sevilla tager mod anmeldelser om skov- og markbrande i hele regionen og kontakter derefter de provinsielle alarmcentraler, som samtidig får relevante oplysninger om blandt andet de meteorlogiske forhold omkring brandstedet.

En ikke uvæsentlig opgave for helikopterpiloterne er at beregne, hvor meget brændstof, der skal på tanken, når der skal bekæmpes skovbrande fra luften. Det afhænger naturligvis af afstanden, men også antallet af ombordværende brandmænd påvirker brændstofforbruget.

Piloten har sjældent brug for et detaljeret kort over området. Som regel er røgskyerne i horisonten nok til at vise vej. Fra luften tager brandinspektøren bestik af situation så folkene kan sættes i sving så snart helikopteren er landet.

- Det største problem er at få kontrol over branden fra starten. Der er næsten altid flere brændpunkter, og ilden breder sig med vinden. De meteorologiske forhold er vores værste fjende, især når vinden skifter retning og forvandler flere timers præventiv arbejde til en sej kamp mod flammerne, siger basens koordinator, Rafael Natera Rivas.

Det præventive arbejde er lige så vigtigt som den direkte kamp mod flammerne. Brandmændene deles op i mindre hold og laver improviserede brandbælter ved at fjerne tørre grene og buske i nærheden af brandstederne for at forhindre ilden i at brede sig.
Det er hårdt fysisk arbejde, så for en brandmand er det vigtigt at være i god form. Det giver sved på panden og vabler i hænderne at rydde en strimmel jord på flere hundrede meter mens flammerne slikker en i nakken.

Nerver af stål
Helikopterne er et effektivt våben i bekæmpelsen af skovbrandene, som mange gange bryder ud i områder, der er ufremkommelige for brandbiler, og hvor den eneste udvej er at slukke ilden fra luften.
Helikopterne har adgang til 15 vandreservoirer og opdæmmede søer i Málaga provinsen. Hvert sted kan piloten samle 30.000 liter vand op. Vandet suges op i en sæk, hvorefter piloten finder de værste brandsteder og kaster flere tusinde liter vand ud over flammerne.
Manøvrerne kræver nerver af stål.

- En stærk blæst er den største fare under slukningen.
I Málagaområdet er der mange dale med opadgående vinde, som gør det svært at styre helikopteren. Det sker desværre at vi må forlade brandstedet med uforrettet sag, fortæller Juan Carlos Fernández Fernán, basens helikopterpilot.

I sådanne tilfælde alarmeres luftbasen i Ronda, som har en vandflyver og et ombygget sportsfly. De to maskiner er mere stabile i luften og kan hjælpe med at løse situationen.

- Det værste syn er en skovbrand, der er ude af kontrol. Så forvandles frodige områder til sorte, afsvedne pletter og økosystemet bliver ødelagt både på kort og længere sigt. Brandmændene sætter en ære i at kontrol over brandstederne og giver den gerne en ekstra skalle, siger Rafael Natera Rivas.

Topmålt egoisme
Helikopterpiloterne har ved lov tilladelse til at hente vand fra private ejendomme. Det forstår de fleste, men det er ikke altid et uanmeldt besøg vækker tilfredshed.

- Vi forsøgte i fjor at hente vand fra et svømmebassin for at slukke en skovbrand i Junquera. Ejeren gik helt amok og kastede store sten mod helikopteren, så piloten måtte opgive sit forehavende. Havde en af stenene smadrede haleroret, var helikopteren simpelt hen styrtet ned, fortæller Rafael Natera Rivas med forståelig vrede.

Den ubetænksomme mand slap gudskelov ikke helskindet fra sin tåbelige reaktion. Han fik en bøde på 900 euro, og det er billigt for at have udsat andres liv for fare.

Brandinspektør Luis Gil havde til gengæld en god oplevelse under sin første udrykning. Han var rykket ud til en skovbrand i naturparken Sierra de las Nieves ved Ronda. Branden startede ved et lynnedslag og bredte sig til en højslette. Brandmændene fik uventet hjælp til slukningsarbejdet af en flok gedehyrder, indtil vinden pludseligt skiftede retning.

- Flammerne nærmede sig fra begge sider og tvang os til at tage benene på nakken. Vi flygtede gennem en smal bjergpassage og kom ud på den anden side af klippen med flere tilfælde af røgforgiftning. Det kunne være gået endnu værre, hvis gedehyrderne ikke havde været til stede, siger Luis Gil.

Mandskabet går op i deres arbejde med entusiasme og ærgrer sig over at se store naturområder gå op i røg, fordi en eller anden måske har smidt et cigaretskod.

- Vi giver hinanden et klap på skulderen når det lykkes for os at redde et stykke natur fra flammerne, fortæller Rafael Natera.

Jesper Sander Pedersen

Forpligtigelser
Loven om bekæmpelse og forebyggelse af skovbrande i Andalusien trådte i kraft den 29. juni 1999 og har til formål at sikre en effektiv indsats mod skov- og markbrande.

Lovgiverne overlader en del af ansvaret til borgerne. Indehaverne af landejendomme i skovdistrikter har følgende forpligtigelser:
1) Grundejeren har pligt til at anlægge et brandbælte, som går fra grundskellet til skovområdet. Brandbæltet skal være mindst 400 meter bredt og må ikke have nogen form for vegetation. Området skal periodisk renses for grene og ukrudt og skal være farbart for brandbiler.

2) Grundejerforeninger har pligt til at udarbejde en beredskabsplan, som skal godkendes af skov- og naturfredningsstyrelsen. Der kræves bl.a. installering af brandhaner, adgang til vanddepoter og landingsplads til helikopter. Planen skal fornys hvert andet år og revideres i tilfælde af væsentlige ændringer (f.eks. opførsel af flere ejendomme, ændring af tilkørselsforhold og udvidelse af skovområdet).

3) Grundejerforeninger kan på eget initiativ udvide samarbejdsaftalen med skov- og naturfredningsstyrelsen for at skærpe overvågningen af skov- og naturområdet og sikre en hurtig udrykning i tilfælde af skovbrand.

4) Grundejerforeninger kan efter eget ønske etablere et brandkorps af frivillige grundejere, som deltager i overvågningen af skovdistriktet og medvirker aktivt ved slukningen af skovbrande.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Maj 2005

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga