Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Der er lyspunkter
Skrevet af Solkysten
Ofte når der er nyt om naturen, dyr og fugle, er det nyheder der fortæller os, hvor galt det står til. Hos fuglene er det ofte deres levegrundlag, der forsvinder. I et moderne land- eller skovbrug er der ikke økonomi eller plads til at tage hensyn til naturen. I det Costa del Sol, der efterhånden vokser op til en storstad er der heller ikke levnet meget plads til natur, men heldigvis viser det sig at man kan gøre noget, og at det ikke altid er for sent. Man kan, hvis der er vilje, genskabe naturområder og levesteder for dyr og fugle. Det viser eksempler både fra Danmark og Spanien.

I de senere år har man i Danmark genskabt vådområder med stor succes. Områderne ved den “nye” Skjern Å, som jo blev lagt tilbage i sit opindelige åløb for nogle få år siden, har med al tydelighed vist, at det kan lade sig gøre at genskabe naturområder, og det med en hast, som man ikke havde troet mulig.

En af de fugle, der har haft en helt usædvanlig fremgang, er rørdrum - en hejre der lever et meget skjult liv i rørskovene, kendt for sin karakteristiske pauken, der lyder som når man puster ned i en tom flaske. Den indtager en oprejst kamuflagestilling, hvis man kommer i dens nærhed. For få år siden var rørdrummen en ret så sjælden fugl, og man frygtede for at den efterhånden skulle forsvinde. I 1970’erne var der registreret 41 paukende fugle, i 2004 var antallet 397 - en helt utrolig fremgang. Jo mere vand og rørskove, jo flere rørdrummer, og arten har lynhurtigt vundet frem fra Vejlerne oppe i Limfjorden til genoprettede naturområder som Vest Stadil Fjord og Skjern Å i Vestjylland, Årslev Engsø ved Århus og Holløse Bredning i Nordsjælland. en succeshistorie der viser at det kan nytte noget, at man på få år kan vende en negativ udvikling til en succes.

Rørdrum findes på ganske få lokaliteter i Spanien, blandt andet i Coto Doñana.

En anden positiv historie har et mere internationalt tilsnit. Det er historien om lammegribben, som vi har som ynglefugl i Spanien. Den har været udryddet i Alperne og meget nær udryddelse i Pyrenæerne, men er nu i fremgang. I 1978 lykkedes det en zoologisk have i Østrig at få lammegribben til at yngle i fangenskab for først gang siden 1920’erne. Med hjælp fra 32 zoologiske haver iværksatte man et yngleprogram med 30 fugle, og i 1986 var den første ungfugl klar til udsættelse i Østrig.

Siden er 150 unge lammegribbe sat ud på egnede steder i Østrig, Schweiz, Frankrig og Italien, og der er nu mellem 80 og 100 fritflyvende fugle i Alperne. I Pyrenæerne var lammegribben truet af udryddelse, og denne tendens fik man først vendt i midten af 80’erne, hvor man ved en række tiltag fik vendt den nedadgående kurve. Vigtigst af disse var uden tvivl overvågning af rederne (for at forhindre æg-tyveri m.m.) og anlægget af “gribberestauranter”, hvor fuglene kunne finde uforgiftet føde. Desværre lægger man stadig forgiftet føde ud i Spanien.

De forskellige tiltag fik i perioden 1986-1996 bestanden i den spanske del af Pyrenæerne til at vokse med ikke mindre end 10 pct. årligt. Siden 1996 er bestanden vokset yderligere, og det har bevirket at pladsen i Pyrenæerne er ved at blive lidt trang, og at parrene nu består af en hun og to eller tre hanner (polyandri), at arten i slutningen af 90’erne spredte sig til nationalparken Picos de Europa, 350 km mod vest, samt at der alene mellem 1986 og 1996 var over 100 observationer af unge lammegribbe uden for Pyrenæerne.

Disse to historier om rørdrum og lammegrib viser, at det kan nytte noget, at man kan vende udviklingen, og at der er håb forude. Må vi ønske at der blandt Andalusiens politikere er mennesker, der vil være med til at vende udviklingen. Det er ikke nok bare at frede et område, der skal gøres en indsats. Man må engang imellem indføre regler og forbud, der måske ikke altid er lige populære. Man må forsøge at genskabe vandløb og småsøer, så kan vi få lidt tilbage af det, der var her for blot få årtier siden.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Maj 2005

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga