I en lille by i La Mancha, hvis navn jeg ikke rigtig kan huske, levede der engang for ikke så længe siden en adelsmand af den slags med en lanse på væggen, et gammeldags læderskjold, en mager krikke og en jagtmynde. En kødgryde ved middagstid med mere okse end får, restekød de fleste aftener, æg og flæsk om lørdagen, linser om fredagen, måske en lille due i tilgift om søndagen slugte tre fjerdedele af hans indtægter.

Sådan starter Cervantes fortællingen om den kløgtige adelsmand don Quijote af La Mancha, der er ved at gå til af lede i sin uheroiske hverdag. Så en dag sadler han krikken og rider ud på sletten med fældet lanse efter at have ødelagt hovedet med læsningen af ridderromaner. Og sletten og La Mancha og hele verden skabes om i don Quijotes billede.

I dag kan vi slet ikke undgå at betragte La Manchas karakteristiske vindmøller med don Quijotes øjne, når de kommer til syne i horisonten som kæmper med svulmende overarme. Efter mødet med møllerne luntede krikken Rosinante videre med sin gale herre, og fortryllelsen bredte sig alle steder, hvor Rosinantes sindige hove førte dem hen. Indtil vores oplevelse af sletten og La Mancha og hele verden var forvrænget for evigt. 400 år senere siger romanforfatteren Milan Kundera, at hans profession ikke står i gæld til nogen, undtagen Cervantes, som den skylder alt.

Det startede i en lille by i La Mancha, hvis navn Cervantes ikke huskede. Han har sikkert haft sine grunde, for ellers er der ingen mangel på stednavne i verdenslitteraturens første moderne roman, der kom på gaden i 1605. Kort efter udgivelsen nævntes Argamasilla de Alba som ridderens fødeby i en berømt parodi på Cervantes’ værk. Det er en af de oplysninger i parodien som den krænkede Cervantes aldrig dementerede, og derfor har teorien mange tilhængere.

Cervantes havde unægtelig også givet et fingerpeg i romanens første del, der slutter med flere indlæg af ”Akademiet i Argamasilla”. Kong Congo, Kammesjukken, Filuren, Bajadsen og Skratskratterat er navnene på de belæste akademikere, som Cervantes opgiver.

I jubilæumsåret 2005 er det en glædelig overraskelse at komme til Argamasilla og opdage, at Akademiet eksisterer i bedste velgående.

Argamasilla de Alba
Argamasilla de Alba (7000 indbyggere) ligger på en flad slette med høj himmel, for enden af lange og snorlige landeveje der løber sammen i et punkt i horisonten. Om sommeren er der knap en busk som tilbyder skygge under den brændende sol, om vinteren stråler kulden til gengæld op ad stubmarken, når denne ifører sig en hvid rimkappe. Den spanske højslette byder på vanskelige levebetingelser for indbyggerne, der stadig kan deles i to hovedtyper, den lange tørre adelsmand, og den lavstammede polstrede bonde. Med andre ord don Quijote og hans tro væbner Sancho Panza, der ledsager ridderen på æsel, efter at don Quijote har overvundet sine skrupler med hensyn til det utraditionelle ridedyr.

Det er lidt skuffende at Akademiets sekretær præsenterer sig som Pilar Serrano, men i mangel af et mere fantastisk navn er hun i hvert fald godt inde i historien. For 100 år siden kom Cervantes-forskeren Azorín til byen og blev præsenteret for en gruppe borgere, der ligesom generationer før dem vogtede over byens litterære arv. ”Jeg har fundet Akademiet i Argamasilla!” udbrød Azorín, og akademikerne tog navnet til sig med godt humør.

- Modellen for don Quijote var måske Rodrigo de Pacheco, fortæller Pilar Serrano, der har taget gæsten med ind i kirken for at vise ham et maleri. Det er dateret 1601, fire år før udgivelsen af Don Quijote. Kunstneren har tilføjet en tekst under motivet: ”Vor Frue viste sig for denne adelsmand, der var alvorligt syg og opgivet af lægerne, og han påkaldte hende dag og nat og lovede hende en sølvlampe på grund af en smerte, han havde i hjernen, hvor en stor kulde var løbet sammen.”

Rodrigo de Pacheco har et aflangt, lidende ansigt lidt i El Grecos stil. Overleveringen vil vide han havde anfald af galskab. Ved en lejlighed skal han have ødelagt et marionetteater, ligesom don Quijote gør i et af romanens kapitler.

Pacheco-familien stammede fra Esquivias lige som Cervantes hustru, men herudover synes Cervantes’ bekendtskab med ham at stamme fra en episode i Argamasilla, hvor forfatteren var uforsigtig nok til at give Pachecos søster doña Magdalena (der også ses på maleriet) en lidt for blomstrende kompliment. Efter den uheldige tilnærmelse endte Cervantes - stadig ifølge overleveringen - i ”Medranos grotte”.

Den omtalte Medrano havde en grotte under huset, der tjente som vinkælder, forrådskammer og i nødsfald altså også landsby-kachot.
På pladsen med Medranos gamle bolig ligger i dag et flot, moderne kulturhus, men grotten er den samme. Gæsten stiger ad ujævne trappetrin ned til en solid dør (den originale), som lukker tungt i efter ham. Det eneste lys kommer fra et lille vindue under loftet, hvor blikket ikke kan glæde sig ved livet udenfor.

Her blev den store humor undfanget. Cervantes beskriver selv omstændighederne i forordet til Don Quijote: ”Hvad har min golde, uforfinede hjerne vel kunnet avle andet end historien om en mand, opfyldt af flyvske og fantastiske tanker - en historie undfanget i et fængsels ubekvemmelighed og forstemmende støj.”

Nogen mener, Cervantes sigter til et andet fængselsophold i Sevilla. Argamasilla de Alba er heller ikke den eneste lille by på egnen, der gør krav på æren af at være ridderens hjemby. Med mere eller mindre overbevisende argumenter har Argamasilla de Calatrava, Mota del Cuervo, Esquivias og Villanueva de los Infantes meldt sig i konkurrencen. Og sikkert flere endnu.

Måske er det bare godt at Cervantes aldrig opklarede mysteriet. På den måde blev don Quijote en lille smule vor alles.

Puerto Lápice
Ved frokosttid passer det at lægge vejen forbi Puerto Lápice, hvor don Quijote har sit første eventyr, da han opsøger den lokale slotsherre for at lade sig slå til ridder. Som alle læsere af ridderromaner ved, kan kun en anden ridder tilstå ham denne gunstbevisning, og den gales valg falder på byens poliske kro- og bordelvært.

I dag har indehaveren af Venta del Quijote strøget bordelvirksomheden af repertoiret, men José Luis Legorburu Gutiérrez holder fast ved 1600-tallets menukort i den gamle landevejskro. Han savner ikke ideer, for når det gælder gastronomi er Cervantes lige så alsidig som frøken Jensen med kogebogen.

Romanen starter jo med en opremsning af don Quijotes livretter, så hvad er mere nærliggende end at prøve ridderens lørdagsmiddag duelos y quebrantos. ”Jammer og klage” er den oversættelse som kommer nærmest, selvom den danske udgave snakker om ”æg og flæsk” for at spare forklaringerne. I en pande tilberedes terninger af skinke, paprikapølse og flæsk i sit eget fedt. Der tilføjes æg, og når røræggen er klar, serveres retten i en lerskål, oplyser kokken. (Ude i byen forsikrer en kender at der savnes en kalvehjerne i opskriften.)
Den gamle landevej mellem Madrid og Málaga har i dag titel af motortrafikvej og passerer uden om Puerto Lápice. Kroen er ikke den samme som dengang, men indretningen med den store gårdsplads mellem længerne var den samme i alle de kongeligt priviligerede landevejskroer.

På gårdspladsen holder don Quijote våbenvagt natten til det forestående ridderslag, da han bliver forstyrret af en muldriver der skal vande sit spand. Muldriveren vil fjerne våbnene, der ligger på truget, og don Quijote advarer ham:

”Oh, dristige ridder, hvem du end er, vil du forgribe dig på de våben der tilhører den tapreste vandrende ridder som nogensinde er blevet omspændt med et sværd? Pas på hvad du gør og rør dem ikke, for da må du lade livet for din dristighed.”

Muldriveren tog sig ikke af disse ord - skønt han ville have gjort klogt i at tage sig af dem og dermed af sit eget ve og vel. Nej, han greb fat i remmene der holdt harnisket sammen, og slængede det hele langt væk. Da don Quijote så dette, vendte han øjnene mod himlen og sagde, tilsyneladende med tanke på sin herskerinde Dulcinea:

”O, ædle frue, bistå mig nu i den første skændsel der overgår Deres underdanige tjener. Lad ikke Deres gunst og beskyttelse svigte mig i denne min første farefulde kamp.”

Og mens han udtalte disse og lignende ord, slap han skjoldet, hævede lansen med begge hænder og gav muldriveren en ordentlig en oven i hovedet, og muldriveren segnede om på jorden så ilde tilredt at han slet ikke havde haft brug for nogen læge hvis han havde fået et slag til.

Campo de Criptana
På sletten kommer Campo de Criptana lang tid i forvejen til syne på en lav bakke, og øverst på bakkekammen, vindmøllerne over landsbyens tage. Der er ti tilbage af de tredive-fyrre, som Cervantes omtaler, skønt kun tre af dem er originale. Resten er rekonstruktioner, oplyser Lola Madrid, født i 1934 og datter af landsbyens sidste møller. Indtil 1956 hjalp Lola sin far i møllen El Infanto, så måtte vindkraften opgive den ulige konkurrence med den nye ”lysfabrik”.

Kampen mod vindmøllerne er uden tvivl don Quijotes berømteste eventyr. De hvide mølletårne med sejlvingerne er det verdenskendte symbol på ridderens hjemstavn, men på don Quijotes tid var møllerne en relativ nyhed. Klimaet ændredes, egnens gamle vandmøller løb tør for vand, og så kopierede La Manchas indbyggere simpelthen en hollandsk vindmølle, fortæller Lola oppe under kuplen på El Infanto.

Hele kuplen og en del af det vældige maskineri kan drejes om en central akse mod vindretningen. 12 små vinduer rundt om tårnet giver arbejdslys, og tjener desuden til at mølleren kan bedømme vindretningen ved at åbne og lukke vindueslugerne. Lola kan på fingrene de 12 vinde, som ikke har den samme kvalitet. Inden længe bliver der brug for hendes barndomsviden, når bevaringsfor-eningen (hvis formand hun er) sætter de tre originale møller i stand. De skal atter male korn, så japanske turister kan købe en lille pose mel med hjem.

Det uomstødelige bevis på don Quijotes universelle popularitet er det forbløffende store antal japanske turister, man støder på i Campo de Criptanas charmerende gamle gader.

- Mange af dem tror, don Quijote er en historisk person, og de valfarter hertil som katolikkerne til Jerusalem. Men illusionen er nem at forklare, for alt i Cervantes’ tekst er baseret på virkelige steder, siger Lola Madrid.

Den fremmede kan ikke undgå at tænke, at nogle af La Manchas egne beboere måske er ofre for en illusion. Havde Cervantes virkelig Campo de Criptana i tankerne? Landsbyen har gode argumenter som Lola fremfører med ildhu. Byen havde virkelig 30-40 vindmøller på Cervantes’ tid – helt nøjagtig 34, fremgår det af gamle dokumenter. Men byen nævnes ikke ved sit navn i Cervantes’ tekst, hvilket har givet andre lokaliteter som Consuegra chancen for at præsentere deres kandidatur.

Consuegras møller på baggrund af borgen La Muela fra det 12. århundrede er i det mindste et syn værd, når man er på egnen alligevel.

El Toboso
I storstaden El Toboso (2200 indbyggere) opsøger don Quijote sin elskede Dulcinea efter at have samlet mod i lang tid i forvejen. Mellem gadernes slidte arbejdsfacader er spøgen, Cervantes havde for, ikke til at tage fejl af. I dag er traktoren tilsyneladende indbyggernes foretrukne køretøj. En bastant bygning, som rager op over alle andre, er den eneste der eventuelt kunne tænkes at rumme en prinsesse, så den styrer man uvilkårlig efter. Cervantes fortæller:
Don Quijote førte an, og da de var kommet cirka to hundrede skridt videre frem, stødte han på den store skygge, fik øje på et højt tårn og fandt snart ud af at dette ikke var en borg, men byens kirke. Han sagde:

”Det er kirken vi er stødt på, Sancho.”

”Det kan jeg se,” svarede Sancho, ”og Gud give at vi ikke også støder på vores grav, for det varsler ikke godt at færdes på en kirkegård på dette tidspunkt af natten. Især efter at jeg, så vidt jeg husker, har fortalt Dem at fruens hus vistnok ligger i en blindgyde.”

”Pokker tage dig, dit tossehoved!” sagde don Quijote. ”Har du nogensinde hørt om en borg eller et kongepalads der lå i en blindgyde?”

”Hver egn har sine skikke, herre,” svarede Sancho. ”Måske er det skik og brug her i Toboso at bygge paladser og større bygninger i blindgyder.”

I 1960’erne samledes en flok lokale cervantister for at rekonstruere ridderens spor, som i dette tilfælde er nemme at følge indtil kirken.
Tippet om blindgyden førte dem videre til Ana Martínez, en af den letfængelige Cervantes’ mange flammer. Teorien underbygges med at Dulcineas usædvanlige navn er en sammentrækning af Dulce Ana - ”Søde Ana”. Den formodede Dulcineas hjem fortjener måske ikke navn af palads, men de solide kampestensmure viser at hun hørte hjemme i det lokale aristokrati. Hjemmet (som egentlig tilhørte hendes bror) er under restaurering og genåbnes for publikum i løbet af denne måned.

El Tobosos lokale bibliotek har en samling af Don Quijote’r på 50 forskellige sprog, dedikeret af personligheder som Nelson Mandela, François Mitterrand, Margaret Thatcher, Lech Walesa og Benito Mussolini. Noget for enhver smag. Det danske eksemplar fra Martins Forlag 1964 er skænket af Axel Bernoe, der måske har været ambassadør i Madrid. Samlingen blev grundlagt af en borgmester, der for 80 år siden skrev til ambassaderne for at indhente signerede eksemplarer af Don Quijote på alle sprog. Hitler sendte i stedet et bind med Das Nibelungen. Goethe havde sagt, man måtte lede længe for at finde noget tyskerne kunne gøre bedre end Don Quijote, men i 1930’erne var det endelig lykkedes for den lille nationalhysteriker. Bibliotekets samling er i øvrigt langt fra komplet endnu, for Don Quijote er oversat til mere end 80 sprog, inklusive latin og esperanto.

Lagunas de Ruidera
Under Don Quijotes ophold i den nuværende naturpark Lagunas de Ruidera bliver Cervantes så konkret, at det ikke længere er nødvendigt at gætte på noget som helst. I romanen står: ”Der ligger en lille helligdom ikke så langt herfra. Dér bor en eneboer som skal have været soldat engang og regnes for en god kristen mand, og både dannet og barmhjertig. Han har en hytte ved siden af kapellet, som han selv har bygget for egen regning. Men selvom den er lille, er der plads til gæster.”

Der er intet at tage fejl af. Rundt om svinget på en lille vej ligger kapellet, og på den anden side af vejen Venta de Celemín, hvor don Quijote vandt hæder og ære i kampen mod marionet-teatret. Den store overraskelse er at finde et ”til salg” skilt på døren i det gamle gæstgiveri.

En kilometer fra Venta de Celemín ligger Montesinos’ berømte hule, der skuffer ved første blik. Hulen ligner et hvilket som helst andet hul i jorden, og man forstår Sancho Panzas skepsis med hensyn til at don Quijote skulle have fundet et prægtigt kongepalads af gennemsigtigt bjergkrystal i dens indre. Don Quijote lader sig hejse ned i hullet og modtages af Montesinos, der efter slaget ved Roncesvalles skar hjertet ud af brystet på sin afdøde ven Durandarte for at bringe det til hans frue Belerma. Siden bliver Montesinos, Belerma, duennaen Ruidera og mange andre ramt af troldmanden Merlins forhekselse og må for evigt leve i hulen. De eneste, der undslap deres skæbne, var Ruidera og hendes søstre og niecer. De græd så mange tårer at Merlin fik medlidenhed med dem og forvandlede dem til søer.

På turistkontoret minder Andrea folk om at tage lommelygte med, hvis de begiver sig ind i hulen på jagt efter Montesinos. Det er aldrig lykkedes for don Quijotes efterfølgere at finde andet end flagermus, tilføjer hun. Større held har man med eftersøgningen af Ruidera og søstrene. De 15 søer ligger som perler på række, og de forløbne århundreder har ikke mildnet søstrenes sorg. Søerne græder, og deres tårer falder som små vandfald fra de øverstliggende søer til de næste i rækken. Et fantastisk landskab midt i La Mancha, hvis arabiske navn betyder ”Det tørre Land”.

Campingpladser og restauranter langs bredderne antyder at Lagunas de Ruidera om en måned eller to vil forvandles til et overfyldt sommerland. Men for øjeblikket er skoven og bjergene en rolig ramme om don Quijotes mest poetiske eventyr. Vælg gåruten til ruinerne af den gamle borg Rochefrida, hvor Cervantes hentede de gamle myter, han pyntede videre på i Montesinos-hulens dyb.

pod.

Citaterne er fra Iben Hasselbalchs danske oversættelse: ”Den kløgtige adelsmand Don Quijote af La Mancha” (forlaget Rosinante).

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---