Tid til skat i Spanien
Skrevet af Solkysten
Den største nyhed i forbindelse med den personlige indkomstskat [IRPF] for 2004 er lige netop, at der ikke er nogen nyheder, i hvert fald ikke hvad angår de statslige retsregler, der regulerer denne skat. Men dette gælder dog ikke for selvstyreområdernes retsregler, der har medtaget nye fradrag eller supplerende fradrag til de allerede eksisterende.
Perioden for indlevering af selvangivelser er allerede begyndt, og for hjemmehørende skatteydere samt for ikke-hjemmehørende skatteydere, der ejer mere end én bolig, slutter den den 30. juni 2005. (For ikke-hjemmehørende skatteydere, der kun ejer én bolig, udløber fristen den 31. december 2005).
I denne artikel vil vi for det første kort se på de mest relevante aspekter for de danskere, der er ”skatteindlændinge” i Spanien; derefter vil vi se på nyhederne, hovedsageligt dem der er relevante for Andalusien, og til sidst skal vi hurtigt omtale de selvangivelser, der skal indgives af skatteudlændinge, og som skal indgives i løbet af disse måneder.
Skatteindlændinge
Med hensyn til det første punkt skal jeg starte med at definere begrebet ”skatteindlænding”; idet jeg dog kun behandler det grundlæggende kriterium. Dette kriterium er, at man inden for et kalenderår opholder sig mindst 183 dage i Spanien, hvilket vil sige, at en udlænding, der kan ”godtgøre” at have haft bopæl i Spanien i de nævnte 183 dage mellem den 1. januar og den 31. december 2004, er hjemmehørende i Spanien, hvad angår den personlige indkomstskat; og derfor kan dem, som ikke kan godtgøre deres ophold i Spanien før juli måned, ikke påberåbe sig at være skatteindlændinge.
Hvad angår grænserne for, hvad man er forpligtet til at opgive, vil jeg, da det er den normale situation for pensionister, koncentrere mig om de indtægter, der hidrører fra arbejde (under dette begreb henregnes også offentlige pensioner), når udbetaleren heraf ikke har indeholdt skat. Således er personer, der ikke har oppebåret mere end 8.000 euro, ikke forpligtet til at indgive selvangivelse. Det vil sige, at personer, der oppebærer pensioner fra Danmark (da disse tydeligvis ikke er underlagt indeholdelse af skat), som udgør et beløb, der overstiger de nævnte 8.000 euro, altid er forpligtet til at indgive selvangivelse.
Med hensyn til det forhold at man ikke er forpligtet til at opgive pensioner, der oppebæres som følge af permanent total eller alvorlig invaliditet, eller de afdrag, som kommer til anvendelse ved en invaliditetsgrad fra 33, skal man huske på, at skatterådgiverne i god tro anvender dem, som de danske skatteydere informerer os om; men man skal huske på, at hvis det spanske skattevæsen kræver en godtgørelse heraf, kan det forhold, at man ikke er forpligtet til at opgive en sådan pension nægtes, hvis dette ikke bekræftes af den spanske organisme, der er kompent til at udstede erklæringer om invaliditetsgrader.
I forbindelse med det der på dansk kaldes private pensioner (kapitalforsikringer og pensionsordninger) er det normalt ret sandsynligt, at de skatterådgivere, der ikke har erfaring hermed, kan begå fejl med hensyn til disse produkter, idet de kan forveksles med andre lignende ordninger, som anses som arbejdsindtægter, og en sådan fejl kan medføre en større beskatning, fordi de såkaldte private pensionsordninger behandles bedre skattemæssigt, da der, inden de anføres på selvangivelsen, trækkes betydelige procentdele fra disses beløb i forhold til den alder skatteyderen havde, da denne begyndte at oppebære dem, eller i forhold til deres varighed, hvis det drejer sig om tidsbestemte pensioner.
Kort sagt bevares fradragene på grund af arbejdsudygtighed, således som det er nævnt ovenfor, personfradraget, fradrag for beløb investeret i erhvervelse af egen bolig, fradrag for visse donationer, etc. (disse er ikke ændret i forhold til 2003). Måske er det store ukendte fradrag, der allerede fandtes i 2003, fradraget for indtægt fra udlejning af bolig, hvorved udlejer kan trække 25% af de oppebårne indtægter fra.
Endelig er den store nyhed, som præsenteres i selvangivelsen, forpligtelsen til at oplyse matrikelreferencen for de boliger, man ejer, idet denne forpligtelse også omfatter personer, hvis sædvanlige bolig er en lejebolig. Hensigten med denne forpligtelse er i høj grad skattemæssig kontrol, for senere at kunne krydsrevidere oplysningerne med de formodede udlejere. At undlade at indlemme matrikelreferencen i selvangivelsen kan give anledning til sanktioner.
Andalusien
Angående nyhederne for os, der bor i Andalusien, vil jeg begrænse mig til at kommentere dem, jeg mener er af størst interesse for den danske koloni. For det første forhøjes fradraget for investering i egen bolig, der består af 2% af et grundbeløb (investering), der ikke kan overstige 9.015,18 euro årligt, når alle følgende betingelser er opfyldt: At man har ret til fradrag i henhold til de statslige retsregler;
at skatteyderen ikke er fyldt 35 år (hvis et ægtepar indgiver fælles selvangivelse, skal kun én af ægtefællerne opfylde dette krav); at den skattepligtige indkomst ikke overstiger 18.000 euro for en individuel selvangivelse, eller 22.000 euro i tilfælde af en fælles selvangivelse; at boligen er påbegyndt efter den 1. januar 2003. Ved lejemål kan lejerne fratrække 10% af de beløb, der er indbetalt i form af lejeudgift, dog højest 150 euro, men med de samme krav om alder og maksimal generel skattepligtig indkomst, som gælder for fradraget for investering i bolig. Og derudover er man forpligtet til at oplyse udlejers skattenummer [NIF.-nr.], hvilket også tydeligt er med henblik på en fremtidig kontrol af svindel med udlejningsaktiviteter. Endelig er der supplerende hjælp til invalide med en invaliditetsgrad på 33% eller derover, som består i et fradrag på 50 euro, forudsat at den generelle skattepligtige indkomst ikke overstiger de beløb, der er anført for de tidligere omtalte fradrag.
Skatteudlændinge
Som nævnt skal jeg kort omtale de ikke-hjemmehørende skatteydere, som skal indgive selvangivelse inden for den samme frist som selvangivelsen vedrørende den personlige indkomstskat. Personer, der udover en bolig også ejer andre formuegoder (andre boliger, køretøjer, grunde, etc.) eller oppebærer andre indtægter, der skal opgives enten på selvangivelsen for indkomstskat for skatteudlændinge eller på selvangivelsen for formueskat, er forpligtede til at indgive selvangivelse, idet det skal bemærkes, at der for skatteudlændinges selvangivelser ikke er nogen minimumsgrænser for at undlade at indgive selvangivelse. Der er ikke foretaget nogen ændringer overhovedet vedrørende beregninger af indtægter eller de satser, der kommer til anvendelse ved beregningen af skatten. Man kan fortsat, på samme måde som i tidligere år, ikke trække nogen som helst udgifter fra. Selvfølgelig er metoden og fristerne for indgivelse af selvangivelse anderledes, hvis man har haft en bolig udlejet; og det er også tilfældet, når en indtægt stammer fra salg af bolig. Man bør specielt i disse tilfælde henvende sig til en skatterådgiver på det tidspunkt, hvor begivenhederne indtræffer, da fristerne er kortere.
Artiklens forfatter José Manuel Serrato er revisor og arbejder i Legatum Legal Services, Fuengirola.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juni 2005
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juni 2005

