Bettina møder mig på plaza’en i Cómpeta og fører mig ad smalle labyrintiske gader til sit byhus, som det ville have taget mig en evighed at finde på egen hånd.

Hun må være gjort af et specielt stof. I 1993, da Bettina var 32 år, solgte hun sin frisørsalon på Amager i København, fordi hun bare kunne ”mærke”, at hun skulle male. Hun havde ingen forkundskaber, hun havde bare været på maleferie i Sydfrankrig.

- Jeg tog to måneder på Holbæk Kunstskole, hvor jeg havde en lærer, der virkelig ”vendte hjerneceller” og lærte mig at bryde grænser ... Jeg var ikke bekymret over økonomien, men jeg var realistisk i forhold til det, at jeg sansynligvis ikke kunne leve af at male, siger Bettina.

Casa Pintoresca
Fra 1997 begyndte Bettina at male på fuld tid og året efter tog hun springet og flyttede fra København til Cómpeta med sin daværende kæreste og en ide i kufferten.

De åbnede kunstnerpensionatet ”Casa Pintoresca”, hvor kunstnere kunne komme og bo og male for kortere eller længere tid.

Intentionen var dels at bevare kontakten til andre kunstnere, men naturligvis også at have noget at leve af. Det blev en succes.

- Vi satte en mikroskopisk lille annonce i et engelsk kunstblad, og pludselig havde vi veletablerede kunstnere fra New Zealand og andre steder i verden boende. Det var helt fantastisk.

Efter tre år med Casa Pinturesca måtte Bettina dog erkende, at det ikke var et nyt fuldtidsjob som pensionatindehaver, hun havde drømt om...

- Jeg var i gang med at udforske mig selv og mit eget maleri, pensionatet blev simpelthen for distraherende for mig. Så vi besluttede at lukke.

Forfølger sin drøm
Det var ikke bare Casa Pinturesca, der var et afsluttet kapitel ... også forholdet til Bettinas kæreste var slut, så nu fulgte en lang periode, hvor Bettina bare malede og malede. I den periode var hun meget inspireret af husmure, bjergvægge og den forladte by ”Acebuchal”.
- Min inspirationskilde var gamle mure, ruiner og den forladte by, Acebuchal, med symbolik i menneskets forfald. Mure som begrænser nærhed mennesker imellem ... og det forladte som ensomheden, jeg mener bor et sted i os alle.

Bettina samler marmorsand i de omkringliggende bjerge, som hun blander i sine farvepigmenter, hvilket giver billederne et krakkeleret, antikt udseende og lader de mange forskellige lag maling, hun har lagt på, træde frem. Akkurat som mennesker og mure, der gennem et langt liv får lag på lag lagt på.

- Jeg tror, jeg havde malet 35 billeder, da jeg brugte mine absolut sidste penge til en flybillet til København og transport af mine billeder. Jeg var virkelig på røven.

Bettinas plan var at gå fra galleri til galleri, men allerede ved det andet sted, hun nåede frem til, Galleri Kellum, fik hun sine billeder taget i kommission.

- Det er en lidt sjov historie, smiler Bettina, - mine billeder bliver stablet op ad væggen og galleriet lukker. Billederne er altså ikke engang blevet hængt op på væggene, da der kører en ung pige forbi i bus og ser billederne gennem vinduet. Hun står af et par stoppesteder, før hun egentlig skal, og så finder hun ud af, hvem der ejer galleriet og ringer til hende privat. Hun køber billeder for 80.000 kr. før de bliver hængt op!

Her og nu
Siden den flotte begyndelse har Bettina udstillet sine billeder mange forskellige steder. Hun skal udstille i en lille tysk kunstnerby, Worpswede, i 2006, hvor hun har udstillet før og hun har kontakt til et galleri i Paris.

- Jeg skal have malet nogle nye billeder og derefter går turen til Barcelona og Paris, fortæller Bettina, som er sin egen promotor.
Desuden planlægger Bettina et ugekursus til efteråret sammen med en engelsk pige. Kurset vil foregå dels på dansk og dels på engelsk. Stikord til det kommende kursus vil være: bryd grænser, ha’ det sjovt, be crazy og find ind til det kreative i dig selv.

Udover at male og planlægge kursus holder Bettina åbent hus den første søndag i hver måned fra 16–18, men det er bedst at ringe først. (Oplysninger om kurset samt åbent hus arrangementer fås hos Bettina på tlf. 657 525 717).

Tilstræber ro og harmoni
- Jeg mediterer hver morgen, og derefter laver jeg yoga, fortæller hun, - det er min måde at søge ro og harmoni på. Desuden er jeg blevet noget af en naturfreak i forhold til hvad jeg var i København. Jeg går lange ture i bjergene ... jeg har fundet otte forskellige vildtvoksende orkideér. Desuden elsker jeg at samle skrot på min vej ... jeg kan blive meget inspireret af f.eks. formen på et overkørt fuglebur.

En stor gammel guldramme hænger på væggen i det første rum ... der er intet billede i rammen, men inde midt i rammen hænger en thailandsk buddafigur på den hvidkalkede væg.

- Jeg er ikke religøs, siger Bettina, men buddismen tiltaler mig. Jeg har rejst meget i Østen og på et tidspunkt overvejede jeg at flytte til Thailand, men sproget og bogstaverne fik mig til at gå væk fra den ide ... det virkede for uoverskueligt at skulle lære et helt andet skriftsprog. Bettina holder en lille tænkepause. - Jeg er vild med Andalusien, men måske ender jeg et andet sted i verden. Jeg drømmer om at have frihed til at rejse. Jeg vil gerne til Cambodia, Laos og Vietnam.

Bekymrer Bettina sig over fremtiden og det usikre ved ikke at have en fast indtægt?

- Jeg kan sagtens leve på en sten, svarer hun, - og jeg er god til at lægge til side i gode perioder. Der er ingen grund til at bekymre sig om fremtiden. Det er vigtigt, at være her og nu og være openminded ... at kunne tage ind og være rummelig. Livet handler om at lære, at blive bedre til at leve.

Kærligheden?
- Jeg er et meget romantisk menneske, jeg ville ikke have spor imod at blive gift ... men lige nu er der faktisk ikke noget at fortælle om...

Dorte Holm Jensen
Foto: Poul Frey Skøtt

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---