Forhøjet blodtryk en epidemi
Skrevet af Solkysten
Blodtrykket var højt (190/100) og derfor søgte hun læge.
Flere og flere får forhøjet blodtryk, der er den hyppigste dødsårsag i verden efter cancer. Næsten hver anden med højt blodtryk får ingen behandling, selvom vi kender de anbefalede grænseværdier for blodtryk. Problemet er, at de fleste ikke mærker, at blodtrykket er højt. Jo højere trykket er, jo større er risikoen for en hjerneblødning (slagtilfælde), hjerteinfarkt eller hjertesvigt. Er der derudover tale om lav fysisk aktivitet, overvægt (specielt bugfedme), høj alder, højt kolesterol, sukkersyge, overdrevent alkoholforbrug og rygning, eller hjerte- karsygdomme hos en selv eller i den nærmeste familie, så er der endnu større risiko for hjertesvigt og slagtilfælde.
Blot ved at sænke blodtrykket 10–12 mmHg kunne antallet af hjertesvigt halveres og antallet af slagtilfælde sænkes med ca. en tredjedel.
Opgør med myte
Den nyeste forskning inden for hjertemedicinen gør op med den gamle myte om, at det systoliske blodtryk (den højeste værdi) må være 100 plus alderen. Den internationalt kendte hjertespecialist Dr. Ronnie Willenheimer, docent på Universistetssjukhuset i Malmø, advarer endda imod de anbefalede grænseværdier på 140/90 mmHg:
”De fleste går rundt med et blodtryk, som slider på hjertet og blodkarrene, og dermed øger risikoen for svære følgesygdomme. Et normalt systolisk blodtryk bør ligge omkring 100 mmHg. Er blodkarrene smidige, elastiske og passable, behøves ikke mere,” udtaler han. Det er kun få procent af den voksne befolkning, der ligger så lavt i tryk.
Tidligere blev vi især anbefalet at holde øje med det laveste blodtryk, men det højeste tryk har vist sig at spille en større rolle end tidligere antaget. Efter 60 års alderen behøver vi ikke spekulere på det laveste tryk, men skal til gengæld gøre så meget mere for at holde det højeste tryk i ave. Risikoen for sygdomme i hjertekranspulsårerne og slagtilfælde øges allerede, når det højeste tryk passerer 115 mmHg. Ved tryk over 120 øges risikoen tre gange, og ved et tryk på 148 mmHg er risikoen 16 gange så stor!
Derfor kan det anbefales alle at holde øje med blodtrykket, når de har passeret 40. Kontrollen bør sætte ind endnu tidligere, hvis der er hjerte-karsygdomme i familien. Blodtrykket kan vi selv måle med et hjemmeblodtryksapparat.
Disponeret
Klientens mor havde haft forhøjet blodtryk, og hendes far var gået bort i en alder af 70 efter et slagtilfælde og flere år med sukkersyge. Hun var således massivt disponeret for sygdomme i hjertet og blodkarrene. Blodtrykket var blevet kontrolleret en gang om året, og det havde ligget pænt. På det seneste havde hun imidlertid haft meget at gøre og var blevet noget stresset. Vægten lå fem kg over hendes ønskede vægt.
Hun kom til hjertescanning hos en hjertespecialist for at afsløre, om det høje blodtryk havde beskadiget hjertemuskulaturen og hjerteklapperne. En øjenlægeundersøgelse måtte også til, da forhøjet blodtryk kan forårsage blødninger i nethinden og i værste fald give synsnedsættelse. Der blev i begge tilfælde heldigvis fundet normale forhold.
Vor klients blodtryk var så højt, at det i en periode var nødvendigt med to slags medicin for at få det under kontrol, hvorefter ændringer i kost og levevis kunne tage over.
Der er ca. fem forskellige slags hjerte- og blodtryksmedicin, der er effektive, men ingen er uden bivirkninger. Når medicinen omsættes i kroppen, belastes både lever og nyrer. Derfor er det ønskeligt, om medicin kan undgås på længere sigt.
Ny livsstil
Motion og livsstilsændringer kan ikke anbefales kraftigt nok, hvis vi ønsker at holde os raske livet ud.
Mangel på motion er den største risikofaktor for hjerte og karsygdomme. Fysisk aktivitet forebygger højt blodtryk, og en halv times daglig motion kan ikke blot sænke blodtrykket 5–10 mmHg, men også regulere vægten. Derudover er det vigtigt at indstille
rygningen, passe på salt i maden og drikke alkohol med måde.
Patienten kom på en mager kost med et større tilskud af flerumættede fedtsyrer fra planteolier og fiskeolier, som nedsætter kolesterol-indholdet i blodet og virker stabiliserende på hjertet og blodkarrene. Kosten blev suppleret med forskellige hjælpestoffer og produkter, der er nødvendige for at optage de komplekse proteiner, vitaminer, mineraler og olier, især de ekstremt højtumættede fedtsyrer. Da hendes B-vitaminer var lave og blodsukkerværdier lå i overkanten, fik hun bl.a. en cocktail af forskellige B-vitaminer og i særlig grad folinsyre og Q10 for at opveje de mange års ubalancer.
Ud fra den personlige sundhedsprofil, som bl.a. afslørede tendens til forstoppelse, valgte vi fra naturens urte-apotek mælkesyregærede grøntsager i form af Vitabiosa, samt hvidløg, fennikel, paprika og hvidtjørn til at stabilisere blodtrykket og styrke hjertet.
Hun havde set skriften på væggen og valgte at sadle om. Zoneterapi og akupunktur lærte hende at slappe af. Blodtrykket gik langsomt ned, og hun fandt andre måder at organisere sit liv med ægtefællen og de dejlige børnebørn, til glæde for både sig selv og familien
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juni 2005
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juni 2005

