Et af Andalusiens skønneste sommerlandskaber er Huelva-provinsens øde atlanterhavs-strande. Den brede hvide sandflade strækker sig fra Guadalquivir-flodens delta til Portugals grænse. Visse steder kan man spadsere 30 km i fred og ro med sine tanker, indtil hoteller og villaer atter dukker op i horisonten.

Huelva har Spaniens mest beskyttede natur, og det sætter sit præg på oplevelsen. Og på ruten. Vest for Huelva by er bilisten nødt til at køre store omveje i den lavvandede marsk, hvor solen glitrer i det stillestående vand. Øst for Huelva er der til gengæld kun en enkelt vej parallelt med stranden. Selv denne vej stopper brat i Matalascañas, hvorfra det er nødvendigt at fortsætte til fods igennem nationalparken Doñana.

I baglandet er det hele fornuftigt bundet sammen af moderne motorveje, men bilisten fra Sevilla og Málaga skal træffe sit valg allerede 20 km. før stranden: vestkysten eller østkysten. Efter at have forladt motorvejen er man spærret inde mellem floder og fjorde i Huelvas indviklede geografi. Vi ser først på vestkysten.

Nervedulmende
Inde i landet er den nedlagte jernbane mellem Gibraleón og Ayamonte ved Portugals grænse skabt om til en 54 km lang grøn kystvej, hvoraf 11 km passerer marsken. Vejen er velegnet til fods, til hest og på cykel. Heste (med den obligatoriske guide) kan lejes overalt i Huelva, og på det seneste er mountain-bikes også blevet almindelige. Huelva er det eneste sted i Andalusien, hvor trafikplanlæggerne tager cykelstier alvorligt, og det flade landskab er særdeles velegnet til at trampe i pedalerne derudaf.

Mange km før kysten starter de tre store marskområder, der ligger som våde svampe i landskabet. En tur i kano eller små udflugtsbåde er en uforglemmelig oplevelse i disse nervedulmende paradiser for fugle og mennesker, hvor man også kan vælge en ekskursion til fods. Under ledelse af kyndige guider får man øjnene op for marskens højt specialiserede dyre- og planteliv, som de sejlivede vækster der suger havvand op gennem rødderne og bagefter sveder saltet ud gennem bladene.

Allerede inden Atlanterhavet kommer til syne, har sommerturisten således nok at vælge imellem. Men det er de store hvide klitlandskaber, som for alvor trækker, når man er vant til Middelhavets smalle grå kystbræmme. En tur til stranden er de fleste steder ensbetydende med en skovtur, fordi man skal passere klitternes fyrretræsskove for at nå frem til havet. Her skal turisten ikke være bange for den generende østenvind, der kan rejse små sandstorme i Andalusiens anden atlanterhavsprovins Cádiz, for i Huelva er det mere normalt med pålandsvind.

Efter stranden kan man besøge fiskerlejerne Ayamonte og Isla Cristina, hvor de små fartøjer stadig fisker med lerkrukker ligesom fønikerne. Når krukken trækkes op over rælingen, ligger der engang imellem en blæksprutte i den. Andre steder på kysten skyder moderne urbanización’er op omkring nogle af Spaniens mest naturskønne golfbaner. I baglandet ligger Cartaya og Lepe, hvis navne røber den føniske afstamning. Byerne er små, men nogle af Vesteuropas ældste.

Apropos Lepe... Ved en lejlighed var indbyggerne løbet tør for tændstikker. Borgmesteren organiserede en ekspedition til nabobyen, hvor han fyldte en lastvogn med den eftertragtede vare. Ved hjemkomsten sammenkaldte han borgerne og meddelte nyheden. ”Fiiint,” svarede mængden begejstret, men en forsigtig stemme spurgte: ”Nu virker de vel?” ”Bare rolig,” replicerede borgmesteren, ”jeg har personligt afprøvet dem alle!”

Kort sagt, Lepes indbyggere har i Spanien samme omdømme som århusianerne i Danmark. Borgmesteren, som i virkeligheden er en såre fornuftig mand, tager det med godt humør og arrangerer en humorens uge for at belønne de bedste vitser.

Sårbar kyst
Eftertænksomme sjæle undrer sig måske over at de søfarende fønikere grundlagde to byer langt inde i landet, men her har Lepe og Cartaya ikke altid ligget. Naturen og menneskene har arbejdet lige ihærdigt på at modellere og omforme Huelva-provinsens kyst.

Naturen har ansvaret for Isla Cristinas eksistens. Byen voksede op på en ny halvø efter jordskælvet der i 1755 lagde Lissabon i ruiner. Men selv uden naturkatastrofer ændres landkortet uafbrudt. Hvert år vender badegæsterne tilbage til en af vestkystens mest spændende strande – La Flecha eller ”Pilen” – og opdager at denne er vokset 30 meter. Pilen er en lang smal landtunge der efterhånden forløber 12 km parallelt med kysten. Siden det 19. århundrede er den på landsiden dannet af Piedra-flodens aflejringer fra Sierra Morena, og på søsiden af Atlanterhavets fineste sand. Eneste adgang er at spadsere ud ad den, eller sætte over det smalle stræde ved El Rompido, hvor en lokal fisker tilbyder denne service.

Menneskeskabte er til gengæld oldtidens enorme saltbassiner, der nu er uundværlige for trækfuglene. Andre bassiner leverede tidevandsenergi til havmøllerne, som der næsten var 40 i brug af op til det 19. århundrede. Turisterne skal ikke snyde sig for et besøg i den sidste.

Selv de allestedsværende fyrretræsskove blev introduceret af menneskene på Den uovervindelige Armadas tid, da efterspørgslen på skibstømmer aldrig kunne mættes.

På den anden side af Huelva by, på østkysten, er Doñanas topfredede vandreklitter også menneskeskabte. Klitterne satte sig i bevægelse i det 17. århundrede, da hertugen af Medina Sidonia lejede dem ud til græsning for at dække sit tab på tunfiskeriet, som staten havde beslaglagt. Sådan skabtes en af hovedattraktionerne i Spaniens berømteste nationalpark.

I dag forsøger autonomregeringen klogt at begrænse menneskets rolle i udviklingen. Klogt, fordi byggespekulanterne er meget farligere end hertugen af Medina Sidonia. Entreprenørerne har fået øje på Huelva-provinsens fortryllelser, og presset på de lokale myndigheder er enormt. Men Huelvas natur er sårbar og kunne ikke holde til den samme rovdrift som fandt sted på Costa del Sol.

Naturens jernværk
Huelvas østkyst er der mindre at sige om, skønt den ikke er mindre spændende. Beskrivelsen er imidlertid hurtigt overstået: Efter 30 km forstenede klitter følger 30 km vandreklitter.

Forskellen på de to klitsystemer er et spørgsmål om alderen. Når en vandreklit har bevæget sig tilstrækkelig langt ind i landet, lægger blæsten sig. Klitten synker sammen og gror til med planter og træer, hvis solide rodnet tvinger den helt til ro. Siden gnaver havet sig måske atter ind på klitten, men nu er klitten i stand til at tage kampen op.

De høje, forstenede klinter står fra Mazagón til Matalascañas som en enorm bølgebryder mod Atlantens nye angreb. Områdets indbyggere siger at klitterne ”føder sten”. I virkeligheden er det solide jernplader, de føder. Regnvandet vasker mineraler ud af jorden, og disse samles i plader over undergrundens vandtætte lag. På stranden finder man overalt små stykker af disse plader.

På den første strækning fra Mazagón ligger badestrandene tæt i sommerferien, men hurtigt bliver der længere imellem dem. På kystvejen kan man køre mod Matalascañas og skrå igennem skoven til et sted, hvor man har den brede hvide kyst for sig selv. På den anden side af vejen ligger Doñanas naturpark, hvor man (med held) får øje på verdens mest sjældne kattedyr, den iberiske los, eller højt på himlen en enkelt kongeørn.

Matalascañas er en rodet urbanización der tjener til skræk og advarsel om hvordan kystens fremtid kunne blive i værste fald. På den anden side af Matalascañas starter nationalparken Doñana – ikke at forveksle med naturparken, hvor der er offentlig adgang. I nationalparken er der kun adgang for et begrænset antal personer på ekskursionerne med et koncessioneret selskab. Men loven har et hul, for alle har ret til at færdes på stranden, blot de ikke bevæger sig ind i de sårbare klitter og baglandet.

Således ligger der yderligere 30 km helt jomfruelig strand til rådighed for folk med solide vandresko – eller mountainbike. Cyklen er dog ikke altid en fordel i det våde sand, opdager cyklisterne.

pod

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---