Der er en efterhånden gammel sang af Kim Larsen; ”Tag mig med til Joanna … tag mig med … tag mig med … tag mig med … hvis det er der, hvor man ikke bare … skal passe sig selv”. Sangen sidder fast og gentager sig selv om og om igen, imens jeg ruller ned ad bjergvejen mod Sayalonga, Algorrobo og kysten fra Archez.

Sangen kunne være skrevet om Joanna Palmann, som jeg netop har besøgt i bjergene mellem Sayalonga og Archez. Hun har taget sig af alt og alle gennem mange, mange år, og hos hende er der bestemt ikke noget med at ”passe sig selv”.

Plejehjem og vejen
til Spanien
Joanna er en dame med begge ben på jorden, omend der er ”højt til loftet” i hendes univers. Hun har taget sig af mennesker hele sit liv. Joanna er den ældste af seks søskende. Hun voksede op under beskedne kår i 30’ernes depression. Hun har en baggrund som sygeplejerske, men startskuddet til for alvor at involvere sig i mennesker med behov for hjælp, var da hun og hendes mand i 1968 mistede deres yngste søn på 10 år. Kim, den ældste søn, var da 14 år og han blev deres trøst og støtte.

- Vi måtte have noget at give os til, fortæller Joanna, - og helst noget, der ville opsluge os helt.

Og det fik de - Joanna og hendes mand Leif - noget at give sig til, som kom til at fylde al deres vågne tid. I samarbejde med Vanføreforeningen startede de et handicapcenter med 36 plejepladser og 60 beskyttede boliger i Herning for yngre handicappede.

- Min mand tog sig af det administrative, - siger Joanna, - jeg tog mig af plejen, og sådan gik der fem år.
I 1972 købte parret deres første feriebolig i Spanien, nærmere betegnet i Almuñecar.

- På det tidspunkt var køreturen fra lufthavnen til Almuñecar en rejse i sig selv, hvilket blev for anstrengende i længden, så vi solgte og købte i stedet en bolig i Torremolinos.
Efter fem år i Herning trængte Joanna og hendes mand til forandring og det næste projekt blev et plejehjem i Valby, ”Herman Kock-gården”.

- Det var så pludselig ældre mennesker med et stort plejebehov, fortæller Joanna.

Det sidste plejeprojekt i Danmark, og at dømme på tonen i Joannas stemme hendes hjertebarn, blev et plejecenter i Karlslunde med 52 beskyttede boliger, heraf 20 for evnesvage samt 48 plejeboliger.

- Det var fantastisk at se de mennesker, der havde været ”gemt” væk på store lukkede institutioner det meste af deres liv, pludselig vågne op, fordi de begyndte at få indflydelse på deres eget liv. Vi lærte dem at lave mad, at købe ind o.s.v. Bare det at anvende penge var et helt nyt kapitel i deres liv. Det var rimelig let at lære dem at betale, det svære var at få dem til at vente på byttepengene og få dem med sig hjem. De forstod simpelthen ikke, hvorfor de skulle have penge tilbage.

Et liv i Spanien
25 år arbejdede Leif og Joanna sammen i Danmark, inden hun i 1992 permanent flyttede til Spanien. Efter 45 års ægteskab skiltes deres veje af forskellige årsager.

Boligen i Torremolinos var i mellemtiden skiftet ud med et hus i Cómpeta, som Leif fik, og fincaen mellem Sayalonga og Archez, hvor Joanna bor i dag, 73 år gammel.

- Hver dag, når jeg sidder her på terrassen og ser den fantastiske udsigt, føler jeg mig dybt priviligeret over mit lille paradis, siger Joanna og smiler.


Men paradiset har skam ikke været forbeholdt Joanna. Hun har delt gavmildt ud af sine smukke omgivelser og sit store hus med svømmepøl. Når nu man altid har haft et strejf af Florence Nightinggale, så går det jo ikke bare over, fordi man skifter det kolde nord ud med et varmere klima. I en hel del år har Joanna således - også i Andalusien - taget sig kærligt af trængende sjæle på den ene og den anden måde. Hun har drevet et slags ”mini-pensionat”, hvor handicappede med hjælpere, spirituelle mennesker og sågar skoleklasser med deres lærer har fået muligheden for at dele paradiset med Joanna.

- Spanierne er et pragtfuldt folk, siger Joanna, - og fincaen her føles som paradis på jord. Hvorfor skulle jeg dog ikke dele det med andre?

Stadig aktiv
Joanna har stadig et meget aktivt liv, selv om hun for tiden ikke har nogen boende og ikke har haft det siden foråret, da hun har været i Danmark i fire måneder, for at passe sine tre oldebørn på seks, fire og halvandet år.

- Jeg lever for at tjene Gud og være noget for andre mennesker, men jeg gør ikke noget aktivt for at nogen skal komme her mere, men hvis det bliver aktuelt igen, så er det helt okay, siger hun. – Huset er til rådighed - hele huset - kun min seng er privat.

Joanna er tilmeldt Den Danske Kirke og medlem af menighedsrådet.

- Jeg kan utrolig godt lide at komme i kirken og specielt at synge, men egentlig er jeg ikke så meget for formaliseret religion, fortæller hun. – Ofte føles det som om religion er mere til skade end til gavn … tænk bare på hvordan folk bekriger hinanden i religionens navn.
Hun tænker lidt i tavshed, inden hun fortsætter: - Men jeg tror på Gud og jeg tror på at kærlighed er det største i livet. Det at elske andre som sig selv, er det der skal få menneskene til at overleve. Vi er ikke sat her på jorden for at bekrige hinanden. Min mand og jeg lod f.eks. aldrig solen gå ned over vores vrede, og jeg tror aldrig, jeg har haft en fjende.

Joanna er medlem af to meditationsgrupper på kysten.
- Vi mødes og mediterer og healer jorden ... sender lys ud for at hjælpe jorden og dens befolkning. Jeg tror på, at du får det tilbage, som du selv sender ud.

Joanna selv har altid haft ”magiske” hænder. Hun har altid kunnet lægge hænderne på folk, så de fik det bedre.

At rejse er noget Joanna virkelig sætter pris på. Hun har således de seneste år rejst til Kina, Sydafrika og Indien.

- I 1996 rejste jeg rundt i Sydindien i en måned. Jeg besøgte bl.a. Sai Baba. Joanna tøver lidt. – Jeg ved ikke, om jeg skal fortælle det her, men det var en meget speciel oplevelse, fordi jeg faktisk ikke havde pengene til rejsen, men jeg følte at jeg måtte afsted. Jeg havde regnet ud at rejse og ophold ville koste mig 10.000 kr., og så sker der det mærkelige, at jeg vinder præcis det beløb på en millionærkonto i Danmark ... og så var det jo afgjort!

Denne sommer skal Joanna knap så langt væk; hun skal tilbringe nogle uger i Galicien.

På spørgsmålet om, hvad hun ønsker sig af fremtiden, svarer Joanna; - Jeg kan ikke få det bedre, end jeg har det, jeg ville bare ønske, at alle kunne have det så godt som jeg. Jeg vågner hver dag og er glad, og jeg har den mest pragtfulde udsigt at kigge ud på … Jeg tror ikke, jeg har nogen personlige ønsker, men jeg ville virkelig ønske at der var fred på jorden, og at folk ville åbne deres sanser for at der er en anden virkelighed. Miraklernes tid er ikke forbi.

Dorte Holm Jensen
Fotos: Poul Frey Skøtt

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---