På den gamle vej til Frigiliana, der går fra floden i Torrox op over bjergene til Frigiliana havde jeg sat en svensk maler stævne.
- Der hvor Frigilianadalen ”opens up towards the sea”, venter jeg på dig, havde denne meget private, tilbagetrukne maler sagt i telefonen.

Hvorfor er det nu lige at malere sætter associationer igang om små forhutlede loftsværelser? Under alle omstændigheder har de ingen relevans i forbindelse med maleren Erik Tönsberg! Vi mødes ved udkigspunktet ud over Frigilianadalen, hvorefter han fører mig af en lang bjergvej, delvis belagt med beton og delvis ikke asfalteret, til det mest fantastiske selvbyggede landsted jeg længe har set.

Et kunstværk i sig selv
Ved første øjekast fremtræder huset som gammelt ... måske et tidligere kloster, men Erik fortæller til min forundring, at han selv har bygget det sten for sten, og grunden til at det har det gamle look med patinerede trædøre, porte og vinduer er at han har ønsket det sådan.

- Jeg har bygget på det her hus i 15 år, siger Erik, - 15 år, syv dage om ugen, ind imellem maleriet som en slags afslapning fra maleriet og som en fysisk aktivitet.

Under fremvisningen går det op for mig at huset i sig selv er en åbenbaring af små kunstværker. Der er gangstien, hvor tusindvis af små hvide strandsten er lagt ned i cement, ligesom gaderne i Frigiliana. Der er det himmelblå badeværelse med en blåmalet mannequindukke stående fra loft til gulv i vinduesnichen, og der er to små ”sidde-pools” udenfor ateliet, der er forbundet med et lille vandfald man kan tænde for, når det er påkrævet med den ro og afslapning som lyden af stille rislende vand giver.

Vejen til maleriet
Erik Tönsberg blev født i Stockholm i 1949, men allerede som 20-årig forlod han Sverige til fordel for Indien.

- Det lå vel i tiden .... slutningen af tresserne, hippier, stoffer og østens mystik, siger Erik, men for ham blev det et afgørende møde.

- Jeg forstod overhovedet ikke, hvad Europa handlede om, da jeg kom tilbage, fortæller han. - Folk stressede rundt og passede deres arbejde, tilsyneladende uden at reflektere over livet, men for mig havde Indien været som at få et spejlbillede holdt op foran mig ... og ord slog ikke til. Jeg måtte finde mig selv, finde meningen, og det blev så der, hvor maleriet kom ind. Jeg ser stadig maleriet mere som en slags meditation, søgen ind i mig selv, end som en karriere.
Fra 1974 til 1976 uddannede Erik sig i Stockholm indenfor kunst, delvis på kunstskole og delvis på universitetet.

Erik er en abstrakt ekspressionistisk maler, der arbejder med lag på lag.

- Det første lag er ikke så vigtigt, fortæller Erik, - Det er først ved andet lag at dialogen starter.

Eriks billeder tager fra alt mellem et par dage til et par år, før de er færdige.

- Nogle billeder er bare færdige. Du ved, når du når "the end of the road", mens andre billeder kan blive sat væk og taget frem igen lang tid efter. Jeg kan ikke bare gå ned og male fra klokken syv om morgen og have hele dagen fyldt med inspirerede stunder, men f.eks kan musik starte mig ... få mig ind på den rette bølgelængde. Men mere arbejde og mere tid i atelieret skaber bestemt flere inspirerede stunder. Som professionel maler kan du ikke bare sidde og vente på at inspirationen kommer. Jo mere du arbejder, jo lettere bliver det at nå den nærmest underbevidste tilstand hvor inspirationen kan udfolde sig.

Erik plejede at arbejde næsten udelukkende med oliefarver.
- Jeg plejede at give mine kunder en 500 års garanti, ler han, idet han henviser til sine akademiske studier af materialer såvel som anatomi, perspektiv, farvelære, komposition og alle de kunstrelaterede dicipliner.

– Jeg ønskede at gå tilbage til Giotto og erfare udviklingen af vores kultur indefra.

Omkring år 2000 begyndte Erik at anvende andre materialer til sine malerier.

- Jeg har altid haft trang til at eksperimentere, og denne gang ønskede jeg at finde ud af, hvad jeg kunne gøre med tre basale ingredienser. Jeg valgte syntetisk lak, husmaling og kinesisk blæk. Ved at balancere disse elementer kan du nå en veldefineret, men kontrolleret farveskala. Det, der også interesserer mig ved disse komponenter, er at de hver især afstøder hinanden ligesom olie og vand. Jeg kan godt lide tanken om et harmonisk hele skabt af uforenlige elementer.

Eriks store billedformater koster 4.800 euro.

I 1978 forlod Erik permanent Sverige og slog sig ned i Andalusien. Først Sevilla og Cordoba .... derefter bjergene mellem Torrox og Frigiliana.

Her og nu og
fremtiden
Erik Tönsberg er netop nu aktuel med udstillingen "Summa" i Sala Mercado i Nerja, som startede den 15. juli og fortsætter til midt i august. Her udstiller han store formater.

Tidligere på året havde han også en seperatudstilling i Galleria Krabbe i Frigiliana. Han er en af galleriets fast tilknyttede malere.
Erik er en meget privat, tilbagetrukket person, hvilket kan være en stor ulempe i forhold til at promovere sig som maler, men i år har han fået lavet sig en hjemmeside, www.eriktonsberg.com hvor interesserede kan kigge i fred og ro.

Næste punkt på dagsordenen for Erik er en udstilling i centrum af Skt. Petersborg til september. Udstillingen finder sted i bygningen "Manege", hvor den russiske zar i sin tid havde sine heste.

Erik ville elske at opholde sig i Berlin, som han synes appellerer til hans ekspressionistiske udtryk. I forvejen rejser Erik jævnligt til London, Stockholm og Madrid. Eriks to døtre, Hannah og Sophie, på henholdsvis ni og syv år bor med deres mor i England. Erik ser frem til at have dem på ferie i tre uger i løbet af sommeren.

- Normalt trænger jeg til forandring efter tre til fire måneder på landet. Som regel rejser jeg til London for at se mine børn. Så går vi på Tate-museet. Nogle gange lægger vi os på gulvet i den store hal for at se på Olafur Eliasons enorme sol, eller vi går på naturhistorisk museum, hvor min datter Sophie går rundt om det enorme mørkebrune skelet fra en dinosaurus for at kigge efter myrer, som viser sig at være de eneste væsner som museet ikke er i stand til at tilbyde. Erik smiler for sig selv, inden han fortsætter;

- Mine storbyture giver mig det bedste af to verdener. Byen er et supplement, den giver mig det, som dette sted ikke kan, så jeg kan komme tilbage hertil - fuld af ideer og energi - og finde roen og pladsen til at transformere mine oplevelser til noget kreativt.
På spørgsmålet om, hvad han ønsker sig af fremtiden, tager det ham ikke lang tid at svare.

- Jeg ønsker at følge mine børn så godt som det lader sig gøre, hvilket også vil sige, at sikre dem økonomisk.

Dorte Holm Jensen
Fotos: Poul Frey Skøtt

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---