
- Selvfølgelig tror jeg på reinkarnation, siger Else Byskov, - alt andet er ulogisk.
Mit liv med Martinus
Skrevet af Solkysten
Det siger forfatteren til bogen “Døden er en illusion”. I sit hjem på Costa del Sol fortæller hun hvordan mødet med Martinus’ logiske forklaringer på livet og døden har ændret hendes daglige liv.
Hvem er jeg
Else Byskov blev født i Kolding i 1950. Samme år, som hun blev født, åbnede hendes far et varieté-teater i byen i samme hus, som de boede i. Else voksede op mellem trapezartister, tryllekunstnere, optrædende hunde og stripteasedansere med en far, der aldrig nævnede ordet synd, mens hendes mormor på den anden side indgav Else den børnelærdom, at hvis man ville undgå synden, så skulle man leve et glædesløst liv.
- Jeg husker, at jeg allerede, da jeg var meget lille, kiggede ud af vinduet på nattehimlen og stillede mig selv spørgsmålet; ”Hvad er der derude, og hvem er jeg egentlig? Er jeg virkelig kun denne pige . . . der lever i dette hus . . . født af disse forældre . . . eller hører der mere til historien?”
Der gik rigtig mange år, før Else fandt svaret på sit spørgsmål. I mellemtiden uddannede hun sig til cand.mag. i engelsk og spansk og meldte sig ud af folkekirken. Else underviste på VUC i Århus i 11 år, før hun emigrerede til Spanien med sin mand, Erik Gadegaard, der startede tandlægepraksis i Maro. Det var først som 44-årig, efter flytningen til Spanien, at Else stiftede bekendtskab med Martinus og hans verdensbillede. Det blev et bekendtskab, der kom til at forandre Elses daglige liv radikalt.
Karma
- Der er specielt to aspekter i mit liv, der har forandret sig totalt, siger Else. – Det første er, at angsten for at blive syg og angsten for at dø er forsvundet. Jeg ved, at der findes et liv hinsides døden og at det er sjovere på den anden side! Alt hvad jeg ser i verden nu, ser jeg gennem ”kosmologiske briller”. Jeg kan ikke længere se verden i et étlivsperspektiv. Der er så megen elendighed, at det ikke giver mening, hvis vi kun har ét eneste liv. Nu, efter Martinus, ser jeg alt, også elendigheden, som en del af en udvikling på vejen . . . alt er som det skal være, vi får alle det liv, vi har brug for . . . for at høste netop de erfaringer, vi hver især har brug for på det udviklingstrin, vi nu befinder os på . . . og vi høster, hvad vi sår. Else tænker sig om et øjeblik, inden hun fortsætter; - Loven om karma handler ikke om straf, det er snarere en kærlig belæring om, at det du sender ud, kommer tilbage til dig selv. Inden jeg blev opmærksom på karmaloven, lavede jeg mange ting i mit liv, som jeg senere bitterligt har fortrudt, og som jeg har haft svært ved at leve med. Det bringer mig videre til det andet aspekt i mit liv, som virkelig har forandret sig. Jeg er langt mere opmærksom på, hvordan jeg behandler andre mennesker i dag. Jeg ser et hvilket som helst andet menneske i dag, som et menneske på vej mod at blive perfekt. Det afspejler sig i min opførsel og i mine handlinger ved, at jeg forsøger at vise mere respekt og ydmyghed og mindre fordømmelse. Jeg ved, at det, jeg sender ud, vender tilbage til mig selv . . . nu eller i et senere liv. Hun smiler; - Selvfølgelig tror jeg på reinkarnation . . . alt andet er ulogisk.
På det praktiske, daglige plan har bevidstheden om Martinus’ verdensbillede også udmøntet sig i, at Else er blevet vegetar.
- Dyrisk kost er alt for grov til vores nuværende udviklingstrin, det passer udmærket til en tiger, men ikke til mennesker. Vibrationerne i kød fremmer cancerudvikling og sygdom generelt. Videnskaben bekræfter også køds medvirken til sygdommes opståen. Desværre er jeg endnu ikke parat til at tage skridtet fuldt ud og blive veganer . . . droppe æg og mælkeprodukter, men det kommer nok.
Det har også påvirket forholdet til vennerne, at Else hverken spiser kød eller drikker alkohol.
- Du kan også sige, at det rydder lidt op i vennekredsen, ler Else, - der er mange, der pludselig ikke finder det så interessant længere at gå ud at spise sammen med en vegetar, der ikke drikker alkohol til maden ... Til gengæld har jeg fået en stor ny vennekreds efter bogen udkom.
Bøger og foredrag
Else Byskov har studeret Martinus’ skrifter i mange år og hun har skrevet bogen ”Death Is An Illusion”, som blev udgivet i USA af Paragon House i 2002. Bogen kan også købes her i Andalusien, bl. a. på tandlægeklinikken i Maro, hvor Else passer telefonen og receptionen for sin tandlægemand. Bogen er blevet oversat til tysk og udkommer i Tyskland til efteråret.
Else har også skrevet bogen ”The Undiscovered Country”, som har en lidt mere videnskabelig tilgang end ”Death Is An Illusion”. Den stiller spørgsmålene: hvilke beviser findes der i den materialistiske verden på, at døden ikke eksisterer, og hvad er det, der overlever efter kroppen dør . . . et elektrisk felt indeholdende jeget og livskraften? Bogen er endnu ikke udgivet.
Else Byskov har fået stor opmærksomhed omkring sin bog, selv her på kysten, hvor hun holder foredrag jævnligt ... sidst tre gange i foråret i henholdsvis Torremolinos, Fuengirola og Almuñecar.
Martinus
Tænk, at man skal helt til Spanien for at høre om en dansk vogterdreng, der begyndte at meditere og pludselig blev forbundet med et slags ”bevidsthedbibliotek”, hvorfra han trak en uendelig strøm af viden, som han formulerede på skrift. Han skrev i 60 år, helt frem til sin død i 1981, og det blev til et samlet værk, der omfatter ca. 8000 sider. Martinus Instituttet i Danmark har til formål at udgive Martinus’ værker og gøre dem kendte. Instituttet har til huse på Mariendalsvej 94-96 på Frederiksberg i København. Hans samlede værker går under navnet ”Det Tredje Testamente”.
Selv om Martinus’ verdensbillede ikke er hverken en tro eller en religion, kan jeg ikke lade være med at spørge, hvor Martinus adskiller sig fra andre kendte trosretninger.
- Der er to meget væsentlige aspekter, som Martinus forklarer og som ingen anden trosretning forklarer på en sammenhængende, logisk facon. Den ene er mørkets (krig, ulykker, lidelse) mission, som intet har med straf at gøre, men som blot udgør en kontrast til lyset ... så du kan værdsætte og se lyset, og den kontrast er kilden til din evige oplevelsesevne . . .
- Det andet aspekt, Martinus taler om, er polforvandlingen. Det er en kendsgerning, at der bliver flere og flere homoseksuelle i verden, og dette er ikke kun fordi, det bliver lettere at stå frem og erkende, hvad man er. Nej, det handler også om, at tiltrækningen mod det modsatte køn gradvist ændrer sig, fordi vi mennesker gradvist udvikler os til etkønnethed. Det er ikke noget, der sker lige pludselig fra dag til dag, men gradvist vil den menneskelige tiltrækning, jo mere bevidste vi bliver, rette sig mod mennesket bag kroppen ... mere end mod et køn.
Det er naturligvis ikke muligt at forklare i få ord, hvad Martinus har sagt om mørkets mission og polforvandlingen. For de, der gerne vil læse mere, er der hjælp at hente på nedenstående hjemmesider.
Dorte Holm Jensen
Fotos: Poul Frey Skøtt
Else Byskovs hjemmeside:
www.deathisanillusion.com
Martinus Instituttets hjemmeside: www.martinus.dk
Brudstykker fra
Martinus’ Verdensbillede
• Verdensaltet er et altomfattende levende væsen, som vi alle lever i.
• Bagved den fysiske verden findes der et åndeligt eksistensplan, som er årsagsplanet – herfra er alt det fysiske skabt.
• Ethvert levende væsen har en evigt fortsættende tilværelse – døden er en illusion og alle levende væsner reinkarnerer.
• Livsoplevelsen finder sted gennem en uendelig udvikling. Her er kontrasterne lys og mørke, behag og ubehag, godt og ondt osv. absolut nødvendige for en stadig bevidsthedsfornyelse.
• Løsningen på livets gåde findes ikke ude i verdensrummet, men i vores eget indre.
• Martinus’ kosmiske analyser viser, at der vil fremstå en ny mennesketype i løbet af de kommende årtusinder, hvor vor seksualitet og bevidsthed vil ændres radikalt
• Vor organismes mikrovæsner - såsom organer, celler, og molekyler - er levende væsener. Også de er underlagt reinkarnationsprincippet, og de har alle en overbevidsthed indeholdende en samling talentkerner, der overlever den fysiske død.
• Årsagen til alle sygdomme ligger i det psykiske i form af fejltænkning. Vor organisme er et levende univers bestående af utallige galakser, af organer og celler, af levende molekyler og atomer osv. Vi har således ansvaret for livsbetingelserne for myriader af levende væsener. Positive tanker og kærlig væremåde er vejen til sundhed.
• Formålet med livet er selve livsoplevelsen, og her er alle mennesker og alle andre levende væsener i virkeligheden lige meget værd.
• Hele den jordiske menneskehed kommer efterhånden frem til en fuldstændig lykkelig og oplevelsesrig tilværelse her på jorden. Det sker efterhånden, som det enkelte menneske på grund af ubehag, lidelser og andre erfaringer kommer til at leve i fuld overensstemmelse med livets love for den humane tilværelse. Alt er såre godt.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - August 2005
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - August 2005

