Hårdt presset må jyden indrømme der er vigtige forskelle på Jylland og København. Storsindet af natur kunne det dog aldrig falde ham selv ind at bringe emnet på bane, hvis der er en københavner til stede.

Andaluseren savner denne selvsikkerhed i forholdet til landets hovedstad. For nylig skrev autonomparlamentet i Sevilla til Madrid for at protestere imod latterliggørelsen af andalusisk kultur i de landsdækkende tv-stationer. Disses egenproduktioner savner aldrig en andalusisk bondeknold til at provokere et anfald af dåselatter, når han åbner munden og giver sig til at snakke dialekt.

Denne storbyhumor trivedes også i Danmark før. Dybest set var det ikke dialekten man grinte af. Man grinte fordi de var fattige og tilbagestående på landet, og som sådanne legitime ofre for nedladenheden. De er ikke længere fattige i Jylland – men de er det i Andalusien, og derfor er andaluserne ømfindtlige.

Ligesom andre spaniere er andaluseren selvfølgelig blevet meget rigere i de sidste årtier. Men rigdom og fattigdom er relative begreber. Man sammenligner med naboen. Når andaluseren sammenligner med Madrid og Spaniens andre rige regioner, er forskellen i levestandard faktisk ikke skrumpet særlig meget ind siden EU’s strukturfonde åbnede for pengesækken. Det er et nederlag for fordelingspolitikken – eller en naturlig følge af at andaluseren er en bonderøv.

Måske er han noget der nemt forveksles hermed, nemlig fredsommelig og omgængelig. I de kommende år reduceres EU-tilskuddene drastisk, hvad der ikke er noget at gøre ved – det er desuden helt rimeligt at støtten omdirigeres til de nye EU-lande i øst. Men desuden kan man roligt vædde hvad det skal være på at andaluserne også kommer til at sidde med sorteper i det hjemlige spil om pengene.

I forbindelse med revisionen af de 17 autonomstaters aftaler med centralstaten er sidstnævnte atter genstand for afpresning af de nationalistiske autonomier i nord, Katalonien og Baskerlandet. Enhver som kun kender disse steder fra aviserne måtte tro, beboerne aldrig taler om andet end løsrivelse fra Spanien. Men i praksis er det især politikerne, som taler, og de fleste af dem kunne ikke drømme om at rive sig løs fra malkekoen. Truslen er simpelthen en løftestang for andre krav. Baskerne, som ifølge sparekassen La Caixas årlige rapport har Spaniens højeste levestandard, får flere kontanter ud af centralstaten end de selv afleverer til den fælles husholdning. Katalanerne, som heller ikke er tabt bag en vogn, vil komme lidt tættere på ved denne lejlighed.

Hvad behøver Andalusien for at blive taget alvorligt? ”Et ETA!” svarede en erhvervsleder med en noget barsk form for humor.
Det er vi selvfølgelig helst fri for.
Bare de i det mindste ville lade være med at grine af os. Det er da en start.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---