Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
I disse måneder står der H.C. Andersen på skolens skema.
I disse måneder står der H.C. Andersen på skolens skema.
Vente på prinsessen
Skrevet af Solkysten
En sortkrøllet unge stikker hånden op og spø’r spændt: ”Señor, hvornår kommer prinsessen?”

Det spørgsmål opta’r børnene på Málagas folkeskole Hans Christian Andersen, for selv om skolen har et eventyrligt navn, er det trods alt ikke hver dag en rigtig prinsesse kommer forbi. Og skolens 600 elever er alle i den alder (3-12 år) hvor der står særlig glans om prinsesser og andre eventyrfigurer.

Svaret er tirsdag den 14. juni. Prinsesse Benedikte kommer til Málaga i forbindelse med Andersen-festlighederne, og et besøg på Andersens skole kunne naturligvis ikke undværes.
I skolegården modtages hun af kvarterets skoleorkester med Kong Christian stod ved højen mast, efterfulgt af titelmelodien til Løvernes Konge. Det er hvad en af de unge musikere Alejandro kan huske af programmet.

Efter den musikalske velkomst håber eleverne at prinsessen bliver passende imponeret på rundturen i korridorerne, der i disse dage udsmykkes så ingen kan være i tvivl om at skolen bærer sit navn med rette.

Det er ikke Potemkin-kulisser. Skoleinspektør Francisco Planas forklarer at dette års sprogundervisning har været bygget op om to jubilæer, den 400-årige Don Quijote og den 200-årige Andersen. I de sidste måneder har Andersen taget over efter ridderen af den bedrøvelige skikkelse, og alle klasserne har dagligt arbejdet med eventyrene. Børnehaveklasserne laver dem til tegninger. De lidt større laver genfortællinger og små teaterstykker, som bagefter roterer mellem alle klasserne. De største, som i dette tilfælde er 4. klasse eleverne, bruger også eventyrene som udgangspunkt for debatter i klassen.

12-årige Sandra ser alvorligt og lidt bebrejdende på den danske journalist. Hun har skrevet en anden slutning til eventyret om Den lille pige med svovlstikkerne, for Andersens ubarmhjertige realisme bryder hun sig ikke om. – De skal holde op med at mishandle den lille pige, og til slut skal hendes forældre komme og hente hende hjem, siger Sandra.

Francisco Planas: - Siden skolens start for 18 år siden har vi altid gjort brug af eventyrene. De er næsten ikke til at komme udenom, når skolens klasseværelser alle har navn efter de forskellige eventyrfigurer. Men i jubilæumsåret har vi gjort meget mere ud af Andersen, og de 11-12 årige elever har også arbejdet med landet Danmark. Alt dansk interesserer dem for øjeblikket.

Noget undervisningsmateriale er kommet fra jubilæumsårets spanske portal (es.hca2005.net), som skolerne gratis kan benytte. I parantes bemærket har portalen vist sig som en genial og næsten gratis måde at udsprede kendskabet til eventyrene og lidt dansk kultur.

- Alle Spaniens folkeskoler har i princippet kendskab til det spansksprogede undervisningsmateriale, efter at vi har sendt information ud gennem det centrale og de autonome undervisningsministerier. Det er naturligvis umuligt at sige, hvor mange der faktisk benytter materialet, men jeg har dagligt henvendelser fra spanske skoler der vil vide mere, siger Sarah Bogantes, den ansvarlige for kulturområdet på Danmarks ambassade i Madrid. Sarah Bogantes tilføjer at fire, fem spanske universiteter også har holdt Andersen-seminarer i jubilæumsåret. Spanierne synes at have forstået, at H.C. Andersen ikke kun er for børn.

Et andet jubilæum
”Colegio Público Hans Christian Andersen” blev indviet i 1987 i forbindelse med et andet Andersen-jubilæum. Det var dengang 125 år siden digteren havde været på besøg i Málaga, og trods den lidt tynde lejlighed lykkedes det en meget aktiv Andersen-komité at stable et arrangement af samme omfang som dette års på benene.
Byens daværende borgmester Pedro Aparicio kaldte Andersen ”verdens vigtigste forfatter” da han gav skolen sit navn. ”Jo,” insisterede borgmesteren, ”for han skrev for børnene, og I er det vigtigste vi har.”

18 år senere er skolen kommet til at ligge meget bedre, for den bliver begunstiget af de store anlægsarbejder i forbindelse med højhastighedstoget AVE’s ankomst til Málaga. Just hvor AVE-toget om to år kører op ad den nye tunnel ved indkørslen til banegården, ligger skolen. Mellem den og toget indrettes der en ny bypark.
- Vi har foreslået kommunen at parkens navn bliver ”Jardín de Andersen” (”Andersenhaven”), men jeg ved endnu ikke om de har i sinde at følge forslaget, siger Francisco Planas.

pod.





H.C. Andersen festlighederne i Málaga kulminerer i dagene 14. og 15. juni. Det officielle program for dagene ser således ud:

Tirsdag den 14. juni:
9.45: Hotel Málaga Palacio. Prinsesse Benedikte spadserer i selskab med ambassadør Niels Pultz og borgmester Francisco de la Torre til den nærliggende Plaza de la Marina.
10.00: Plaza de la Marina. Afsløring af kunstneren José María Córdobas H.C. Andersen statue, der har fået plads foran Diputación de Málaga. Ved statuen venter bl.a. Isabella Fondens bestyrelse samt statuens sponsorer.
Herfra spadseres der til Alameda Principal nr. 8, hvor H.C. Andersen boede under sit ophold i Málaga i 1862. Kl. 10.30 køres der i biler til folkeskolen Hans Christian Andersen.
11.00: Folkeskolen Hans Christian Andersen (500 meter fra rutebilstationens hovedindgang. Følg Calle Unión og drej derefter til venstre ad Calle Reboul). Prinsesse Benedikte besøger skolen, der er vært for udstillingen H.C. Andersen 2005. Besøget varer til kl. 12.15.
12.30: Teatro Cervantes. Prinsesse Benedikte invier udstillingen med Bjørn Winblads H.C. Andersen tegninger, dronning Margrethes visualisering af eventyret Snedronningen, samt to H.C. Andersen collager af Jørgen Warning.
Kl. 13.15 kører prinsessen og hendes følge til den botaniske have La Concepción, hvor Andersen var gæst i 1862. Borgmester Francisco de la Torre er vært ved en frokost i private omgivelser.
18.00: Teatro Cervantes. Borgmesteren modtager prinsesse Benedikte foran teatret ved gallaaftenens start.
Der er to pauser i løbet af forestillingen. I den første pause hilser prinsessen på danserne. I den anden pause får publikum mulighed for, under kontrollerede forhold, at hilse på prinsessen.
Efter forestillingen kl. ca. 20 er familien Else Marie og Henning Remmen vært ved et glas cava.
Aftenen slutter med en gallamiddag for 100 specielt indbudte gæster i Palacio Municipals såkaldte spejlsal.

Onsdag den 15. juni:
11.00: Margrethekirken i Mijas Costa. Prinsesse Benedikte og ambassadøren modtages af menighedsrådets formand Ebbe Juul Hansen sammen med de øvrige medlemmer af menighedsrådet og pastor Karsten Erbs. Straks efter blæser lurblæserne fanfare, og gudstjenesten indledes.
11.50: Ebbe Juul Hansen orienterer om kirkens tilblivelse.
12.00: Reception for alle deltagere i gudstjenesten.
13.00: Prinsesse Benedikte køres til lufthavnens VIP-bygning, hvor borgmester Francisco de la Torre venter. Kl. 14.20 afgår flyet.
Til efteråret (fredag den 7. oktober) sættes punktum for de lokale H.C. Andersen aktiviteter med en aften i Fuengirola, hvor skuespiller Susse Wold fortæller eventyr af H.C. Andersen.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juni 2005

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga