Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Patio’en inde midt i hotellet.
Patio’en inde midt i hotellet.
I grevens seng
Skrevet af Solkysten
Antequera 3
Midt i Antequeras kulturelle centrum kan man forkæle sig selv med en overnatning i grev Pinofiels luksuriøse hjem, der i dag er indrettet til Hotel Casa del Conde de Pinofiel. Hotellet er en del af byens historie og kultur.

Antequera er en dejlig by at besøge og et perfekt udgangspunkt for ture i området uanset om din interesse er arkæologi, historie, natur eller gåture. Mennesker har sat deres spor i dette område i 5000 år, og alligevel er meget stadig ganske uberørt.

Greve Pinofiels luksuriøse palads blev bygget i 1762 og er et vidunderligt eksempel på barok arkitektur midt i Antequeras historiske hjerte. I maj 2004 blev det private hjem bygget om til et firstjernet luksushotel. Opgaven blev udført med stor opmærksomhed på hver enkelt detalje og så vidt muligt med originale materialer. Derfor har bygningen døre, vinduer, sten og gulve, som har været der i næsten 250 år.

Mens atmosfæren er unik og historisk, er faciliteterne moderne med luksuriøse badeværelser, elegante dekorationer, luftonditionering og bredbånds-internetadgang. Hotellet er desuden handicapvenligt.

Hotellet
Fra gaden, Calle La Tercia, ringer man på klokken i nr. 10 og bliver lukket ind af et venligt personale. Både værelserne og hotellet er fyldt med antikviteter og kunst. Det er næsten som et træde ind i et ”mini Alhambra” med en kæmpe patio der omkranser springvandet i midten. Skulle nogen få romantiske fornemmelser under opholdet, så kan der skam også findes råd for det; Hotel Casa del Conde de Pinofiel har nemlig sit eget kapel, også fra 1762, hvor du kan fejre dit bryllup.

Hotellet har et opholdsrum, mødelokaler og en bar eller vinstue, ”El Salaero”, hvor man kan sidde i charmerende omgivelser og nyde en drink og prøve nogle af de lækre, typisk spanske snacks såsom ost og jamón ibérico. Det er også her morgenbuffeten serveres, for hotellet har ikke sin egen restaurant.

- Vi giver altid en varm og dybtfølt velkomst til Casa Conde de Pinofiel, fortæller ejeren, - Og vi håber at gæsterne vil nyde hotellet, byen og vores område.

Af endnu ikke nævnte faciliteter, som hotellet er leveringsdygtig i kan nævnes; gaveshop, frisør, massage og skønhedsbehandlinger efter aftale samt turistguide-service og privat parkering.

Hotellet råder over 24 værelser fordelt på to suiter, to enkeltværelser, tre dobbelte juniorsuiter samt 17 dobbeltværelser. De er alle omhyggeligt og smagfuldt indrettede og har alle tænkelige faciliteter. I nogle af værelserne får man sin skønhedssøvn i store antikke himmelsenge.

Kulinariske specialiteter
Antequera har udover sin store historiske, kulturelle og kunstneriske arv også en kulinarisk arv. Specielt to lokale specialiteter er det på sin plads at nævne her, ”Porra Antequerana ” som er en slags gazpacho baseret på brød, tomater og peberfrugt, samt ”bienmesabe” - en dessert hvis navn (“det smager”) siger det hele. Den er lavet af æggehvide og sirup. Det bedste sted at opleve disse to specialiteter er på ”La Espuela” ... restauranten ved tyrefægterarenaen.

Der findes forøvrigt også et tyrefægtermuseum på Plaza de Toros, som er åben fra 10.00-13.30 lørdage samt søn- og helligdage. Naturligvis er der masser af andre tapas-barer og restauranter i Antequera. Udover at være den største kommune i Málaga-provinsen er Antequera nemlig også det sted, der har det rigeste udbud af tapas. Du kan vælge mellem mange forskellige risretter, stegte auberginer, stuvede kartofler og mange, mange flere. Området er desuden kendt for sine meget velsmagende pølser, som kan fås i alle mulige former og størrelser. God tur til Antequera.

Dorte Holm Jensen

Kørselsvejledning fra Málaga
Antequera ligger ca. 45 km fra Málaga. Kør ad motorvejen mod Granada og hold øje med skiltet mod Las Pedrizas. Du ser Antequera til venstre på vejen mod Cordoba.

Kørselsvejledning fra Vélez–Málaga
Naturligvis kan du tage motorvejen mod Málaga, og derefter følge kørselsbeskrivelsen derfra, men har du lyst til et andet tempo end motorvejen, så følg vejen mod Laka Viñuela og Rio Gordo. Vejen er okay og det er en smuk køretur. Fra Rio Gordo følger man skiltene mod Casabermeja. Før byen kan du se motor-
vejen til Antequera.

Casa del Conde de Pinofiel
C/ La Tercia 10
29200 Antequera
Tlf: 952 842 464
Fax: 952 705 007
www.hotelcondepinofiel.com
(reservationer og kørselsvejledning)
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - September 2005

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga