
Mange dyr bliver flammernes bytte.
Tørke og brande
Skrevet af Solkysten
Tørke er et velkendt fænomen. Særligt her i Andalusien oplever man det med jævne mellemrum, og vi der husker ikke at have vand i hanerne i 90’erne frygter sikkert en tør vinter. Så lad os håbe at naturen vil rette op på situationen og give os en nedbørsrig vinter, selv om det måske ikke er til glæde for dem, der kun er her i vinterhalvåret.
Tørke og brande har ikke kun indflydelse på mennesker og deres behov for vand - også naturen lider. Gennem årtusinder har naturen tilpasset sig de normale tørkeperioder om sommeren, men når regnen udebliver om vinteren og tørken bliver langvarig, får det stor indflydelse i naturen. Små vandløb tørrer ud meget tidligt, små søer forsvinder, og det er i mange tilfælde katastrofalt for dyrelivet.
I Fuente de Piedra måtte flamingoerne opgive en ynglesæson. Det er hændt før, men flamingoer har så lang en levetid at det ikke spiller så stor en rolle, at de springer et år over. De er vant til at finde andre områder, men for fugle med en meget kort levealder kan det tage lang tid igen at bygge en population op, hvis de ikke har mulighed for at yngle eller få ungerne på vingerne grundet tørke eller omfattende brande.
I Danmark har man lavet undersøgelser i områder, der har været ramt af skov- og mosebrande, og der kommer naturen sig hurtigt igen. Nye plantearter, hvis frø har ligget gemt i jorden, dukker op. Men i Danmark er man også velsignet med regn året rundt, og det får hurtigt det hele til at grønnes igen.
Her i Spanien kan man også opleve store forskelle på følgerne af brande. I Nordspanien kommer naturen sig hurtigt, og blot få år efter store brande, kan man opleve at det er grønt igen. I syden tager det årtier, hvis det overhovedet nogensinde bliver som det var engang, og man kan ikke genplante i samme takt som man mister skovområder hvert år.
Hvis man besøger et område kort tid efter en brand, vil man opdage hvilke utrolige mængder af smådyr, der er blevet flammernes bytte. Under de voldsomme brande, der har været i år, er der også omkommet et meget stort antal større dyr.
Lad os håbe, vi vil få en vinter med normal nedbør - ikke blot her på kysten, hvor vi rent millimetermæssigt fik normal nedbør sidste vinter, desværre fordelt på store mængder i korte perioder. Samtidig fik man næsten under det halve inde i landet, og det er den nedbør, der falder der, som skal levere vand til en stadig stigende befolkning i kystlandet. Vand betyder liv.
NB. Husk at det er i september, man kan opleve de store fugle-træk i området fra Gibraltar til Tarifa - en oplevelse der er hele køreturen værd!
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - September 2005
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - September 2005

