
Skår i glæden
Skrevet af Solkysten
En anden irriterende egenskab ved glas er, at måneder efter man har fejet alle skårene op, finder man pludseligt et under sofaen, selv om man var 100 pct. sikker på at selv ikke det mindste lille bitte skår havde undgået ens opmærksomhed.
Problemet er at dyr kravler ind under sofaer og færdes i det hele taget de mærkværdigste steder. Et lille, skarpt glasskår kan altså få alvorlige konsekvenser for husdyret. Er uheldet ude må man straks til dyrlægen.
I de behagelige septemberdage er det skønt at tage sig en aftendrink på terrassen, mens dyret ligger ved ens fødder. Mit råd er at drikke af plastikglas. Det er måske ikke så stilfuldt, men absolut mere sikkert for et par hunde- eller kattepoter.
Når krystalglasset alligevel ryger på gulvet, så sørg for at lukke dyrene forsvarligt inde mens oprydningsarbejdet står på. Gå over det samme sted flere gange, indtil du er helt sikker på at alle skår er fjernet.
Først når alle skårene er smidt i affaldsposen, kan man gå ud fra at faren er overstået. Det er den måske også - for så vidt angår dine husdyr, men tænk lidt videre: Affaldsposen bliver samlet ind af skraldebilen og kørt til lossepladsen. Her færdes sandsynligvis hunde og katte, der ikke er så heldige som dine dyr. De leder efter mad og i den proces kan de få alvorlige sår af dit smadrede glas.
Den bedste måde at skaffe sig af med glasskårene på, er at begrave dem dybt i haven. Helst ved foden af et træ, hvor de ikke så nemt kan graves op igen.
Dyrene har problemer nok - vi mennesker behøver ikke skabe flere.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - September 2005
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - September 2005

