Rådgivning eller ikke rådgivning?
Skrevet af Solkysten
De fleste har en eller anden idé om, hvad det er man skal huske, inden man flytter fra Danmark, og det rækker som regel. Men hvis man antager, at en generel rådgivning, inden man beslutter sig, med et brainstorming møde koster 5.000 kr. i gennemsnit, så vil jeg antage, at afklaring af et skattespørgsmål, der efterfølgende er rejst af skattevæsenet, som udgangspunkt koste mindst det dobbelte, og som regel noget mere end det. Et forudgående brainstorming møde afklarer som regel problemerne i mindst halvdelen af tilfældene.
Tag derfor tyren ved hornene og søg rådgivning i god tid; om ikke andet så for at få bekræftet, at den viden man har, holder stik. Jeg har ingen statistik, men ved at se på mine honorarer gennem tiderne, vil jeg antage, at 10-15 pct. er i forbindelse med rådgivning, inden beslutning træffes om enten at flytte fra eller til Danmark, mens resten er honorar til at få klaret problemerne, som skattevæsenet har rejst, fordi tingene ikke var i orden på forhånd.
Bopælen i Danmark skal opgives
Jeg har sagt det gang på gang; det vigtigste er at opgive sin bopæl i Danmark for at få den globale skattepligt til at ophøre. Mange prøver med forskellige mellemveje som for eksempel at udleje boligen pro forma til familien. Det har der været mange sager om. Andre sager drejer sig om, at man ikke fik solgt huset, inden man flyttede, og så fik man ikke ordnet de praktiske ting ordentligt. For det kan godt lade sig gøre at slippe ud af skattepligten alligevel.
Helårsbolig i Danmark
Atter andre lukker øjnene for problemet ved at anskaffe sig en ny helårsbolig i forbindelse med flytningen, hvis der er ikke bopælspligt i lejligheden. Hvis man formelt råder over en helårsbolig på det tidspunkt man flytter ud af Danmark, får man et problem, hvis/når det bliver opdaget. Og der skal jo bl.a. betales ejendomsværdiskat i Danmark, og der er sket alle mulige registreringer i forbindelse med ejendomskøbet, hvorfor opdagelsesrisikoen er stor. En del prøver også at stifte et selskab og lade dette købe lejligheden. Men man skal virkelig passe på ikke at komme i konflikt med enten skattereglerne eller reglerne i boligreguleringsloven angående spørgsmålet om bopælspligt. Vent et par år efter flytningen med at købe helårsbolig uden bopælspligt.
Dobbeltdomicil
Man kan komme i den situation, at man får bopæl i både Danmark og tilflytterlandet, så man er globalt skattepligtig i begge lande. Så har man dobbeltdomicil, og overenskomsten mellem Danmark og tilflytterlandet skal løse spørgsmålet om beskatningsret af de forskellige indkomster, man har i det ene og det andet land. Det er besværligt og koster virkelig blod, sved og tårer, når de to landes skattemyndigheder er uenige om, hvor man hører mest hjemme og har centrum for livsinteresser. Er det tilflytterlandet, hvor man bor det meste af året, eller er det Danmark, hvor man som regel har sin familie, og hvorfra man har alle sine indtægtskilder – selvom pengene flyttes til tilflytterlandet?
Sommerhus i Danmark
Mange mennesker beholder deres sommerhus i Danmark eller anskaffer sig ét efter flytningen. Det er der som regel ingen problemer i, så længe huset er et rigtigt sommerhus og anvendes som sådan. Det vil sige om sommeren og omkring de store højtider.
Men hvis man nu er en rigtig kosmopolit, der elsker at rejse meget rundt i verden, og sommerhuset er stort og luksuøst, skal man passe på med for mange og for lange ophold i Danmark i sommerhuset. Der findes enkelte eksempler på, at man har erklæret Danmark som centrum for livsinteresser, simpelthen fordi Danmark var det land, hvor man havde opholdt sig længst i løbet af året – selv om man havde fast bopæl i et andet eller flere andre lande. Men de andre lande kunne gøre krav på samme status.
Ophold i Danmark
Hvis man ”kun” har et sommerhus og bruger det sådan, kan man opholde sig i Danmark op til seks måneder ad gangen. Hvis man er her længere end det, bliver man skattepligtig fra den første dag af opholdet.
Hvis man har en helårsbolig til rådighed, enten det er leje- eller ejerbolig, må man kun være her halvt så længe, nemlig tre måneder i træk eller max. 180 dage inden for en tolv-måneders periode.
Lad være at komme for tæt på grænserne, for tænk hvis man nu blev syg i Danmark, så man var her for længe. Skattefars hammer falder omgående, uanset grunden til det for lange ophold.
Weekendattest
I visse områder af Danmark udsteder kommunerne såkaldte weekendattester. Det drejer sig om helårsboliger som for eksempel nedlagte skoler, gamle landbrugsejendomme og lignende ejendomme, som man gerne vil have beboet. Men i relation til opholdsreglerne skal man huske på, at der er tale om helårsboliger med de korte opholdsregler.
Begrænset skattepligt
Man kan godt fortsat være begrænset skattepligtig til Danmark, selvom man er emigreret og den globale skattepligt er ophørt. Det er man for eksempel af pensioner fra Danmark, men her har overenskomsten som regel reguleret, hvilket land, der har beskatningsretten. Private pensioner skal for eksempel beskattes i Spanien og i Frankrig, når man er flyttet dertil, mens tjeneste-mandspensioner beskattes i Danmark. Men i nogle situationer deler de to lande skatten; for eksempel beskattes aktieudbytte med 15% i Danmark, og Spanien trækker så den danske skat fra i den spanske skat.
Alle disse spørgsmål og mange flere skal man tænke på, inden man flytter fra Danmark. Det betaler sig at være på forkant. Det samme gælder, når man vil flytte til Danmark. Jeg kan i øvrigt oplyse, at redaktionen på dette blad er i gang med at skrive en håndbog om alle de ting, det er praktisk at vide før og efter en flytning til Spanien. Efter det oplyste håber man, at håndbogen udkommer sidst i oktober. n
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Oktober 2005
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Oktober 2005

