Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Anne-Mette Blunck (i midten) omgivet af sine uundværlige medarbejdere, der skal være med til at hygge om kunderne i den nye Pan y Pasteles 2.
Anne-Mette Blunck (i midten) omgivet af sine uundværlige medarbejdere, der skal være med til at hygge om kunderne i den nye Pan y Pasteles 2.
Bagerudsalg med skandinavisk café-hygge
Skrevet af Solkysten
Engang i tidernes morgen var der mini-supermarked i butikslokalet på Avda. Ramón y Cajal lige overfor Repsol i udkanten af Los Boliches. Men i de seneste uger har der bare været håndværkere. Alt er blevet revet ned, så kun de rå ydermure stod tilbage. Siden er der blevet sat nye lofter op, væggene er blevet pudset op og gulvet har fået en overhaling.

- Ja, nu er vi så småt ved at være klar - men det har godtnok været et stort arbejde at få den omkring 75 kvadratmeter store butik klar, fortæller Anne-Mette Blunck.

Den 41-årige sønderjyde ejer Pan y Pasteles, den danske bager på Avda. Los Boliches. Og fredag den 7. oktober bød hun velkommen til Pan y Pasteles 2.

Kaffe under åben himmel
- Pan y Pasteles 2 skal være bagerudsalg og café efter dansk forbillede. Mange danskere har efterspurgt et sted, hvor man for eksempel kunne få en ordentlig brunch, når man var på ferie hernede. Det bliver sådan noget - og sandwiches, kaffe og naturligvis vores konditors gode kager, forklarer Anne-Mette. Hun fortsætter:
- Vores bageri, Pan y Pasteles på Avda. Los Boliches, leverer alt det friske brød. Men den nye butik har mulighed for udeservering, og det har vores oprindelige butik ikke. Så det bliver en klar fordel.

Anne-Mette er dog meget opmærksom på at sikre, at hendes to bagerforretninger ikke kommer til at ligge i konkurrence med hinanden. For den oprindelige Pan y Pasteles fortsætter naturligvis, som om intet er hændt.

Samarbejdet i fisk
Egentlig er det noget af en tilfældighed, at Anne-Mette er blevet ejer af snart to bagerier. Hun er nemlig uddannet korrespondent og arbejdede i Danmark i ægtefællen Sørens store fiskeeksportvirksomhed i Haderslev som eksportsælger.
For to et halvt år siden flyttede parret og deres tre børn til Costa del Sol, og virksomheden flyttede med - nu blot i beskåret omfang.
- Faktisk var vi bare Søren og mig, der sad overfor hinanden. Og efter et par måneder blev vi ret enige om, at det nok var bedst, at han fik en sekretær, han kunne hundse rundt med - og jeg så mig om efter noget andet at lave, hvis vores ægteskab skulle holde i det lange løb, fortæller Anne-Mette med et stort grin.

En hård start
Bageriet Pan y Pasteles var til salg, og selv om Anne-Mette ikke havde den fjerneste anelse om at drive bageri, slog hun til og købte det. Men det blev en hård start.

- Jamen - alt gik galt sidste sommer! Eksempelvis smuttede vores bagersvend, og vi kunne ikke få en ny, så Søren måtte - med gode venners hjælp - i gang med at bage. Aftaler blev brudt, ting gik i stykker... Det var en skrækkelig sommer, men det gik alligevel takket være søde mennesker, der kom og gav en hånd - og så den store opbakning fra kunderne, der nok kunne se, at det ikke gik helt, som det skulle, fortæller Anne-Mette.

På forunderlig vis landede både hun og bageriet på benene, og i dag sørger bagerne Sonny og Matthias for det gode brød - bagt med lutter danske råvarer, der bliver kørt ned til bageriet - mens den nye konditor Hanne, der blev ansat i maj, har travlt med blandt andet at lave lækre fødselsdagslagkager og bryllupskager til et stadig større antal kunder.

Sætter pris på
medarbejderne

- Vi har et fantastisk personale! Også pigerne i butikken - de er virkelig guld værd, understreger Anne-Mette.
Efter startvanskelighederne har hun lagt stor vægt på at vise medarbejderne, at hun virkelig sætter pris på dem.

- Vi dyrker personalepleje, som man kender det hjemme fra Danmark; går ud og bowler eller ud og spiser sammen en gang imellem. Og hver 14. dag er der personalemøde, hvor vi lige sætter os og får en bid mad sammen og drøfter, hvordan det går, forklarer Anne-Mette.

Rygterne om det gode arbejdsmiljø hos den danske bager i Los Boliches må åbenbart have spredt sig, for Anne-Mette får hver uge uopfordrede ansøgninger fra folk - også folk i arbejde - der gerne vil have job i Pan y Pasteles. Derfor har det heller ikke været svært at finde det ekstra personale, hun har skullet bruge til den nye butik og café.

Parkeringshus under gaden
I løbet af det halvandet år, hun har haft forretningen, har stadig flere kunder fundet vej til det hyggelige lille bageri med de små caféborde. Også spanierne har fundet ud af, at "los vikingos" har stolte brød-traditioner. I dag er omkring halvdelen af kunderne i bageriet spaniere.

Så alt var godt i Pan y Pasteles. Men så...:
- Kommunen har spærret den del af Avda. Los Boliches af, som vi ligger i, og de vil nu grave hele gaden op for at lave et to etagers parkeringshus under gaden. Ingen ved præcist, hvor lang tid, det vil tage - men de fleste regner med omkring to år. Og det var, da de begyndte at spærre gaden af, at vi begyndte at se os om efter et lokale, hvor vi kunne åbne en filial, hvor man kunne parkere i umiddelbar nærhed, forklarer Anne-Mette.

Kan stadig finde bageriet
- Nu har gaden været lukket af i nogle uger, og jeg er egentlig overrasket over, så lidt nedgang vi har haft i antallet af kunder her. Vi har mange stamkunder - især naturligvis om formiddagen - og de ser ud til at blive ved med at komme. Nu holder de bare nede på strandpromenaden og går op i stedet, forklarer Anne-Mette.
Det har dog ikke fået hende til at droppe planerne om at åbne en Pan y Pasteles 2, tvært imod.

- Nej, den vil da nok også kunne tiltrække andre kunder, forklarer Anne-Mette, som i disse dage er ved at få trykt menukort til caféen på spansk, engelsk og dansk.


Naia Bang / Texthuset
Fotos: Poul Frey Skøtt
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Oktober 2005

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga