Hvor skoven hører op, står man pludselig på den yderste kant af Andalusiens højeste klint. Her er det med at træde varsomt, for et ekstra skridt i det løse sand er ensbetydende med et frit fald på 100 meter. Og - for mennesket er det så fristende at tage dette skridt, i modsætning til træet i yderste skovrække, der klynger sig til afgrundens rand som gnieren til sin pengesæk.

På lysets kyst (Costa de la Luz) rykker udsigterne forførende tæt på beskueren. Nogle km borte ligger fiskerlejet Barbate. Vendes blikket den anden vej, støder det ude af stranden på Trafalgars hvide fyrtårn, der står knivskarpt tegnet på den blå himmel. Midt imellem rækker synet på klare dage helt til Tanger på Afrikas kyst.

Fra klinterne havde den lokale befolkning for 200 år siden første balkonplads til historiens store drama. Den 21. oktober 1805 blev kystens sædvanlige stilhed forstyrret af bragene af mere end 5000 kanoner, da den fransk-spanske flåde tørnede sammen med englænderne ud for Trafalgar. Helvedet som fulgte kulminerede nogle timer senere, da det franske linieskib Achilles sprang i luften med 600 mand, med et drøn der overgik alt andet. Herefter var det ikke længere muligt for de ængstelige tilskuere at tage fejl af slagets varsler.

Fra Trafalgars oprørte vande bredte ringene sig rundt om hele kloden. I Frankrig måtte Napoleon opgive planerne om at invadere England. For Spaniens vedkommende førte tabet af flåden til tabet af kolonierne i Amerika, hvor frihedskrigene bredte sig. England vandt retten til havene og til at udbytte sine egne kolonier i fred og ro i yderligere halvandet århundrede.

Ude i periferien var der andre følger. Nogle år senere bombarderede englænderne København og stjal den danske flåde for at berøve Napoleon hans sidste håb. Danmark blev nærmest tvunget til at alliere sig med Frankrig, og som straf måtte vi afstå Norge, da Napoleon havde mødt sit Waterloo.

Danmarkshistorien var også blevet en anden, hvis søslaget i Trafalgar havde fået et andet udfald. Men fra starten så det vanskeligt ud.

Dårlig stemning
Der var en dårlig stemning i den allierede flåde, hvor de franske og de spanske søofficerer dårligt kunne tåle synet af hinanden. Det var ikke en lige alliance, og begge parter var bevidste herom.
I løbet af det foregående århundrede var Spaniens stormagtstatus blevet temmelig udhulet. For at beskytte de lange forbindelseslinier til kolonierne, havde spanierne søgt støtte hos den franske flåde. Prisen var at Spaniens udenrigspolitik blev underordnet Frankrigs, og derfra var der ikke langt til, at franskmændene begyndte at betragte de spanske søfolk som ren kanonføde.

Kun tre måneder før Trafalgar havde spanierne fået det at føle i søslaget ved Finisterre (Nordspanien), hvor de franske skibe flygtede ved mødet med en engelsk eskadre under ledelse af admiral Calder, og lod spanierne om at tage skraldet.

Året var ellers startet glimrende, da den allierede flåde lokkede Nelson og den engelske hovedstyrke på afveje i Karibien med en fiks afledningsmanøvre, der var Napoleons personlige værk.

Ideen var at splitte Englands flåde, der var langt større end Frankrigs og Spaniens samlede, men til gengæld havde interesser at forsvare på syv verdenshave. Efter skinangrebet på Karibien vendte den allierede flåde straks tilbage til Europa for at støtte Napoleon, der stod parat til at invadere England med 150.000 mand, så snart flåden havde sikret sig kontrollen med Den engelske Kanal.

Disse planer blev forsinket af søslaget ved Finisterre, hvorefter den fransk-spanske flåde måtte i havn i Nordspanien for at reorganisere sig. Da flåden atter stak til søs med kurs mod kanalen, blev den inkompetente franske admiral Pierre Charles Villeneuve skræmt ved synet af nogle sejl i horisonten.

Sejlene tilhørte i virkeligheden en fransk hjælpeflåde, men Villeneuve tog sig ikke tid til at undersøge sagen. Han troede, Nelson var vendt tilbage, og vendte straks roret om med kurs mod Cádiz. Som resultat af denne bommert var franskmændene og spanierne blevet spærret inde i Cádizbugten, bevogtet af Nelson, som ved denne lejlighed ikke blot var et spøgelse i Villenueves overspændte fantasi.

Napoleon var rasende. Villenueve vidste, han ville blive afløst - og formodentlig stillet for en krigsret - så snart kejserens ordrer nåede frem til Cádiz. Da alt var tabt for ham selv, optændtes han pludselig af det mod og mandshjerte, han havde savnet i de afgørende øjeblikke. På et møde med ledelsen af den spanske flåde meddelte han sin beslutning om at forlade den beskyttede bugt for at søge kamp med Nelson på havet.

Den spanske admiral Federico Gravina vidste, dette forehavende var dømt til at mislykkes. Han påpegede, at de kommende måneder burde udnyttes til at forstærke flåden, mens modstanderen på sin side ville blive svækket af de tilstundende efterårsstorme på havet. ”Er I bange?” spurgte franskmanden. Den følgende scene må man selv prøve at forestille sig. Mødets udfald var at spanierne gik med til Villeneuves planer, men kun på den betingelse, at de franske skibe blev anbragt ind imellem de spanske. Ved denne lejlighed ville Gravina ikke risikere at blive ladt i stikken af sin forbundsfælle, når det gik løs for alvor.

Den 19. oktober startede Villenueve sine forberedelser. Nelson kunne ikke tro på sit held, da han modtog beskeden på flagskibet ”Victory” 40 sømil borte.

Spansk bankerot
Den spanske flåde bidrog med 15 af de 33 skibe i den allierede flåde. På dette tidspunkt havde havde det spanske linieskib nået sin fulde udvikling, og det betragtedes i almindelighed som samtidens hurtigste, solideste og mest manøvredygtige.

De store engelske krigsskibe som ”Victory” havde et deplacement på 2200 tons og 100 kanoner fordelt på tre dæk. Spaniernes største enheder var armeret med 112 kanoner og havde et deplacement på adskillige hundrede tons ekstra. ”Santísima Trinidad” sprængte alle rammer. Det var verdens eneste krigsskib med fire kanondæk, og et frygtindgydende syn med 136 ildmundinger indrammet af cinnoberrøde kanonporte.

På afstand så skibene imponerende ud som de lå for anker i Cádizbugten, men på nær hold var de aldrende skibe dårligt vedligeholdt. Spanien levede på statsbankerottens rand og havde heller ikke tilstrækkeligt mandskab til skibene.

Mange af de bedste søfolk var bukket under for sygdom i løbet af ekspeditionen til Karibien, eller de var faldet i kamp ved Finisterre. I Cádiz blev hullerne på mandskabslisten fyldt ud med lokale fiskere, eller i mange tilfælde folk som ikke engang havde sat foden på et skibsdæk tidligere. Under slaget måtte de spanske officerer hjælpe til på dækket, fordi det ellers havde været umuligt at manøvrere med skibene.

- Trafalgar er en national skændsel. Førsteministeren Godoy er en ussel og servil politiker, der sender en bunke mennesker i døden for at stille Napoleon tilfreds. Dette er så typisk spansk, at det gi’r dig opstødsfornemmelser. Men læren af Trafalgar er også, at folket selv tager vare om den nationale værdighed i en krisesituation. Disse uerfarne søfolk, som var hyret i værtshuse, fængsler og hospitaler, kæmpede bagefter med ufatteligt mod på havet, siger succesforfatteren og akademimedlemmet Arturo Pérez-Reverte, der i fjor udgav den historiske roman ”Cabo Trafalgar”.

Romanen om Trafalgar var en hjertesag for Pérez-Reverte, født i Cartagena (Murcia), hvor det gamle flådeværft stadig er byens vigtigste arbejdsplads. Han hæfter sig også ved de umulige vilkår, man bød flådens faste stamme af officerer og matroser. Mange havde ikke modtaget løn i seks, syv måneder, da de stod til søs for at lade sig slagte ved Trafalgar. Bagefter måtte enkerne vente i årevis på deres pension.

Nelsons geni
Nederlagets anden afgørende faktor var den franske overadmiral Villenueves mangel på initiativ og sømandskab, der stod i grel kontrast til Nelsons geni på begge områder.

Villenueve anbragte sine 33 skibe i en klassisk halvmåneform. Nelson gik til angreb midt i halvmånen med to kileformede eskadrer, den ene anført af ham selv og den anden af viceadmiralen Collingwood.
For at gøre Nelson en sidste tjeneste, havde Villenueve om morgenen beordret de allierede skibe til at stagvende for at sejle bidevind. Den fransk-spanske halvmåne var stadig i vild uorden med store huller imellem skibene, da Nelson kl 12 hejste signalflagene med den berømte orden: ”England expects that every man will do his duty”.
Selv om han kun rådede over 27 skibe, sikrede Nelson sig en solid overvægt i de zoner, hvor kampen blev afgjort. I teorien burde flankerne i den fransk-spanske halvmåne have lukket sig om englænderne og udsat disse for dobbelt ild, men de tunge og lidet manøvredygtige skibe var for længe om at komme til undsætning. Spanierne savnede som nævnt søfolk, og med hensyn til franskmændene kunne alle Gravinas forholdsregler ikke hindre, at fire franske skibe deserterede, endnu inden de havde løsnet et skud. Retfærdigvis må det tilføjes, at de fleste franskmænd viste upåklageligt mandsmod i den efterfølgende kamp, selv om det næsten med det samme stod klart, at den var tabt.

En ironisk pointe er, at efter slaget blev flere af de allieredes ilde tilredte skibe ofre for en af de efterårsstorme, som Gravina havde foreslået at lade Nelson nyde godt af.

14 allierede skibe endte på havets bund, yderligere tre blev erobret af englænderne og bugseret til Gibraltar. Selv mistede englænderne ikke et eneste skib.
På tabslisten opførtes 4000 spaniere og franskmænd mod 500 englændere. En af sidstnævnte var Horacio Nelson, der blev fældet af et musketskud fra rigningen i det franske skib Redoutable.

Efter kampen
I Paris trak Napoleon på skuldrene. ”Jeg kan ikke selv være med overalt,” sagde kejseren og gav aviserne mundkurv på for at skjule nederlagets virkelige betydning. Desuden havde han flere trumfer på hånden. Den 2. december samme år vandt Napoleon i Austerlitz sin karrieres mest brillante sejr, der slog Frankrigs herredømme på kontinentet fast.

Længere sydpå opstod en af disse sære forbrødringer som krigene bød på, dengang man slog hinanden ihjel i nærkamp i stedet for med fjernstyrede missiler. I sine erindringer omtaler Collingwood den forbilledlige pleje, som de engelske sårede modtog i Cádiz. På samme tid overraskedes de tilfangetagende spaniere af den beundring, deres mod havde vakt hos den engelske flådes mandskab.

Den spanske admiral Federico Gravina døde det følgende forår som følge af sine kvæstelser.

Pierre Charles Villeneuve foretrak på samme tidspunkt at tage sit eget liv, inden han mødte kejseren for at aflægge regnskab.

Nutidig hygge
I dag hviler stilheden atter over Cabo de Trafalgar, hvor kun havmågerne skriger på deres flugt omkring det høje, ensomme fyrtårn. Den 21. oktober mødes de tre flåder atter ud for pynten, men ved denne lejlighed er det for at dække bølgerne med blomster.

Havet er det samme, og landskabet er heller ikke så forandret siden 1805. Af en mystisk grund blev store dele af Cádiz-provinsens kyster betragtet som strategisk værdifulde indtil 1960’erne, og hvad hensynet til naturen aldrig har formået i Sydspanien, lykkedes for de militære interesser. Provinsen blev stort set holdt fri for de spekulationsbyggerier, der skæmmer store dele af naboprovinsen Málaga.

Det er således ikke blot historisk interesse, der kan motivere en ekskursion til Trafalgar og omegn. Barbate er en hyggelig by, mere præget af fiskere end søhelte. Lige uden for byen ligger Andalusiens mindste naturpark (godt 2000 hektarer), hvis lidenhed kompenseres af det lange navn ”Parque Natural de La Breña y Marismas del Barbate”.

Fodsportsfolket har to muligheder. Den ene er at lægge vejen op over naturparkens imponerende klinter med den tætte fyrreskov og de historiske udsigter. Den anden og ikke mindre spændende er at følge ruten ved klinternes fod, der fra Barbate fører til Caños de Meca stranden og - endnu længere ude - Trafalgars fyrtårn.
Nederlag er noget man ofte fortrænger, specielt når de er så smertelige som Trafalgar, og først den 17. oktober får 1800-tallets improviserede søfolk deres velfortjente mindeplade ved fyrtårnet. Samme dag starter kunstneren Guillermo Pérez Villalta byggeriet af et mindesmærke samme sted.

pod.

Til minde om søslaget
17. oktober - Centro Andaluz de Arque-ología Subacuática, Cádiz: Indvielse af udstillingen “Trafalgars skibsvrag”.
20. oktober - Museo de Cádiz, Cádiz: Indvielse af udstillingen ”Cádiz og Trafalgar. Oplysningstidens by 1805”.

Turistkontor Barbate
Vázquez Mella 2
Tlf. og fax 956 433 962
Hjemmeside www.aytobarbate.org

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---