Det er en selvsikker og imødekommende Fernando Sanz, man møder på en solrig sensommerdag i slutningen af september. Mødestedet er Málagas hjemmebane La Rosaleda. Truppen mødes 18.30 til træning og taktikmøde på denne tirsdag eftermiddag, inden bussen sætter afsted mod Hotel Guadalmar i udkanten af byen. Her er truppen samlet til onsdag aften for at samle tankerne om hjemmebaneopgøret mod Alavés - en af de kampe, vi absolut skal vinde, siger Fernando Sanz. (Resultatet af kampen blev 0-0).

Fernando Sanz er Málagas anfører og stærke mand i det bageste forsvar. Han spiller i klubben på syvende år og har således været med, siden klubben debutterede i 1. division i 1999. I løbet af disse år har han bl.a. oplevet det foreløbige højdepunkt i klubbens historie, da den nåede kvartfinalen i UEFA-Cuppen.

Præsidentens søn
Meget er sket, siden en ung Fernando Sanz i sæsonen 1997-98 var med til at vinde Champions League med Real Madrid. Hans nye hverdag byder på langt mere beskedne vilkår i Málaga.

- Fodboldmæssigt er jeg født og opdraget i Real Madrid. 14 sæsoner blev det til, så det var pinefuldt at skulle derfra. Men det var nødvendigt. Jeg måtte indse, at jeg aldrig ville have udviklet mig og være blevet en lykkelig fodboldspiller i Real Madrid, forklarer Málagas anfører.

Han uddyber det:
- Det er uhyre vanskeligt at spille i Real Madrid. I sæsonen 1997-98 var jeg forholdsvis ung og uerfaren, men grundet skader i truppen fik jeg i semifinalen mod Dortmund chancen fra start. Jeg husker, hvordan alle var nervøse for vores ”unge og ustabile forsvar”, men jeg og resten af holdet gjorde det fremragende, og vi spillede os frem til finalen mod Juventus, som vi senere vandt.

- Vi vandt med andre ord det største trofæ i europæisk fodbold, og bare få måneder senere blev jeg pebet ud af banen af 90.000 tilskuere på hjemmebanen i Madrid. Vi var kommet skidt fra start i ligaen, og publikum havde brug for en syndebuk. Det blev altså mig, og jeg er sikker på det ikke hjalp, at jeg var den daværende præsidents søn. Jeg blev i nogle kredse betragtet som en forkælet dreng, og det holdt jeg ikke til i længden, kommer det frit fra Fernando Sanz’ mund.

Derfor valgte han at skifte klub, og valget faldt på Málaga som var ny i 1. division.
- Dengang var klubben slet ikke oppe i omdrejninger endnu. Stadion var nedslidt, træningsfaciliterne beklagelige, og rent ledelsesmæssigt er Málaga langt længere fremme i dag, forklarer anføreren.

Til gengæld fik han hurtigt spilleglæden tilbage i det sydspanske:
- Her på holdet – og i byen - føler jeg mig fantastisk godt til rette. Ambitionsniveauet er et helt andet end i Madrid, men jeg føler mig værdsat af publikum og fodboldfans, når jeg møder dem på gaden. Det er altgørende for mig, forklarer Fernando Sanz, der snart runder 32 år og er fast besluttet på at slutte sin karriere i Málaga.

Overlevelse
Vanen tro er målet for Málaga at sikre sin eksistens i 1. Division, men for Fernando Sanz’ vedkommende er ambitionerne større:

- Vi viste for et par sæsoner siden, at vi fint kan klare os i Europa. Problemet er at kvalificere sig til UEFA-cuppen, for det kræver en placering blandt de seks bedste hold i Spanien. Og her snakker vi altså om Europas bedste liga. Derfor må vi fra sæsonstarten sætte os nogle delmål og se, hvor vidt det kan føre. Vi skal i første omgang sikre os de livsvigtige 42 point, der formodentlig sikrer os mod nedrykning. Derefter må vi i forårets løb se, hvor langt vi kan komme derudover.

- Får vi en god sæsonstart – i modsætning til sidste år - og undgår vi et nyt trænerskift, så tror jeg på muligheden af en god placering. Antonio Tapia er en god træner, han kender klubben i alle kroge, og de nye indkøb lover godt for sæsonen, slutter en optimistisk Fernando Sanz.

Efter de første fire kampe havde Málaga samlet 4 point af 12 mulige. Sæsonen startede ikke for godt med nederlagene til Celta og Espanyol, men i den vanskelige udebanekamp mod Athletic de Bilbao viste holdet gode takter og sejrede overraskende.

Henrik S. Andersen

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---