Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Den store satsning: toget
Skrevet af Solkysten
Toget er den store satsning på kystens fremtidige transportproblemer. Den nuværende kystbane mellem Málaga og Fuengirola (kortets røde linie) skal udvides i begge ender. Fra Málaga skal jernbanen føres til Motril i Granada-provinsen. Fra Fuengirola skal den forlænges til Algeciras i Cádiz-provinsen. Det fremgår af den nye nationale trafikplan, der blev offentliggjort i juli.
I første omgang holder kystbanen sig dog inden for Málaga-provinsen. Det er også i sig selv en enorm udfordring. De 96 km fra Nerja til Estepona vil være det dyreste anlægsprojekt i Junta de Andalucías historie, når det står færdigt. Budgettet lyder på 2,4 mia. euro for de nye strækninger (kortets stiplede røde linier). Regningen løber op i et astronomisk forløb, fordi den dobbeltsporede jernbane på størsteparten af de nye strækninger kommer til at løbe under jorden.

Arbejdet udføres i flere etaper. I juni gav autonomregeringen bevilling til projekteringen af de første, hvorefter anlægsarbejderne forudses at starte om halvandet til to år.

Vest for Fuengirola projekteres strækningen Fuengirola-San Pedro Alcántara, i alt 37 km. Toget får mellemliggende stationer i La Cala de Mijas, Las Dunas, Calahonda, Los Monteros, Marbella, Marbella Vest og Puerto Banús. 95 pct. af strækningen vil forløbe i tunnel. I forbindelse med alle stationerne anlægges der store parkeringspladser, så folk fra oplandet kan benytte kombinationen bil-tog på rejsen til provinshovedstaden.

Projekteringen af den følgende etape fra San Pedro Alcántara til Estepona kan gå i gang inden årets udgang, håber Esteponas borgmester Antonio Barrientos. Han forhandler med autonomregeringen om antallet af stationer på denne strækning. Problemet er at finde den rigtige balance. Jo flere stop, jo nemmere bliver det at benytte toget. Men fordelene opvejes nemt af ulemperne, fordi de rejsende vil foretrække bilen, hvis turen i tog tager for lang tid. Målet er at togturen fra Nerja til Estepona ikke må tage mere end halvanden time, når kystbanen står færdig.
Øst for Málaga omfatter den igangværende projektering strækningen fra byens yderste bydel El Palo indtil Rincón de la Victoria. De otte km skal hele strækningen forløbe i tunnel med stop i El Candado, La Araña og La Cala del Moral.

I første omgang kan togbrugerne på den eksisterende strækning Málaga-Fuengirola (kortets røde linie) glæde sig til hyppigere og hurtigere togforbindelser, når arbejdet på at gøre banen dobbeltsporet slutter til næste år. Banen benyttes allerede af mere end otte mio rejsende om året, og er de spanske statsbaner Renfes mest rentable nærbane.

Den kommende kystbane skal ses i forbindelse med Málaga-provinsens andre store togprojekter:

* Højhastighedstoget AVE (kortets blå linie) ankommer til Málaga i 2007, samtidig med at byens nye hovedbanegård står klar. AVE-toget med en marchfart på op til 300 km/t skærer rejsetiden til Sevilla, Córdoba og Madrid drastisk ned. Toget bliver endda værd at overveje som alternativ til flyet på strækningen til Barcelona. Første strækning Córdoba-Bobadilla indvies til næste år, hvad der foreløbig skærer en time af rejsetiden Málaga-Madrid, der kommer ned på tre timer og et kvarter.

Tidligere på året blev det besluttet at forlænge højhastighedstoget til lufthavnen. Lufthavnen er midt i et gigantisk udvidelsesarbejde, der slutter i 2010, hvormed der er taget højde for næsten en fordobling af det nuværende passagertal på 12 mio rejsende til 20 mio. AVE-forbindelsen vil øge lufthavnens betydning som Andalusiens førende internationale terminal.

Desuden skal AVE-toget samle passagerer op på Costa del Sols vestkyst, så de rejsende herfra slipper for togskiftet i Málaga.
I juni besluttedes det at bygge stationen i Fuengirola om, så den kan modtage AVE-toget. Foreløbig venter Junta de Andalucía ikke, at højhastighedstoget skal føres længere ud på kysten, men den følgende strækning til San Pedro Alcántara forberedes herpå.
I den nye nationale trafikplan nævner man tilmed muligheden af en fremtidig AVE-kystbane på hele strækningen fra Cádiz til Almería.

* I årets sidste måneder starter arbejdet på Málagas nye metro (kortets gule linier). Metroens knudepunkt bliver bydelen La Malagueta (der hvor tyrefægterarenaen ligger). Her mødes de to første linier, som konstrueres: Malagueta-Teatinos og Malagueta-Martín Carpena. Disse linier tages i brug i 2009. Senere føjer linie 3, Malagueta-El Palo, sig til metronettet. Endnu længere ude i fremtiden planlægges linie 4 mellem Guadalmedina (centrum) og bydelen Ciudad Jardín.

Kommunen og de handlende presser på for at gøre Plaza de la Marina (byens kommende hovedtorv) til nærtrafikkens store knudepunkt. Under H.C. Andersens statue ønsker de at bygge en underjordisk station, hvor kystbanen, metroen og bybusserne mødes. Junta de Andalucía siger nej. De ønsker denne station placeret nær den nye hovedbanegård – fjernere fra centrum, men til gengæld med direkte forbindelse til AVE-togene.

* Vélez-Málagas nye sporvogn har premiere omkring årsskiftet. Borgmester Antonio Souvirón Rodríguez foreslår at forlænge sporvognen igennem nabokommunen Rincón de la Victoria til El Palo i Málaga (kortets stiplede lyserøde linie), hvor den i givet fald får forbindelse med metroens linie 3. Sporvognen er et godt supplement til nærbanen, fordi den ligesom metroen har flere stop, anfører borgmesteren.

* På vestkysten kæmper Benalmádenas borgmester Enrique Bolín for sin omstridte monorail-bane, der i første omgang bliver et rent lokalt projekt. Men Bolín foreslår ud fra den samme filosofi som i Vélez-Málaga at føre monorail-banen igennem nabokommunen Torremolinos med forbindelse til Málagas metro i Martín Carpena (kortets stiplede orange linie).
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2005

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga