De har begge samme smukke brune farve som en godt gennemstegt grillkylling. De har fundet en lokal naturist-strand, hvor de solbader i op til 12 timer ad gangen sammen med deres landsmænd. Om aftenen er hun iført en farverig kjole med halterneck - altså bindebånd i nakken - mens han er i shorts, poloskjorte, små ankelsokker og hyttesko. De indtager en veltillavet wienerschnitzel ved strandpromenaden. De er sandsynligvis: Tyskere.

Han har tømmermænd og er målrettet på vej ned mod den nærmeste pub, iført en hawaiiskjorte, der nok også var for lille sidste sommer, og et par shorts af tvivlsom herkomst. Konen har overtalt ham til at tage sandaler på, og fødder og ben har samme farve som de Panodil'er, han inhalerede i morges. Hun halser efter ham langs Paseo Marítimo, mens de højhælede guld-slippers med kork-kilehæl klaprer mod fortovet. Diskret retter hun på den pink stropløse top, der desværre overlader alt for lidt til fantasien. De er sandsynligvis: Englændere.

Familien daffer rundt oppe i Fuengirola. Han er i bar overkrop, Adidas-shorts og hvide Adidas-sokker inde i sandalerne, hun er i rosa ærmeløs tunika og hvide piratbukser. Sønnike har også bar overkrop, forvaskede surfershorts og Adidas badetøfler på, og svigerdatteren er i en lille hvid top, der stumper, så man kan se hendes navlepiercing. Den lavt taljerede cowboynederdel er ikke over 30 centimeter lang, og hun har tåsmykker i sølv og hvide klip-klapper på. Lige nu er de på vej ind for at nyde køligheden i den nærmeste kirke. De er sandsynligvis: Danskere.

Ja, undskyld jeg lufter mine fordomme. Men en af de ting, man godt kan undre sig lidt over, er nordeuropæeres forhold til tøj og skikke.
Jeg er sikker på, at disse mennesker aldrig kunne drømme om at gå sådan klædt i Düsseldorf, Birmingham - eller i Vangede. Jo, måske i haven eller i sommerhuset. Men da ikke hverken i kirke eller på shoppingtur.

Det tyder altså på, at nordboere har en særlig ferie-garderobe. Sådan en, man tager på, når man rigtig skal slappe af og hygge sig - uanset hvad de lokale skikke ellers måtte sige. For disse tre familier - og mange med dem - tager sandsynligvis hjem fra ferie, lykkeligt udvidende om at sådan kunne en normalt fungerende andaluser altså aldrig drømme om at gå klædt!

Mange af de andalusere, der arbejder i turistindustrien, kommer aldrig selv til Nordeuropa. Det eneste, de kender til os, er altså, hvad de ser på Paseo Marítimo - og hvor vi nu ellers bevæger os.

"Du kan bedømme en mand på hans sko", siger et gammelt engelsk mundheld. Hvis andaluserne skal bedømme os på turisternes sko - og deres øvrige påklædning i øvrigt - gad vide hvad de så tænker om os? Jeg er ikke sikker på, at jeg vil vide det!

Se - nu er det så tid at gå til bekendelse: Jeg har også, på mine første charterrejser til Costa del Sol, dasket rundt på diverse andalusiske strandpromenader iført soltop og et par shorts, jeg ALDRIG ville vise mig offentligt med i Danmark. Til gengæld klædte jeg mig nærmest ultra-konservativt, når vi skulle ud og spise om aftenen. Hvorfor? Fordi jeg var usikker på den lokale "dresscode".

Jeg kunne have haft stor glæde af en lille folder, som kloge folk kunne have udgivet. Sådan á la "Velkommen til Costa del Sol - og her får du nogle tips om, hvordan du falder mest muligt ind her". Måske var det noget at tage fat på for en driftig dansker på disse breddegrader...?

Og mens familierne Düsseldorf, Birmingham og Vangede tager hjem og brokker sig over de derboende muslimers manglende evne og vilje til at klæde sig lige som dem, kan vi andre slentre en tur gennem byen, mens vi muntrer os med at kigge på turisterne og prøve at gætte os til deres nationalitet. For vi ved jo nok, hvordan man klæder sig - ikke...?

Naia Bang / Texthuset

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---