Cádiz er anlagt på en lang arm, og alleryderst ligger den ældste bydel som en knytnæve i Atlanten. Den har iført sig et knojern af stærke bastioner, for i løbet af 3100 års historie har byen alt for mange gange været nødt til at forsvare sig imod storme og pirater.
Endnu i forgårs (i hvert fald målt med Cádiz’ alen) plyndrede en engelsk flåde byen og brændte katedralen af. Det var i 1596, hvorefter Felipe II gav havnefronten sit nuværende udseende.
Man skal være arkæolog for at vide, at otte meter under det nuværende Cádiz ligger vestens ældste by - mere ærværdig end Rom, men meget mindre synlig, fordi den begrænsede plads kun tillod at bygge videre oven på det gamle. Og placeringen kunne ingen forbedre.

Det var naturligvis fønikerne, som opdagede den ideelle beliggenhed ved indsejlingen til en af verdens bedste naturhavne. De kom i år 1104 før vor tidsregning og troede, de havde nået verdens ende. Hurtigt gik det op for dem, at tværtimod stod de ved porten til en ny verden.

Herfra fandt oldtidens civilisationer søvejen til Nordeuropa. Piteas af Massalia vendte hjem med en fantasifuld – men korrekt - beskrivelse af midnatssolen, efter at barbarerne ved Norges kyst havde vist ham ”stedet hvor solen gik til ro i havet”.

Meget senere i sin historie blev Cádiz centrum for den blomstrende handel med en anden ny verden: Amerika. Sådan står byen i dag - et monument over sin sidste guldalder, der startede i 1717.

Handlens hovedstad
Det år fik Cádiz overdraget flodhavnen Sevillas gamle monopol på den oversøiske handel. I realiteten var det blot bekræftelsen af de fuldbyrdigede kendsgerninger, for på dette tidspunkt var skibene blevet så store, at sejlturen op ad Guadalquivir-floden var alt for besværlig. Cádiz fejrede den officielle sejr over rivalen med byggeriet af en ny katedral, et virkeligt prestigeværk, der blev gjort færdig 100 år senere i nyklassicistisk stil. Størsteparten af den nuværende by stammer fra samme århundrede, selv om det første blik snyder.

De smalle og mørke gader (mange af dem snarere gyder) giver associationer til middelalderen. Men nej - den snorlige orden røber, at vejføringen er af meget senere dato. Pladsen var trang inden for volde og bastioner. Franske og tyske, hollandske og engelske købmænd var med til at jobbe priserne i vejret, der blev sparet på veje og torve, og desuden byggede man højere end samtiden var vant til. Det kan godt virke en smule dystert.

Hvad der redder Cádiz, er den flotte promenade. Fra bastionerne har man storslåede udsigter til havet og bugten, og alt det lys, som har svært ved at trænge ind i bykernen. Efter en morgenspadseretur rundt om byen vil ingen finde på at beskrive Cádiz som dyster, og senere på dagen åbnes de gamle forter til fredelige formål som badeanstalter og udstillingslokaler.

Folk som kender Cuba, kan måske se en vis lighed mellem Havannas såkaldte kolonistil og Cádiz. Den gensidige indflydelse var stærk, og det er ikke nemt at afgøre, hvem der kopierede hvem. De to folks karakter smittede nok også af på hinanden. Der er noget karibisk over Cadíz’ løsslupne karnevals-uge, der hvert år imødeses af byens autoriteter med endnu større skræk end kommunalvalget.

Den økonomiske afhængighed var lige så stærk. Efter tabet af Cuba i 1898 indledte Cádiz en langvarig nedtur, der først vendte for nogle årtier siden. Følgerne af nedturen ses stadig i byens gader, hvor byfornyelsen fører en evig kamp med det rå atlanterhavsklima. Men dette melankolske forfald er heller ikke så forskelligt fra, hvad man finder på den anden side af havet i dag.

Fønikerne
Nogle mennesker har det med museer som fanden med biblen, men de bør gøre en undtagelse med Museo de Cádiz. De kan eventuelt nøjes med en rundtur i sal 2. Den tager ikke lang tid, og bagefter ved de, hvad der er at vide om fønikerne i Spanien.

Det er desværre ikke meget, men det er udsøgt. En guldsmed med moderne redskaber kunne ikke forbedre smykkernes mikroskopiske detaljer. Et livagtigt hundehoved blev formet i ler for 2600 år siden, og her ligger hunden stadig og døser i solen som om den kunne vågne hvert øjeblik.

Museets største skat er de menneskeformede sarkofager efter et fornemt fønikisk ægtepar. Den mandlige sarkofag kom for lyset i 1887, og arkæologerne var ret sikre på, at et sted i nærheden måtte der være en anden efter kvinden. For en af museets tidligere direktører blev jagten på sarkofagen en besættelse, som optog 30 år af hans liv. Så døde han. Hans hus blev solgt til et nybyggeri, og nedenunder huset fandt man i 1980 den savnede sarkofag.

- Entreprenørerne i Cádiz tager altid højde for udgiften til en lovpligtig arkæologisk undersøgelse, når de lægger budget for et nybyggeri. Det slår aldrig fejl, at der er noget af interesse i undergrunden, men som regel er det fra romertiden. Gravede man fundamenterne endnu længere ned, kunne man uden tvivl finde masser af minder fra Cádiz’ allerældste tider, siger museets nuværende direktør, Antonio Álvarez.

Som fagfolk er arkæologer vant til at tænke på lang sigt. De stiller sig som regel tilfredse med at vide, at skattene ligger velbevarede under deres fødder, hvor nye generationer en gang vil få glæde af dem.
Álvarez’ største forventninger knytter sig ikke engang til byen, men til det nærliggende Sancti Petri, hvor et af oldtidens berømteste templer i dag ligger begravet under otte meter mudder i bugten ud for Cádizprovinsens største turistby.

Templet til fønikernes gud Melqart (som romerne senere forvekslede med Herkules) var i 1000 år et internationalt valfartssted. Her svor en dreng ved navn Hannibal engang hævn over de romere, der havde ødelagt hans fødeby Kartago. På museet findes mange amuletter, som søfolkene ofrede til Melqart efter at være nået velbeholdne hjem fra de farlige rejser over et hav, som dengang var fyldt med søuhyrer - uden at glemme de mindre mytologiske farer, der truede historiens første store opdagelsesrejsende rundt om hvert nyt skær.

Liberalismen
Spaniens skrevne historie startede i Cádiz, og tre årtusinder senere skrev los gaditanos landets første demokratiske forfatning. Det var nok kun her, i den gamle søfartsby med det vide udblik, at grundlovsfædrene i 1812 kunne være nået til enighed om en tekst, der ikke lader den amerikanske frihedserklæring noget efter. Men det er alligevel en trist historie.

Tre år efter søslaget ved Trafalgar begik Napoleon sit livs dumhed, som han senere betegnede det under fangenskabet på Sankt Helena. Kejseren besluttede at invadere sin gamle forbundsfælle Spanien, hvis forfald han havde dannet sig en ide om efter bekendtskabet med førsteministeren Godoy og den svage kong Carlos IV.

Napoleon forvekslede regeringen med folket. Spanierne over hele landet rejste sig under Uafhængighedskrigen 1808-14 spontant imod de franske soldater og kollaboratørerne i den spanske centraladministration. I juli 1808 tabte general Dupont slaget i det andalusiske Bailén (Jaén-provinsen), der vakte opsigt i hele Europa. Det var nemlig første tegn på, at kejserens tropper trods alt ikke var uovervindelige. Nederlaget var så meget mere ydmygende for franskmændene, fordi de spanske tropper ikke engang var regulære styrker, men en frivillig milits.

Napoleons tropper for hårdt frem i hele landet og gjorde sig skyldig i talrige krigsforbrydelser, som den slags er blevet døbt med et moderne udtryk. Paradoksalt nok bød den samme periode Spanien en chance for at skifte sit gamle og korrupte regime ud. Spaniens nye konge (Napoleons bror José I) var en fremskridtsvenlig mand, der gjorde et ærligt forsøg på at introducere den franske revolutions bedste principper i samfundet.

Landets sidste frie hjørne var Cádiz, hvor de gamle bastioner holdt til ildprøven under belejringen i årene 1810-12. Mellem kampene mødtes grundlovsfædrene i San Felipe Neri klostrets bedekammer, hvor de vedtog en ny forfatning med pressefrihed og almindelig stemmeret til både spaniere og amerikanere. Under forhandlingerne blev bedekammerets alter dækket med et forhæng, hvor portrættet af kongens søn - den senere Fernando VII - hang som symbol på det frie Spanien.

Konspirerede
Fernando sad fange i Paris, og lidet anede grundlovsfædrene, at i samme stund var han optaget af konspirationer imod sit folk i ledtog med Napoleon. Efter at folket havde udgydt sit blod for ham, blev Fernandos regime (1814-33) et af de mest reaktionære, spanienhistorien har kendt. Kujonen, forrædderen og til sidst tyrannen gav middelalderens fanatiske præster og mørkemænd et come-back, som Spanien led under lige til Francos død i 1975. Men det må tilføjes, at vide kredse af samfundet bakkede op bag Fernandos bagstræb, skønt Cádiz i det følgende århundrede forblev en liberal ø i det reaktionære hav.

Uspansk
Hvad gik galt? Den franske revolutions liberale idealer blev identificeret med noget uspansk som følge af Napoleons invasion. Det var en anden og indirekte følge af det famøse søslag i Trafalgar, og i virkeligheden meget mere alvorligt for Spanien end tabet af kolonierne.

Alt dette kan man filosofere over i San Felipe Neri. Forhænget med Fernando sure fjæs er forlængst pillet ned. Over alteret smiler Murillos dejlige madonna til gæsten.

pod.

Turistkontorer:
Avda. Ramón de Carranza s/n
Tlf. 956 258 646
Fax 956 252 449
E-mail: tcadiz@andalucia.org

Plaza San Juan de Dios, 11. Edificio Amaya
Tlf. 956 241 001
Fax 956 241 005
E-mail: aytocadiz.turismo@telefonica.net

På Nettet:
Provinsen -
www.cadizturismo.com
Byen -
www.cadizayto.es/turismo

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---