Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Grænsehegnet i Melilla skal forstærkes for trejde gang på ti år.
Grænsehegnet i Melilla skal forstærkes for trejde gang på ti år.
De gode hensigters fallit
Skrevet af Solkysten
Forskellen mellem politisk teori og praktisk politik er ved at gå op for José Luis Rodríguez Zapatero, spanienhistoriens dårligst forberedte statsminister. Til overraskelse for egne og fremmede vandt den uerfarne Zapatero parlamentsvalget for halvandet år siden, hvorefter han straks gav sig i kast med en række lidet gennemtænkte reformer af stærkt ideologisk tilsnit.

En af dem var amnestien til 700.000 ulovlige indvandrere. Den begrundedes med at Spaniens tidligere regering havde forsømt indvandrerpolitikken. Den fejl havde Zapatero selvfølgelig ikke i sinde at gentage, så nye indvandrere modtog en streng formaning om at have papirerne i orden, når de præsenterede sig ved grænsen.
Naiviteten i denne gestus viste sig i starten af oktober, hvor de to spanske byer i Nordafrika (Ceuta og Melilla) kom under belejring af nogle af de 30.000 afrikanere, som ifølge EU-kommissionens skøn lurer på chancen til at krydse grænsen mellem Marokko og Spanien.

Gamle dages individuelle forsøg på at snige sig over det dobbelte grænsehegn er nu afløst af regulære militære strategier. Blot på en enkelt af de lange oktobernætter stormede 650 aggressive afrikanere grænsen. 350 slap over, og 135 af dem måtte straks indlægges på sygehusene for kvæstelser efter at have krydset pigtråden. Sko og blodige tøjrester hang den følgende morgen tilbage på det seks meter høje hegn som billede på de økonomiske flygtninges desperation. Efter at have tilbagelagt mange tusinde km til fods fra Mauritanien og Senegal, Mali og Nigeria, lader de sig ikke stoppe af den sidste hindring.

Hvis de når et par meter ind på spansk territorium, kan indvandrerne føle sig sikre – eller kunne i det mindste indtil starten af oktober. Spanien har ingen udleveringsaftaler med afrikanernes hjemlande, og transitlandet Marokko havde hidtil nægtet at opfylde en aftale fra 1992 om at modtage dem igen.

Noget ændrede sig i løbet af de hektiske uger i oktober, hvor Marokko omsider begyndte at samarbejde. Det var ikke Zapateros fortjeneste, for efter halvandet års diplomatisk offensiv har han stadig ikke gjort sig fortjent til at blive taget alvorligt i Rabat. Ifølge Marokkos udenrigsministerium var det en personlig henvendelse fra kong Juan Carlos til kong Muhammed VI, som satte Marokkos sikkerhedsstyrker i sving.

Det skete med en effektivitet, som har efterladt Marokko i et dårligt lys. De nye angreb på Spaniens grænse blev slået tilbage af Marokkos soldater, som skød med skarpt og efterlod et dusin døde på valpladsen. Efter et par dages kampe var belejringen slut.
Forestillingen blev fulgt med måben på den spanske side af grænsen, hvor den humanitære Zapatero ifølge kilder i Guardia Civil ikke engang har udleveret en knippel pr. mand til sine grænsevagter.

Men den spanske (og europæiske) dobbeltmoral er kommet til at stå i et endnu dårligere lys. Der var ingen pæn måde at løse problemet, og efter at have overladt det grove arbejde til marokkanerne, har Zapatero og udenrigsminister Miguel Ángel Moratinos behændigt forstået at lægge afstand til marokkanernes metoder – dog uden at gøre det så klart, at samarbejdet kom i fare.

”Europæerne ved ikke, hvad de ønsker. De presser på for at vi skal løse deres problemer, og græder krokodilletårer, når de ser følgerne på tv,” sagde en marokkansk embedsmand til dagbladet El País.

Marokko indledte en klapjagt for at rense bjergene omkring Ceuta og Melilla for illegale indvandrere, der blev deporteret til hjemlandene. I de tilfælde, hvor hjemlandene ikke ville modtage dem, blev adskillige hundrede ifølge FN efterladt i Sahara-ørkenen uden mad og drikke.
”Vi bevægede os kun i dagtimerne for at undgå landminerne, som der er masser af i disse områder. De ønskede at slå os ihjel, men vi skal nok nå til Spanien, hvordan det end skal gå til,” fortalte en af de frustrerede indvandrere, der blev undsat af en FN-patrulje efter flere dages flakken rundt i ørkenen.

Denne beslutsomhed hos tusinder – og efter dem millioner – af potentielle indvandrere er en hård udfordring til Zapateros vaklende vilje. I Spanien har tusinder af velmenende socialister i oktober demonstreret imod flygtningepolitikken. Deres humanitære argumenter er de samme, som statsministeren selv brugte for et par år siden, da den konservative regering sad med sorteper, og det var gratis at vise sig højsindet.

Statsministeren aner ikke hvad han skal stille op, og derfor har han foreslået at indkalde en international konference af den type, der udøver en uimodståelig tiltrækning på alle professionelle venstreorienterede. (I forvejen er Zapatero i færd med at løse problemet med den islamiske terrorisme på samme måde.)
I slutningen af oktober præsenterede Spanien og Frankrig desuden en ”global plan om immigration” for EU-partnerne.

Og det er ikke det hele. I Ceuta og Melilla er regeringen i gang med at bygge et nyt og endnu stærkere hegn om grænserne. Når det står færdigt ved årsskiftet, kan man til gengæld fjerne pigtråden, skønnes det... Kort sagt, problemerne skal løses, men uden at det gør ondt på nogen.

pod.

Et velfærdsproblem

For ti år siden blev indvandringen knap nok anset for at være et problem. I Spanien boede der en halv million udlændinge, som udgjorde halvanden pct. af landets befolkning. I seneste opgørelse fra Statistisk Institut var ni pct. af befolkningen udlændinge.
Det økonomiske boom har ført til en massiv indvandring, der fire år i træk skønnedes at ligge i størrelsen 500.000 til 600.000 personer. Tilsyneladende er tallet for nedadgående, men det er svært at skønne herom. Dramaerne i Ceuta og Melilla er – sammen med bådflygtningene – den synlige del af problemet. Men i virkeligheden kommer langt de fleste ulovlige indvandrere helt udramatisk ind i landet med bus eller fly.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2005

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga