Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Hvad gør selskaber godt for
Skrevet af Solkysten
Man har så mange gode ideer, når man skal lave skatteplanlægning, og et af de forslag, jeg ofte præsenteres for er, at det må være godt at lave det i et selskab. Og uden tvivl bruges det i stor udstrækning med mere eller mindre held.

Men ofte er det sort uheld, når det danske skattevæsen finder ud af sammenhængen; så man skal tænke sig godt om og undersøge tingene ordentlig, før man kaster sig ud i de fine og sindrige konstruktioner, der som regel bliver underkendt af de danske skattemyndigheder, selvom andre lande ikke blander sig så meget i tingene; måske mest fordi de ikke går så højt op i det som danskerne gør på grund af skattetrykket.

Lad mig give nogle eksempler på, hvor man skal passe på.

1. Spansk hus ejes af Gibraltar-selskab
Hvis man bor i Danmark og ønsker sig et hus i Spanien, synes mange, at det kan være en god idé at købe huset i et selskab på for eksempel Gibraltar. Det kan der være mange gode grunde til, for eksempel skal man ikke betale dansk ejendomsværdiskat. Men tager man andre briller på, er det nærmest forbudt, for man bliver hovedaktionær i selskabet, og hovedaktionærer er en efterstræbt race, ”der kun er ude på at snyde i skat”, mener de danske skattemyndigheder. Derfor har man nærmest forbudt konstruktionen. Man kommer nemlig til at betale skat af huset, så man betaler for det én gang til næsten hvert år. Lad os tage et eksempel.

En person, der bor i Danmark og har til hensigt at fortsætte med det, finder sig et dejligt hus i Spanien til 4 mio. kroner. Gode venner og rådgivere siger, at han skal købe huset gennem et selskab, så det gør han. Men ak og ve!

Nu formodes han nemlig at have huset til rådighed hele året og skal beskattes af dette frynsegode med en halv procent pr. uge af værdien; altså en årlig skat af et beløb svarende til 104 pct. af værdien. Et skattepligtigt beløb på – i dette tilfælde – kr. 4.160.000 bringer ham op i topskatteklassen, hvis han ikke er der i forvejen. Det koster minimum 60 pct. i skat hvert år, medmindre han betaler markedslejen til selskabet, der ejer huset!

Så husk at læse ligningslovens paragraf 16, stk. 5. fra 2003; reglen skal regulere ansattes beskatning ved benyttelse af firmaets sommerhus, men har altså også ovenstående virkning for en hovedaktionær i den givne situation.

2. Dansk selskab ejes af Gibraltar-selskab
En dansker bor i Spanien og driver sin virksomhed gennem et dansk selskab, der ejes af et selskab på Gibraltar. Han havde ikke modtaget løn af selskabet, der havde afholdt private udgifter for ham. Han blev anset for begrænset skattepligtig i Danmark af disse beløb som lønindkomst, ligesom han blev anset for begrænset skattepligtig af udbytte udbetalt til Gibraltar-selskabet.

Manden protesterede og gjorde bl.a. gældende, at kun en tredjedel af lønindkomsten vedrørte arbejde udført i Danmark, men landsretten i Danmark fandt det godtgjort, at indkomsten vedrørte arbejde udført i Danmark, og han var derfor begrænset skattepligtig heraf.
Landsretten fandt det endvidere godtgjort, at han var den reelle modtager af udbyttet fra det danske selskab, selvom det blev udbetalt til Gibraltar-selskabet.

Manden i Spanien, der altså ejede Gibraltar-selskabet, der igen ejede det danske selskab, rejste meget rundt i hele verden for at skaffe kontrakter til selskabet, og disse rejseudgifter blev i et vist omfang regnet for løn til ham; og han skulle derfor beskattes heraf.

De danske skattemyndigheder anså Gibraltar-selskabet for ”transparent”, det vil sige gennemsigtigt i relation til udbyttet fra Danmark. Dette skulle derfor beskattes direkte hos manden personligt – selvfølgelig med den lempelse, der følger af overenskomsten mellem Danmark og Spanien.

3. Virksomhed i selskabsform
De to foran omtalte afgørelser drejer sig om, hvorvidt man kan ”arbejde eller eje” gennem et selskab, så man kan nøjes med at betale selskabsskat eller eventuelt udskyde beskatningen, eller ligefrem spare skatten som for eksempel den danske ejendomsværdiskat. Det går sikkert godt i langt de fleste tilfælde, men kan sjældent stå for en nærmere prøvelse. Det viser en landsretsdom fra 2004, der fik et interessant efterspil i 2005.

En mand drev konsulentvirksomhed og omdannede denne til et selskab. Han var eneste ansatte og udførte nøjagtigt det samme arbejde som før selskabet blev dannet. Nu var det bare selskabet, der modtog honorar og herefter udbetalte løn til ham. Sikkert noget mindre end honorarerne, så resten blev stående i selskabet til senere udbetaling som for eksempel udbytte.

Han blev imidlertid dømt til at være ”rette indkomstmodtager” af honorarerne til selskabet for det arbejde, han personligt havde udført. Der var flere begrundelser herfor, bl.a. at selskabet udelukkende havde arbejdet for en stor international koncern, så manden selv reelt virkede som ansat i denne koncern, hvor han desuden i en periode var administrerende direktør.

Honorarerne til selskabet, der blev anset for løn til manden (hovedaktionæren), havde imidlertid nogle bivirkninger af selskabsskatteretlig karakter, og manden bad derfor om at få processerne omgjort; og det fik han lov til i 2005 af Ligningsrådet. Han accepterede at blive beskattet af honorarerne til selskabet mod at tilbagebetale den løn, selskabet havde udbetalt til ham. Herved slap ham samlet set billigere i skat.

Men man skal virkelig passe på, når man arbejder for det selskab, hvor man selv er hovedaktionær. Alt skal foregår på almindelige markedsmæssige vilkår – det der internationalt kaldes ”arms length”. Og det vil være hovedaktionæren, der har bevisbyrden.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2005

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga