Den 20. november fejrede spanierne 30-året for Francisco Francos død. Der var selvfølgelig nogen som ikke fejrede dagen, men tværtimod. Og så var der en tredje gruppe (langt den største) som ventede to dage med at tage stilling. Den 22. november var det 30-året for kong Juan Carlos I’s kroning, og ham var det meget nemmere at samles om i fred og fordragelighed.

Der er både noget sundt og noget forkert i den måde, spanierne har fortrængt Franco. I Nordeuropa ville man nok ikke føle sig tryg, hvis tyskerne havde løst problemet med deres fører ved at lade, som om de ikke så statuerne og vejskiltene med Hitler-Straße. I modsætning til Hitlers Tyskland betød Francoregimet ingen trussel imod naboerne, men det var selvfølgelig en trussel imod spanierne selv.
Mijas kommune var vært for et af de få officielle arrangementer for Francos ofre. På rådhuset mindedes kommunens gamle republikanske borgmester Manuel Cortés, der reddede livet, men fik begrænset glæde af det. I tre årtier måtte han skjule sig i et hemmeligt rum i sit hjem efter fascisternes statskup. Efter demokratiets genindførsel stiftede Cortés den lokale partiafdeling af socialistpartiet PSOE, som han stod i spidsen for indtil sin død i 1991.

I 1975 blev højre og venstre enige om at slå en streg over den slags beklagelige misforståelser, herunder et par hundrede tusinde dødsfald. Det var nødvendigt at lade fortiden hvile, fordi fremtiden var endnu vigtigere. Det kan ingen vel tvivle på, og Spanien imponerede jo også resten af verden med sin fredelige overgang til et vestligt, demokratisk styre i løbet af nogle få år.

I dag er demokratiet så konsolideret, at nogen mener, tiden er inde til en revision af den gamle tavshedspagt fra 1975. Ligesom de mener, tiden er inde til en revision af det politiske kompromis, der efter 1975 førte til dannelsen af de nuværende autonomstater.
Med hensyn til sidstnævnte har statsminister José Luis Rodríguez Zapatero allerede erfaret, hvor farligt det er at pille ved status quo. Det hindrer ikke at regeringen også forbereder en lov, som skal sikre den ”historiske hukommelse”. Francos ofre skal gøres synlige, og til gengæld skal han selv gøres usynlig på de sidste torve, der prydes med hans statue. Loven vil desuden gøre livet surt for postbudet i hundredevis af småbyer og nogle enkelte større, hvor størsteparten af gaderne skal have nye navne. I dag er de stadig opkaldt efter generalissimussen og fascismens øvrige helte.

Det ville være fint, om samfundet var nået så vidt, at alle kunne enes om det rimelige heri. Med Zapateros sans for det inopportune er det næsten sikkert ikke tilfældet.

Kongens 30 års jubilæum er en anden sag. Inde i bladet (side 62) finder læserne en artikel om kongehusets rolle i det moderne Spanien. Emnet er desuden højaktuelt efter fødslen af kronprinseparrets første barn.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---