Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
 De Elskendes Klippe.
De Elskendes Klippe.
Turist i Antequera
Skrevet af Solkysten
Antequera 2
“Peña de los Enamorados” eller ”De Elskendes Klippe” er Antequeras vartegn. Den 880 meter høje klippe ligger lige der, hvor motorvejen fra Costa del Sol deler sig, og ligner hovedet på en kæmpe indianer, der ligger afslappet og kigger op i evigheden. Sagnet fortæller at en smuk ung maurisk pige og en ung kristen mand forelskede sig og flygtede op på klippen, fordi deres familier ikke ville lade dem få hinanden. Med lidt god vilje er det en andalusisk version af Romeo og Julie, for parret ender med - efter en sidste omfavnelse - at kaste sig ud fra klippen, da de ikke vil opgive kærligheden til hinanden.

Hvis du hurtig får nok af af det hektiske liv langs kysten og gerne vil mærke historiens, kulturens, kunstens eller naturens vingeslag på din egen krop, så er det en god ide at tilbringe lidt tid i Antequera.
Een ting er sikkert ... ingen i familien behøver at kede sig. Her er noget for enhver smag. Fra historiske bygninger, museer, kirker over enestående naturoplevelser og dyreliv til hoteller, kulinariske oplevelser og shopping ... Antequera er et godt udgangspunkt.

Monumenter
Antequera har haft stor strategisk betydning i århundreder. I 1410 erobrede de kristne byen fra maurerne, som havde brugt den til at forsvare Granada. De kristne byggede senere masser af kirker, palæer og klostre. Byen er spækket med monumenter. Over Antequera ses det middelalderlige arabiske fort, Alcazaba, som blev opført af maurerne i 1300-tallet på romerske fundamenter.

Du kan også opleve Museo Municipal i det store ”Palacio de Nájera” fra 1700-tallet. Her findes en fin arkæologisk samling, hvor du bl.a. kan se en 2000 år gammel bronzestatue af en romersk dreng; ”El Efebo de Antequera”. Udover arkæologiske fund huser museet også kunstneriske og etnologiske ting af stor interesse. Museets billedskat inkluderer billeder af Mohedano, Correa, Montelaisla og Bocanegra.

Antequera har mere end 30 kirker, og en kirke, som er et must er Real Colegiata de Santa María. Kirken bliver i dag anvendt som koncertsal, og ligger placeret tæt ved Alcazaba i den højeste del af byen.

Antequera er dog mest kendt for sine tre imponerende jættestuer, hvor den bedst bevarede er Dolmen de Menga, som er fra 2500 f.Kr. De mennesker, som har lavet jættestuen, har efterladt sig symbolske indridsninger på væggene. Den næststørste jættestue er Dolmen de Viera, der stammer fra 2000 f.Kr. Den tredje jættestue er Dolmen de Romeral, der stammer fra 1800 f.Kr., og som måske har været brugt som offersted.

Antequera by night
Udover det vilde natteliv, som jeg slet ikke vil komme ind på her, så er der faktisk ting, du kan foretage dig om aftenen i september måned, hvor dagene er for varme til alt for megen aktivitet.

Museo Municipal og Real Colegiata de Santa María har åbent i aftentimerne mellem 20.30 og 22.30 onsdag, torsdag og fredag indtil den 16. september.

Lobo Park, ulveparken, som du kan læse mere om andetsteds i bladet, har et ”Hyl med ulvene” arrangement både fredag og lørdag aften fra kl. 20.00 til midnat indtil oktober. Arrangementet inkluderer en barbeque og en rundtur i parken efter mørkets frembrud.
Hvis du er interesseret, kan du rekvirere mere information om alle arrangementerne hos turistkontoret.

Natur- og dyreliv
El Torcal, naturreservatet med de usædvanlige klippeformationer, har sin oprindelse ca. 150 millioner år tilbage, da de lå på bunden af havet. Drømmer du om vild natur . . . så er det her, det sner!

Fra Antequera kører du mod Villanueva de la Concepción. Efter at have passeret Boca del Asno er der ca. 12 km til parken. Der er nogle meget rimelige regler, man skal følge som gæst; man må ikke smide affald, man må ikke plukke planterne (men man må gerne fotografere dem), man må ikke forstyrre dyrerne, jagt og campering er ikke tilladt og man skal respektere stilheden i parken.

Et besøg i El Torcal kan foregå med guide, men hvis du følger en af de afmærkede ruter og er iført sko med gummisåler ... skulle du være nogenlunde garderet, så længe du holder dig til ruten!

Forårs- og efterårsregnen fremprovokerer en eksplosion af farverige planter, og lerjorden i hulerne og passagerne er dækket af et grønt urtetæppe, pyntet med liljer og røde pæoner med blød fløjlsagtig overflade.

Forekomsten af buske er mindre varieret, men det siges at det vilde rosentræ med de pinke og gule blomster virkelig er bemærkelsesværdigt med klippernes grå farver som kontrast. Der er mange planter i parken, som ikke findes andre steder i verden.
Der er en rig forekomst af fugle, f.eks er det ikke et sjældent syn at se gribbe flyve rundt i området efter svage dyr, som er et let bytte.
Desuden er der et stort antal slanger, som netop nu kan ses ligge og sole sig på klipperne. Den største slange i området er Montpelier-slangen, som kan blive op til to meter lang.

Et uforglemmeligt syn er augustmånen, der rejser sig over de meget usædvanlige klippeformer og sender kontraster af lys og skygge over landskabet, som pludselig fremtræder næsten mystisk. El Torcal er en fantastisk oplevelse.

Dorte Holm Jensen

Oficina Municipal De Turismo, Plaza de San Sebastián 7,
tlf. 952 702 505
Hver tirsdag året rundt er der marked i Antequera, El Maul,
fra kl. 9-14.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - September 2005

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga