Et diligenceoverfald i 1800-tallets Andalusien var ren romantik, hvis man havde det held at blive overfaldet af José María ”El Tempranillo”.
”Kære frue, så smuk en hånd behøver intet smykke!” Med disse ord lister han ringen af dens finger og kysser hånden belevent, så kvinden tror kysset har større værdi for ham end ringen, skrev den franske forfatter Prosper Mérimée.

Senere fostrede Mérimées frodige fantasi også tobakspigen Carmen, men i modsætning til hende er José María ”El Tempranillo” hentet ud af virkeligheden, og uden Mérimées hjælp var han allerede samtidens mest berømte landevejsrøver.

Der var såmænd damer som krydsede hele kontinentet i håb om en pikant oplevelse. ”Tro endelig ikke at José María samler skatte til sig selv. Alt hvad han modtager, deler han straks med de nødlidende,” forsikrede en åndeløs fransk dame i sin rejsebeskrivelse, hvor man aner hendes skuffelse over at være sluppet velbeholden hjem.

Andre forholdt sig måske mere skeptisk til denne Robin Hood historie, eller de havde simpelthen ikke lyst til at dele med de fattige. Charles Rochfort Scott fortæller en munter historie om nogle engelske officerer på jagtudflugt i Rondabjergene. Deres heste traver ind over en nysået bygmark, og den forfærdede bonde reagerer med et meget andalusisk udtryk: ”¡Jesús, María y José!” Officererne opfatter kun ordene José María, og ved synet af den gestikulerende bonde tror de at ”El Tempranillo” er i farvandet. De gør straks omkring, sporer hestene og stopper ikke, før de er i sikkerhed bag Gibraltars fæstninger.

”El Tempranillo” var ikke blot en galant mand. Han var frygtindgydende effektiv i spidsen for sin bande på to snese veltrænede mænd. ”I Spanien regerer kongen, men i bjergene hersker José María,” hed det i en populær vise.

Snert af sandhed
Så vidt man kan skønne, er der er en snert af sandhed i historierne om José María, som engang fik hele Nordeuropa til at gyse velbehageligt ved kaminilden.

Det var midt i romantikken. Tidens ideal var den tragiske, men ædle helt. José María savnede ikke fine egenskaber, og hans liv var tragisk nok til at tilfredsstille den mest kræsne.

Legenden starter da en purung knægt ikke vil finde sig i at herremandssønnen lægger an på hans kæreste. Under en folkefest kommer knivene frem, og bagefter må den overlevende søge tilflugt i bjergene som fredløs. ”Du starter tidligt min dreng,” siger en nabo advarende, og således får José María tilnavnet ”El Tempranillo” der kan oversættes som ”den der er tidligt på den”.

Men hvis noget præger José Marías løbebane som røver, er det netop fraværet af unødvendig vold. Med tiden, da han har samlet en bande om sig, lever han snarere af at ”sælge beskyttelse” til de rejsende og de rige. Lidt af byttet er nok faldet af til de fattige, som var hans naturlige forbundsfæller.

Flere steder samarbejder de lokale myndigheder i det skjulte med José María, fordi han på sin vis er den bedste garant for ro og orden. De overordnedes vrede er frygtelig efter en episode i 1832, hvor José María ved åben dag træder ind i sognekirken i Grazalema (Rondabjergene) med sin nyfødte søn i armene. Præsten døber barnet, og ”El Tempranillo” forsvinder igen uden at nogen gør forsøg på at stoppe ham.

José María har heller ikke været i humør til diskussioner. Barnets mor María Jerónima var død under barslen. Nogle kilder siger at soldaterne havde omringet hjemmet med José Marías nye kærlighed, og at faderen undslap til hest med sønnen og liget af den afdøde.

Amnesti
På det tidspunkt er røveren og generalkaptajnen i Sevilla lige trætte af legen. Det samme gælder de store jordbesiddere, som har opgivet håbet om at hæren kan løse problemet. Resultatet er at samme år modtager José María og hans mænd en kongelig amnesti. Til gengæld må José María påtage sig at forfølge resten af de røverbander, der gør Andalusiens landeveje usikre.

I Sevilla gør englænderen Richard Ford sit livs scoop, da han interviewer Europas berømteste eksbandit. Ifølge Ford var José María lav af vækst, men stærk og i stand til at udholde de værste strabadser. Venstre hånd var ødelagt efter et uheld med en pistol, fordi såret helede dårligt i løbet af 25 dage, hvor José María ikke var af hesten. I ansigtet bemærker man et par usædvanligt livlige øjne og de fine stramme læber, skrev Ford.

Ved samme lejlighed tegnede Fords landsmand J.F. Lewis det eneste portræt som kendes af ”El Tempranillo”. Trækkene virker sympatiske og røber både karakter og følsomhed.

”El Tempranillo” er omsider en ærlig mand, men han har opbrugt sit sagnomspundne held. Knap et år efter amnestien skydes han ned fra et baghold, og to dage senere dør han af sine sår.

Drabsmanden var ”El Barberillo”, en eftersøgt som skjulte sig på bondegården Buenavista i Alameda. Buenavistas nuværende forvalter Salvador fortæller historien som er overleveret fra generation til generation af gårdens folk:

- Det ser ud til at husets frue var i seng med ”El Barberillo”, da José María kom ridende i selskab med to af sine mænd. Hun kom ned i stuen og snakkede dem bort fra sporet, og det var nemt for hende, for de anede ikke at hun havde et eventyr med den eftersøgte. Først da de red bort igen, kom José María til at undre sig, fordi han ikke havde set gårdmandens jagtgevær på sin plads på væggen. Han vendte alene tilbage, og så skød ”El Barberillo” ham fra soveværelsets vindue. Det er historien som min tipoldemor fortalte den, siger Salvador.

Overdrivelser
José Marías korte liv 1800-1833 lagde grunden til myten om de andalusiske røvere. Igennem hele århundredet var der ingen af de nordeuropæiske rejseskribenter, H.C. Andersen inklusive, som ville være bekendt at vende hjem uden en god røverhistorie.

Det var noget som hørte sig til, og selvfølgelig overdrev man – både når det gjaldt røvernes ridderlighed, eller på den anden side deres grusomhed. Desuden så man røvere overalt. De hjemlige læsere kunne ikke andet end beundre skribenternes vovemod.

”Ved hvert skridt sætter man livet på spil, og den mindste fare er savnet af de mest elementære livsnødvendigheder, vejene der kun er farbare for andalusiske muldyrdrivere, solen som kan smelte et kranium; som om det ikke var nok, møder man overalt tyveknægte og slyngler, hvis ærlighed står i direkte forhold til karabinerne som de rejsende kan mønstre. Overalt er I omgivet af faren; foran jer og bagved hører I kun en hvisken af mystiske og forfærdelige historier,” skriver franskmanden Theóphile Gautier.

Senere overgår han sig selv: ”Vejen til Vélez-Málaga er en sand kirkegård, fordi spanierne har for vane at rejse et kors for hvert af røvernes ofre. Visse strækninger talte man for hvert hundrede skridt tre, fire kors,” forsikrer Gautier. Mirakuløst slipper han selv velbeholden hjem uden at støde på andre røvere end kroværterne.
En fornuftig lady Tennison beretter midt i århundredet om en engelsk dame, der havde set røvere ligge på lur bag hvert klippefremspring på vejen mellem Granada og Málaga.

”Stakkels folk – det er nu synd at hæderlige andalusiske bønder med deres farverige dragt, sorte overskæg og geværet alle skal forveksles med banditter. Men vist eksisterer der banditter, og ak... de er ikke længere som José María,” skriver lady Tennison.

Føromtalte Richard Ford havde nogle rejseråd, som måske ikke var helt ved siden af:
”Det er ingen god ide at rejse uden at have en passende tung pung parat til røverne. Husk fremfor alt et ur med prangende kæde.
Pengene kan man jo have brugt, men ingen røver hopper på at en englænder rejser rundt uden ur. Hvis røverne finder at byttets størrelse er passende for en rig udlænding, behandler de dig tilmed høfligt og med godt humør, for af natur er spanieren en caballero.

Ellers kan de finde på at give dig en dragt prygl eller trække alt tøjet af dig, som det også er sket for nogle der blev efterladt i det bare skind på vejen. Kvinder og børn behandles normalt godt.”

Sejlivede klicheer
Røverne, tyrefægterne, sigøjnerpigerne med gnistrende øjne og kastagnetter befolker det Andalusien som hundredevis af romantiske rejseskribenter gør kendt i udlandet. Fascinationen ved disse gruppers frie liv og gammeldags æresfølelse går hånd i hånd med en vis ringeagt for dovne ”orientalere” der er gået i stå mellem landets maleriske mauriske ruiner.

Kort sagt – romantikerne skriver hjem om et land som ikke eksisterer, og 150 år senere klæber mange af deres forslidte klicheer stadig til Andalusiens image i udlandet. Landevejsrøverne (som i sin tid var de vigtigste) er ganske vist borte, men hvor mange nordeuropæere kommer ikke første gang med en overbevisning om andaluserens grundlæggende upålidelighed?

I dag undres man fordi ingen af romantikerne hæftede sig ved de sociale tilstande på landet. Der kunne de ellers finde en nærliggende forklaring på bandit-uvæsenet.

Ved 1800-tallets start ejedes 80 pct. af Andalusiens jord af ”døde hænder”. Senere tjente de store landbrugsreformer ikke andet formål end at flytte ejerskabet fra kirken til højborgerskabet. De gode hensigter om en bedre fordeling af jorden gik i glemme, fordi staten skulle bruge penge her og nu til at bekæmpe carlist-oprørene i Nordspanien. Godsejerne havde ikke brug for at dyrke jorden effektivt, og ofte lå den med vilje brak for at give de mest rebelske landarbejdere en lærestreg.

Det var baggrunden for mænd som José María ”El Tempranillo” og talrige andre sagnomspundne skikkelser. Uden tvivl var mange af dem helte for landproletariatet, der stod magtesløst over for den herskende klasses overgreb. Nogle var simple forbrydere, men hos andre fornemmer man en spirende politisk bevidsthed. Ikke uden grund mente en uromantisk iagttager som Karl Marx at Andalusien (og generelt Spanien) var moden til en revolution.

Holdt ud til 1934
I 1844 stiftede hertugen af Ahumada et specialkorps, Guardia Civil, der havde til opgave at sikre de spanske landeveje. Røverne holdt imidlertid længe stand.

Så sent som i 1931 opskræmtes Antequera af en bande, hvis farverige leder ”El Chirri” forklædte sig som en af 1800-tallets landevejsrøvere. Den sidste af Andalusiens berømte ”bandoleros” var Juan Mingolla ”Pasos Largos” (”Langben”), der den 18. marts 1934 faldt i kamp med Guardia Civil nær sin fødeby El Burgo i Rondabjergene.

pod.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---