I løbet af to uger kom der fem patienter med de samme symptomer på klinikken. De var trætte, udslidte, humørsyge, havde en ubændig trang til sukker, kastede sig over det søde og faldt bagefter om i den nærmeste sofa.

En af dem var en træt husmor, som for tredje gang fik at vide, at hendes blodsukker lå for højt. Kroppen var begyndt at sende advarsler, som hører sammen med højt og svingende blodsukker. Hun slæbte sig op ad trapperne til femte sal, træt og udslidt, klarede de daglige pligter, men hverdagen var en kamp. Hun var bare for tyk, flad og trist med svingende humør.

En anden var en mandlig sukker-junkie i begyndelsen af 30’erne, der arbejdede som en hest uden at tage sig tid til spisepauser. Når klokken var blevet tre timer over frokost, var det letteste at plyndre chokoladelageret på en tankstation. Han slugte en stor plade på 500 gram (med nødder - det er jo så sundt!) og ilede videre til næste møde. Hans energiniveau holdt sig nok en halv time, og efter mødet kørte han hjem, faldt om i sofaen og sov i halvanden time. Bagefter var han helt groggy og ikke sulten, når resten af familien fik aftensmad. Ofte sprang han over maden og sad i stedet og hang et par timer foran fjernsynet.

Sådan var dagligdagen for to af de fem patienter. Suget efter hurtig mad var så stort, at de begge var blevet sukkernarkomaner. På den ene side kunne de ikke undvære deres stof, på den anden side blev de syge af det.

Sukker-overfølsomhed
Prøverne afslørede at blodsukkeret var en sand sukkerelevator – skiftevis for højt og lavt blodsukker. Dertil kom nedsat følsomhed mht. at få sukkeret transporteret ind i cellerne, hvor det bruges til brændstof.

Bliver sukkeret i blodbanen, eller er det for lang tid om at komme ind i cellerne, giver det symptomer som træthed, koncentrationsbesvær, fedme og hyperaktivitet, afløst af udmattelse.

Når kosten igennem længere tid har været fuld af sukker, bliver de hormoner og hjælpestoffer, der skal omsætte sukkeret, udbrændte og slidte. Produktionen af insulin er hele tiden i fuld gang for at få transporteret sukkeret ind i cellerne. Men de små antenner på cellerne, som skal lukke sukkeret ind, bliver trætte og reagerer trægt.
Dette kaldes insulinresistens og er en følge af sukker-overfølsomhed. Insulinresistensen medfører at kroppen må producere endnu mere insulin for at kompensere for cellernes træge optagelse af sukker, og når insulin-niveauet ligger højt, opstår der et sug efter endnu mere sukker. Det er en ond cirkel.

Forbrændingen af fedt og proteinstoffer blokeres af denne proces. Et konstant forhøjet insulinniveau får fedtet, vi spiser, til at lagres som fedtvæv i stedet for at blive omsat til energi. Selv de sukkerfri produkter (light-produkterne) snyder insulinpumpen! Fortsætter insulinbelastningen, udmarves kroppens insulinproduktion i den sidste ende, og der udvikles sukkersyge.

At tage et ansvar
Tre ud af de fem klienter forstod, at de selv måtte tage et ansvar for deres blodsukker. De to sidste ville ”fixes” med lægeordineret medicin for at dulme smerterne og ophæve symptomerne. Det ønskede vi ikke at hjælpe dem med. Helbredelsen kan gå langsomt eller hurtigt efter klientens eget valg, men vedkommende må selv hjælpe til. Ellers kan vi intet udrette, og der er intet at betale for.
De tre, der var indstillet på at gøre en indsats, målte i en periode selv deres blodsukker et par gange om dagen. To købte deres eget apparat, og den tredje fik det til låns af klinikken.

En af de motiverede – en gartner - var forbløffet over, hvor let det er at måle blodsukkeret. I hans tilfælde kunne vi komme sukkerdopingen i forkøbet ved en bestemt sammensat ”drikkekur”, som han havde med på job. Med denne kur blev kroppen rustet op, inden den begyndte at skrige på chokolade og andre søde sager.
Gartnerens energi og humør blev langsomt stabilt, hvorefter han tog det næste skridt imod en endelig forbedring. Han blev sat på en koncentreret, enzymberiget kost, hvor der især var taget højde for hans aktive arbejdsdag. Hans kone var ferm i et køkken og bakkede ham op i forståelse for, hvilke produkter han havde brug for, og hvilke der ikke var gode at kombinere. Derfor gik opretningen hans ubalancer langt hurtigere, end det kan forventes.

De to andre havde et mere afslappet forhold til kuren. De dyrkede ikke selv deres afgrøder og havde ikke den kost-erfaring, som gartnerens familie var så heldig at have. Alligevel kom de ind i en positiv udvikling.

Sukker er for nemt
Recepten mod sukker-narkomani er ikke en slankekur, selvom den også virker som sådan. Først og fremmest er det en recept imod livsstils-dumheder.

I stedet for at slik og chokolade styrer vores liv med svingende blodsukker og humør som resultat, er det muligt at vælge noget andet, der giver tilfredsstillelse af kroppens behov for energi.
Stiles der imod absolut sundhed, er målet, at den enkelte kontrollerer ”suget efter mad” ved at komme det i forkøbet.

En af de vigtige grunde til at vi vænnes til sukkerdoping, er at modermælken er forholdsvis sød. Gøres der ikke fra starten et stykke arbejde med at vænne spædbarnet til alsidig kost, vil barnet når det vokser til let kunne udvikle en sukkernarkomani.

Kroppens celler stiller intet krav om kvalitet. Den enkelte celle er kun interesseret i at få sit energibehov opfyldt her og nu, og da sukker ubesværet og direkte passerer ind i cellerne, er det forståeligt at sukkeret er populært. Rent omsætningsmæssigt er sukker nemt at optage i cellerne i forhold til fedtstoffer, proteiner, vitaminer og mineraler. Når chancen byder sig for hurtig energi, snupper cellerne først og fremmest sukker.

De tre klienter måler fortsat deres sukkerindhold i blodet. For to af dem er der ligefrem gået en sport i at gætte sig til sukkerindholdet, før apparatet bruges. De bruger dette system til at lære deres egne reaktioner på de forskellige kostgrupper at kende.

Artiklen er skrevet i samarbejde med Inger Marie Haut, MSc. Nutrition.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---