Målet for udflugten var Júzcar - den sidste af Málaga-provinsens hundrede kommuner, hvor der ikke bor udlændinge.

Det fremgik af sidste folketælling, og hvem føler ikke nysgerrighed for et sted, der overlever uberørt midt i Europas Florida? Selvfølgelig løber vi den risiko, at Júzcar er en grim flække, som folk bevidst undgår - men forklaringen kan også i al uskyldighed være, at byen har gemt sig for godt til at de kan finde vej.

Fra starten er det sidstnævnte og mest favorable teori, der vinder terræn. Turens første del går fra San Pedro de Alcántara til Ronda, og det er svært at tro, landevejen op gennem bjergene kan føre til noget som ikke er besøget værd. Desuden er det ubestrideligt at Júzcar ligger godt gemt - så godt, at vi kommer til at køre en stor omvej, fordi chaufføren stoler på sit ellers pålidelige landkort.

Det er held i uheld, for omvejen og vejen er i virkeligheden to sider af samme sag. De følger hver sin side af dalen, hvor den unge og nysgerrige Genal-flod leder mellem klippens sprækker efter passagen til havet tusinde meter længere nede.

De grønne fyrreskrænter afløses nogle kilometer længere fremme af kastanielundene i deres gule og orange efterårsdragt. Så er vi for alvor fremme i Alto Genal, hvor kastanien er den vigtigste afgrøde, og desuden forret, hovedret og dessert på menukortet, uden at glemme kastanie-kooperativernes fabriksudsalg, hvor man også kan købe de nyhøstede frugter med hjem.

Dalstrøgets frodighed er en levende kontrast til de øverste bjergtoppe, der er skaldede som issen på en middelaldermunk. Spredt i frodigheden ligger en håndfuld små hvide byer, hvoraf Pujerra er den første på ruten.

Her er det vejkortet snyder, fordi der ikke er adgang til Júzcar på den anden side af dalen. Til gengæld stifter vi længere fremme ad vejen bekendtskab med Igualeja, hvor Genal-floden fødes af en grotte i det smukke anlæg i byens udkant.

Mere er der ikke at se i Pujerra og Igualeja - ikke hvis man holder udkig efter vigtige ting. I de hyggelige gader det tværtimod alt det ikke-vigtige, som bliver nærværende: de sobre mudéjar-kirker med høje tårne, småhusene med kristi græske monogram graveret i murstenene, og indbyggernes gammeldags høflighed, der er graveret i sjælen.

De har tid til den fremmede. Tid er der altid rigeligt af i Alto Genal. Vi andre skal selv have den med for ikke at blive snydt for det vigtigste under opholdet.

Pouls finca
Vejen slår en sløjfe og munder atter ud i landevejen til Ronda, men en halv km længere fremme fører en ny sidevej direkte til målet: Júzcar. Eventuelt kan man gøre et par svinkeærinder undervejs, i Parauta (brolagte gyder omkring uregelmæssige småtorve af tydelig maurisk oprindelse) og i Cartajima, som har arkæologiske minder om både romere, arabere og en middelalderlig herremand, der opslog sin residens i kommunen, indtil han selv blev opslugt af glemslen og slottet af vildnisset.

Efter Cartajima ligger det sidste lille hjørne af provinsen, som holder stand imod udlændingenes seneste invasion.

Måske havde vi på det tidspunkt skabt os et mentalt billede i retning af en gallisk landsby, hvor Obelix slæber rundt med sin uundværlige bautasten på ryggen. På Júzcars lille, men helt moderne rådhus påtager borgmester Diego Fernández sig imidlertid straks at aflive denne fantasi, der ellers byggede på noget så knastørt og normalt fantasiforladt som en rapport fra Statistisk Institut, dateret januar 2005.

- Hvor Statistisk Institut henter sine oplysninger ved jeg ikke, for vi har mange udenlandske naboer, siger borgmesteren.

Korrektheden af denne påstand bliver bekræftet ved et besøg i det andet af de tre kontorer, der rummer rådhusets samlede administration. Folkeregistret har indskrevet 15 udlændinge, og det må siges at være rigtig pænt i en kommune med 230 indbyggere.
Borgmesteren kan bl.a. huske en dansker, som hed Poul. Det er nogle år siden, han flyttede, men han kommer på tale, fordi han boede på finca’en med landsbyens mest spændende historie.

Storhedstiden
Først er det på sin plads med lidt baggrundsinformation om Júzcar.
I dag er det den mindste by på rundturen i Genal Alto, hvor Pujerra og Igualeja virker som storstæder i sammenligning. Sidstnævnte har tilmed et apotek! Júzcar må klare sig med sin blandede landhandel og den uundværlige bar, som på det seneste har fået konkurrence af byens nye mini-hotel. Det er hele forretningslivet.

I landsbyskolen underviser en lærer de 12 børn, som kommunen kan mønstre op til 7. skoleår, hvorefter de unge er tvunget til at fortsætte uddannelsen i Ronda. Efter skoletiden vender de færreste tilbage til hjemegnens frugtbare, men ikke særlig rentable landbrug. De behøver ikke længere rejse helt til Tyskland og Frankrig for at finde arbejde - nu er det gjort med at trille ned ad landevejen til Costa del Sol - men Júzcar er fortsat truet af affolkning i lighed med så mange andre isolerede landkommuner.

Så mærkeligt det lyder, var Júzcar imidlertid pioner i Spaniens industrialisering. Den historie udspillede sig på Pouls finca, som i 1731 åbnede med 200 arbejdere og et meget mere pompøst navn over indgangen: Den Aldrig Før Sete i Spanien Kongelige Fabrik til Fremstilling af Blik og dennes Tilbehør.

Dengang havde man ikke set blik ret mange steder. Fremstillingsmetoden var en velbevaret hemmelighed hos de få producenter i Europa, selv om det måske er overdrevet, at to schweiziske ingeniører måtte smugles ud af deres land i tønder. Under alle omstændigheder ankom schweizerne i selskab med 30 tyske svende til Júzcar, som besad en uundværlig råvare - trækul - i store mængder.

Ruinerne af den gamle og forlængst nedlagte fabrik er groet til, som så mange andre arkæologiske rester fra svundne velmagtsdage, hvor Júzcar var et vigtigt centrum i bjergene. Fortsætter man fodturen forbi den gamle blikfabrik, støder man f.eks. på en forladt maurisk landsby ved navn Moclón.

Apropos fodture, så er de en oplagt ide om efteråret, der er den allersmukkeste årstid. Der eksisterer 27 afmærkede ruter fra to til 25 km. i Alto Genal. Andre ruter som den til blikfabrikken og Moclón kan være lidt problematiske, fordi man passerer nogle private parceller undervejs. Spørg Iván eller David til råds.

Hotellet
Iván Sastre og David Nuyen træffer man i Hotel Bandolero, Júzcars lille og moderne hotel med tilhørende restaurant, som de overtog for et år siden. Hotellets historie er ikke meget ældre, men de første ejere måtte give op, selv om det var lykkedes dem at stable et virkelig flot sted på benene.

- Vi må stadig arbejde hårdt på at gøre os kendt. Selv malagenserne aner ikke, at Alto Genal eksisterer, men nu er det dog lykkedes at få de fleste weekender belagt. Resten af ugen skal vi have hjælp af udlændingene på Costa del Sol, siger Iván Sastre, som står ved gryderne - og grillen.

Iván er fra Ávila på den kastilianske højslette, hvor den hårde vinter har inspireret et proteinrigt køkken, der vil falde i mange nordboers smag. Hans egne specialiteter er helstegt pattegris, chuletón (kæmpekotelet) og lammekølle. Men han har naturligvis også adopteret de lokale kastaniespecialiteter, som mange gæster forventer at finde på stedet.

David Nuyen er amerikaner fra New York - og ja, han kan ikke nægte, Júzcar var en omvæltning, selv om han var på ”aftrapning” i London inden han helt slap kontakten med storbylivet.

- Júzcar er en afveksling, det er vældig rart, men måske ikke noget jeg kunne holde til hele livet. Foreløbig har jeg nu nok at lave. Inden næste sommer skal vi have et svømmebassin klar til gæsterne, og desuden snakker vi om at udvide med fire nye værelser. Jeg er her for at lave forretning, siger David som god amerikaner.

pod.


Den lokale frihedskæmper
Umar ibn Hafsum blev ifølge nogle kilder født i Júzcar. Han er en skikkelse af den slags, der jævnligt dukker op i Andalusiens historie - en blanding af landevejsrøver og frihedskæmper. Under Umar ibn Hafsum fik foretagendet et usædvanligt omfang, fordi hans mænd en overgang i sidste del af 800-tallet dominerede størsteparten af Andalusien.
På det tidspunkt havde maurerne besat landet, og Ibn Hafsums familie var muladí’er - dvs. spaniere af kristen afstamning, der havde ladet sig omvende til islam. Det skete ofte i håb om at få del i magten og æren, men den havde arabernes overklasse ingen planer om at dele. Umar ibn Hafsum anførte et oprør af muladí’er, hvis nationalistiske islæt blev mere tydeligt efter 899, hvor han gik tilbage til sine forfædres tro. I 912 kom den første kalif, den energiske Abd al-Rahman III, på tronen i Córdoba, hvorefter oprørernes nederlag kun var et spørgsmål om tid. Umar ibn Hafsum døde imidlertid ubesejret i 917 i sin sidste fæstning, Bobastro-borgen, hvis rester kan beses i Guadalhorce-dalen.
I Júzcar er der ingen spor af muladí’ens liv - bortset fra det bjergrige landskab, der i tidens løb har været arbejdsplads og dagligstue for så mange Robin Hood’er.



Hotel Bandolero
Hotellet ligger ved indkørslen til Júzcar og har otte dobbeltværelser. Prisen er 55 e til 80 e (suite) og inkluderer morgenmad. I restauranten kan større grupper bestille underholdning med en lokal flamencoartist. Hotellet har opholdsstue med to sofagrupper.

Tlf. 952 183 660
Fax 952 183 661
E-mail info@hotelbandolero.com
Hjemmeside
www.hotelbandolero.com

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---