Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Mr. Swing King
Skrevet af Solkysten
Stedet er et imponerende bjerglandskab i de andalusiske bjerge øst for Málaga. En sen oktobersol sender gavmildt sine sidste spanske siesta-stråler ned over den locale café, hvor jeg er så svineheldig at have Mr. Swing King på tomandshånd.

Peter A.G. har sunget sine poetiske strofer langt ind i min sjæl ... og i mange andres, siden jeg i min spædeste ungdom ”Slingrede ned ad Vestergade” eller gik ”Under Bøgen” i Århus.

Peter startede Gnags sammen med broren, Jens G. Nielsen, i 1966 . . . nu, tæt på 40 år efter har han stadig noget energisk drenget, en udforskende sanselighed og en aldeles berusende, levende begejstring over sig, da han ankommer til cafebordet med en tinto de verano … iført en stråhat (altså ikke en af dem man ryger, mens man ”Slingrer ned ad Vestergade”... bare sådan en almindelig en som man har på hovedet).

To be or not to be
Ester, som hans nu etårige, sidstfødte skud på stammen hedder, har inspireret Peter A.G. til den bog, som han arbejder på netop nu. Bogen, med titlen ”Esters bog om vind og vejr”, består af 24 eventyr og bliver udgivet på Kroghs Forlag. Eventyrerne er både for voksne og børn og handler primært om at sanse ... at se, høre og føle ... begreber som fylder en stor del af Peter A.G’s indre univers.

- Jeg har altid bestræbt mig på at være, siger Peter. - Jeg har brugt hele mit liv på at gøre det at være til mit levebrød! At være til stede, levende, sansende ... nærværende. Jeg siger det i ”Rytmehans”; ”Er I der”? Det jeg mener er; ”Er I levende ... Kan I mærke noget”? Det kommer alt sammen ned til spørgsmålet ...”To be or not to be”!
Peter A.G.’s tekster har også som en rød tråd handlet om retten til at være ... som man er. Han har ikke kun været på barrikaderne for Christiania i sangen ”Nu er den gal igen”, for dyrs velfærd i ”Burhøns” eller for den følsomme særling i ”En underlig fisk”.

- Du kan høre, når noget er ægte, siger Peter A.G.. – Det der det samme i et maleri, i en grand prix melodi ... og i en rocktekst. Hvis det ikke rører ved dine sanser, men tvært imod giver dig lyst til at stikke fingeren i halsen, så er det fordi maleren, sangeren eller tekstskriveren ikke rigtig i dybden kender den følelse eller stemning, som han udtrykker. Derimod er du ikke i tvivl, når der er ægthed med i spillet. Så rører det dig, så du kan mærke det .... Ja, selvfølgelig kender jeg følelsen af, at være ”en underlig fisk”... følelsen af at skulle kæmpe for retten til at være den du er.
Vi sidder lidt og er.

At blive far igen efter det første ”kuld” forlængst er vokset op er en anderledes oplevelse, som Peter A.G. har mere ro til at fordybe sig i på dette tidspunkt i sit liv, end han havde, da det skete første gang.
- Jeg var kun selv en stor knægt på 18 år, da jeg blev far for første gang, siger Peter, som fylder 53 år den 17. december. Hans voksne datter gjorde ham forøvrigt til morfar omtrent samtidig med at han blev far til Ester.

Flyver med trækfuglene
Han nyder roen og den storslåede natur på sit andalusiske landsted, som han deler med sin bror.
- Jeg er altid oppe med solen, fortæller han, - det er så fantastisk at se, hvordan solen farver bjergene rosa … men jeg står nu altid op med solen, også i Danmark. Jeg er et udpræget A-menneske.
Med Spanien har Peter A.G. det sådan at han flyver til Andalusien sammen med trækfuglene i efteråret, men han bliver kun kort tid, højst et par uger ad gangen.. Om foråret flyver han så igen til Spanien og tager nordover til Danmark, når trækfuglene gør det samme.

- Jeg elsker årstidernes skiften. Jeg ville aldrig kunne bo fast i Spanien. Jeg har brug for de markante årstidsskift, som vi har i Danmark. For mig er det som fødsel, død og genfødsel ... og den cyklus er nødvendig for mig.

Han elsker dog sine ophold i de andalusiske bjerge, som han oplever som ”tilbage til basis”.

Der er ikke så meget, der distraherer, siger han. - Du kan koncentrere dig om at følge en regndråbes bevægelse ned over et blad.

Selv circa 3.000 km fra Danmark kan Peter A.G. ikke fornægte sin jyske baggrund. På trods af at han ikke opholder sig længe nok i Andalusien til at passe jorden og afgrøderne fra sit landsted ... så skal jorden passes og intet må gå til spilde. Derfor har Peter A.G. ansat en spanier til at passe jorden og afgrøderne bliver afsat på det lokale kooperativ til penge, der ikke er værd at tale om.
Peter A.G. nyder ikke kun afvekslingen mellem Danmark og Spanien ... også inden for det ”lille smukke land” veksler han mellem lejligheden i København, gården ved Himmelbjerget og sommerhuset ved Vesterhavet.

- Jeg har brug for at være i Jylland for at få indtrykkende ”på plads”, forklarer Peter A.G.

Spanien er ikke kun dagdriverliv for Peter A.G. I denne omgang har han skrevet på de sidste tre eventyr til ”Esters bog om vind og vejr” og sangen ”Når jeg bli’r gammel” er skrevet i Nordspanien, i San Sebastian. Den er efterhånden blevet en klassiker i Giro 413.
- Det er vi ikke flove over! Kommenterer Peter A.G.

40 års jubilæum i 2006
- Jeg ville være ligesom Beatles ... tilbage i Skjern i 60’erne. Der havde aldrig været sådan noget musik før. Det gik i kroppen, fortæller Peter A.G..

Gnags optrådte første gang ”live” i morfarens boghandel i Skjern ... ved juletid 1966 .... det er 40 år siden, når vi om kort tid skriver 2006. I den anledning udsender Gnags en ”jubilæumspakke” til julehandlen, som består af fem cd’er og en video ... ”Siden 66” er titlen på hele herligheden, som er et udvalg af de bedste sange fra de sidste 40 år. Som apperitif kan i flæng nævnes; ”Mr. Swing King”, ”Når jeg bli’r gammel” og ”Dansende blå linealer”.

I den forbindelse skriver rockanmelderen Torben Bille; ”Gnags har i næsten 40 år formået at få vore ører og øjne på stilke, og har fyldt danskernes balkort op med underlige fisk, blå hunde og vilde kaniner.” Endvidere skriver han; ”Gnags var det første danske band, der sang fremmedfrygten midt imod. Deres danmarkssange er en hyldest til det uundværlige i mangfoldigheden.”

Solen er på vej ned og glassene er tomme ... men min følelse af ”ægthed” er helt i top. Jeg priser mig lykkelig og stolt over at have mødt en landsmand, her i det fremmede, der magter at tale frygten for udlændinge imod. Til daglig er jeg jo, som dansker i Spanien, en fremmed.

Så længe Peter A.G. er på banen ... så er der stadig håb!

Dorte Holm Jensen
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - December 2005

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga