Der er ikke mange nulevende danske billedkunstnere, der faktisk lever af deres kunst. Det officielle tal taler om 2 pct. af alle billedkunstnere ... men Søren Kent gør … efter en lang, spændende og indholdsrig vej mod succes som kunstmaler.
I 1989 sov Søren på en madras i kulkælderen under en butik i Fredericiagade i København ... og det havde han gjort gennem flere år.

I dag bor Søren og hans kone, Søs, halvdelen af året i deres gamle fiskerhus i Gudhjem på Bornholm og resten af året i deres charmerende pueblohus i den smukke, hvide landsby Frigiliana i Andalusien … og alle Sørens billeder bliver solgt i løbet af ferniseringen, hver gang han udstiller.

På trods af successen er der intet krukket eller ”næsen i sky” over Søren Kent. Han har begge ben plantet solidt på jorden og han har hjertet på rette sted.

Lang og kringlet vej
Sørens vej til maleriet har som sagt været lang og kringlet. Han voksede op i en søskendeflok på fem i Farendløse ved Ringsted og blev sat i lære som tømrer efter syvende klasse.

- Jeg arbejdede i Tyskland og Schweiz med at bygge bjerghytter i en periode … men jeg følte aldrig helt, at jeg var kommet på den rigtige hylde ... Jeg mærkede også mere og mere en trang til at lære alt det jeg aldrig havde lært. Jeg tror, jeg følte mig lidt utilstrækkelig, når det kom til almen viden ... jeg havde jo ikke gået i skole siden syvende klasse.
Søren droppede tømrerfaget og tog på forskellige højskoleophold. På Rødding Højskole fandt han som 24-årig ud af, at han ville lave keramik og male. Han uddannede sig som kunstlærer og begyndte at undervise.

- Det stod mig dog hurtig klart, at kunsten ikke rigtig kunne folde sig ud som en ”weekend beskæftigelse”.

Med andre ord stod Søren i det dilemma, som de fleste udøvende kunstnere bliver konfronteret med; hvordan får man både brød på bordet og tid til kunsten ... som sjældent kan betale til dagen og vejen ... eller hvordan undgår man at kunsten bliver til ”hobby” i kampen for overlevelse?

- Jeg fik tilbudt at bo i et atelier inde i københavn ... på en madras. Det var ”tag over hovedet og mulighed for at arbejde”. Derudover underviste jeg 12 timer om ugen på H.O.F., og det var ”brød på bordet”....

Søren var 32 år, før han begyndte at male for alvor.
- Jeg fandt en ussel lille butik i Fredericiagade, som var til salg, fortæller Søren. – Der var en lem i gulvet inde i butikslokalet, som førte ned til kulkælderen. Jeg købte butikken, tømte kulkælderen for kul og lagde en madras derned, jeg kunne sove på .... og pludselig havde jeg et udstillingsvindue til mine malerier, et butikslokale som atelier .... og en kulkælder som soveværelse ... og det hele var betalt.
På samme tid begyndte Søren at gå til croquistegning på kunstakademiet om aftenen.

- Jeg var for gammel til at blive optaget på akademiet, men jeg vidste, at det var vigtigt at arbejde med tegningen ... som er grundlaget for alt - selv abstrakt ekspressionisme.

Markedsføringens magi
1989 blev et skelsættende år for Søren. Han mødte sin nuværende kone på en bustur til Provence og hele hans liv roterede 180 grader.
- Søs var bibliotekar og vant til at sætte ting i system ... fortæller Søren.

Struktur var ikke det, der var mest af i Sørens liv, da han mødte Søs, men det kom der! Søs købte halvdelen af butikken i Fredericiagade og sammen satte de det hele i stand og åbnede ”Galleri Vincent”. De inviterede 200 gæster til ferniseringen, og i dag er der 1000 faste kunder i alle aldre og fra alle samfundslag, der får en invitation til hver udstilling, og mange af de faste kunder er i dag børn af de første kunder.

- Mund-til-mund-metoden er den bedste reklame du kan få, siger Søren. – Salget af mine billeder breder sig som ringe i vandet ... efter den metode. Desuden har jeg bibeholdt priser der gør at næsten alle kan købe et maleri, hvis de vil. Mine priser ligger fra ca. 3.000 og op til 25.000 danske kroner.

God vekselvirkning
Naturen og kvinden er vigtige dele i Sørens maleri og styrer hans valg af farve og komposition. Det er et expressionistisk maleri med tilfældige og planlagte strøg mellem hinanden, men slutresultatet er overbevisende i sin stærke farve- og formkomposition……

- Det er de indre billeder, som trænger sig på, de indre længsler og drømme, som fylder mere og mere i mit billedunivers … ofte føler jeg, at det er underbevidstheden, som fører min pensel.

Sørens billeder skal måske ikke fortolkes, men netop opleves som drømme, musik, eventyr, digte … som maleri.

Søren maler oftest blå-grønne billeder, når han opholder sig på Bornholm og rød-gule billeder, når han arbejder på sit værksted i Andalusien.

- Det er ikke bevidst, siger han. – Det er bare noget, der sker af sig selv. Det har med lyset, farverne og stemningen at gøre … og der er stor forskel på Bornholm og Andalusien.

Søren har ingen planer om at droppe Danmark, han kan godt lide vekselvirkningen mellem de to steder.

Da jeg besøgte Søren i starten af oktober måned var han netop gået i gang med et maleri.

- Jeg har jo i øjeblikket ikke noget lager, men nu arbejder jeg på fuld styrke, og jeg har en god ting med mig, fra min tid som håndværker … og det er arbejdsdiciplin. Jeg spiser kun lidt i løbet af dagen, jeg maler ikke så godt på en fuld mave, og jeg drikker aldrig vin før efter klokken 18.

Søren har brug for arbejdsdiciplin, for han er aktuel med sin decemberudstilling i Galleri Vincent i København, hvor han udstiller to gange om året ... forår og efterår.

Søren havde et lager af billeder i 2003, men alle 68 billeder blev stjålet før den store seperatudstilling i bomuldsspinderierne i Valby åbnede. Billederne var ikke forsikret, så det betød et stort økonomisk tab for Søren og Søs.

- Først bliver man rasende ... så helt tom inden i ... og så skal man videre, siger Søren.

Og Søren er kommet videre! Han har for nylig udsmykket et hus i København, tegnet af arkitekten Utzon, som også tegnede operahuset i Sidney i Australien. Han har leveret flere meget store malerier til shippingfirmaet ”Clipper”, som har kontor i Utzons ”Harbourhouse”.

Ambitioner for fremtiden?

- Hvis jeg ønskede mig mere, end jeg allerede har, smiler Søren, - så ville jeg være et utaknemligt skarn.

Dorte Holm Jensen
Fotos: Poul Frey Skøtt

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---