Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Pernille Lindegaard sætter de runde pads  i klemme under nogle bløde elastiske bånd meed velcro-lukning. På den måde forskubber de sig ikke men virker lige der, hvor de skal.
Pernille Lindegaard sætter de runde pads i klemme under nogle bløde elastiske bånd meed velcro-lukning. På den måde forskubber de sig ikke men virker lige der, hvor de skal.
Små stød – også til spanske piger
Skrevet af Solkysten
Der er en behagelig temperatur og en hyggelig og rolig atmosfære i lokalet på førstesalen over Favoritten og Happy Days i Fuengirola i det forretningskompleks, der hedder Centro Comercial Sierra Mijas. Ejeren tager imod, og snart ligger man behageligt på en madras inde i en lille kabine, kun iført trusser og et lille tæppe – og så godt 20 små ”pads”, der er forbundet til et apparat på væggen med farvestrålende ledninger. Har man lyst, kan man få beroligende musik i ørerne – eller måske læse i et af de danske blade. Men snart starter det, man er kommet for: Pads'ene udsender små pulserende stød – også kaldet elektrobølger - der aktiverer de muskler, de sidder over. Det føles ikke ubehageligt – blot underligt i starten, til man har vænnet sig til det. Og efter en god halv time kan man klæde sig på og gå derfra med god samvittighed. Nu har musklerne nemlig fået lige så meget ”motion”, som hvis man tilbragte flere timer svedende i motionslokalet.

Konceptet, der hedder Bailine, er norsk, men ejeren af Bailine i Centro Comercial Sierra Mijas er pæredansk. Hun hedder Pernille Lindegaard og er lige nu så småt i gang med at lære spanierne at sige ”Bailine”.

Savnede sit arbejde
- Jeg har i en årrække arbejdet i Bailine i Køge hos Ann-cha Larsen, der var den første på Sjælland til at åbne en Bailine-klinik. Sidste år flyttede min mand Sten, jeg og vores tilsammen tre børn her til Sydspanien – og jeg skal ærligt indrømme, at jeg savnede mit arbejde. Så jeg ringede til Bailine i Danmark og fik tilladelse til at åbne en Bailine hernede, fortæller Pernille.

Det er ikke hvem som helst, der kan åbne en Bailine-klinik. Man skal have gennemført en række kurser i Bailine-organisationen – blandt andet inden for anatomi og kostvejledning. Pernille havde allerede en del af kurserne, og hun havde selv været med til at uddanne nye terapeuter i klinikken i Køge. Men nu tog hun hjem og fik de kurser, hun manglede – og kom tilbage med et diplom under armen, der bekræftede, at hun nu måtte åbne sin egen Bailine-klinik. Den 3. januar i år kunne Pernille så sige velkommen til sine første kunder i klinikken på førstesalen over Favoritten – kun få skridt fra WestSat.
- Klinikken og jeg er blevet utroligt flot modtaget. Og de piger, der kommer her, siger, at jeg har ramt noget helt rigtigt, smiler Pernille.

Mænd ingen adgang
Det er ingen tilfældighed, at Pernille siger ”piger”, når hun omtaler sine kunder. Mænd har nemlig ingen adgang i Bailine-klinikker overhovedet! Tanken er, at kvinder skal kunne være trygge, når de ligger inde bag det lille forhæng og får behandlinger. Og sådan har det været, siden den første Bailine-klinik blev åbnet i Norge for snart 40 år siden. I dag er der 75 klinikker i Norge, 53 i Danmark, 40 i Sverige – samt klinikker i England, USA, Polen, Kuwait og på Færøerne. Og altså i Centro Comercial Sierra Mijas. Alle kun for kvinder.

- De første til at henvende sig var selvfølgelig danskere og nordmænd, der kendte Bailine hjemmefra. Siden har jeg også fået lidt svenskere – og nu er spanierne også begyndt at komme, forklarer Pernille og fortsætter:

- Spanierne vil gerne have, at det skal være nemt. Og det her er jo nemt. Derfor tror jeg også, at spanierne vil tage Bailine til sig, når de finder ud af, hvad det er.

Nye Bailine-klinikker på vej
Det er der også andre, der tror.
- Allerede tre uger efter, Pernille havde åbnet klinikken, havde vi fået de første fem henvendelser fra andre, der var interesseret i selv at åbne Bailine-klinikker. Og interessen er fortsat stor, fortæller Pernilles mand, Sten. Som mand må han ikke selv betjene kunderne, men til gengæld tager han sig af de administrative opgaver. Og de vokser for tiden.

- På grund af interessen – og fordi Pernille allerede har erfaring med at uddanne Bailine-medarbejdere fra Danmark – har Bailine i Norge godkendt Pernille som forretningsfører for Bailine i Spanien. Min opgave bliver at være vicevært. Jeg skal tage mig af alt det praktiske og administrative i forbindelse med opstart af nye klinikker, for eksempel omkring kontrakterne, mens Pernille skal uddanne nyt personale og hjælpe pigerne i gang, forklarer Sten Lindegaard.
De to første klinikker uden for Fuengirola er allerede så småt undervejs. Den 1. september næste år åbner en Bailine i Althea ved Benidorm, og i øjeblikket undersøger familien Lindegaard, sammen med en dansk pige, muligheden for at åbne en Bailine i Málaga.
- Det er typisk piger, der har været ansat i en Bailine i Danmark – eller der har været kunder og har gode erfaringer med det – der vil åbne klinikker her i Spanien, forklarer Pernille.

Tabte selv 20 kilo
Da familien Lindegaard endnu boede i Danmark, levede Sten af at være musiker. Ud over at spille til fester, var han i syv år med i Tommy Seebachs band. Det satte sine spor…

- Man lever jo et meget uregelmæssigt liv som musiker – spiser på underlige tidspunkter af døgnet, får for meget hotelmad og for lidt motion, og mange drikker for meget spiritus. Det er farligt – og det var jo også det liv, der slog Tommy ihjel alt for tidligt, forklarer Sten, der stadig er påvirket af sin arbejdsgivers for tidlige død.

Sten Lindegaard tog konsekvensen og lod sig, efter 28 år som fuldtidsmusiker, pensionere som 40-årig. I dag spiller han kun til særlige lejligheder – og kun når han har lyst. Men inden han nåede så langt, tog han beslutningen om at tabe sig.

- Jeg skulle tabe 20 kilo, og det mest naturlige sted at spørge til råds, var jo Pernille, fortæller Sten, og Pernille supplerer:
-Bailine bygger på tre principper; nemlig ændring af kostvaner, indførelse af motion og mental livsstilstænding. Så selv om Sten ikke kunne få behandlinger i klinikken hjemme i Køge, kunne jeg vejlede ham omkring kost og livsstil.

- Det var ikke helt nemt, men jeg fulgte Pernilles råd slavisk – også når vi var ude at spille. Og på fire måneder havde jeg tabt 20 kilo, forklarer Sten, der stadig holder den slanke linje.

Større lokaler
Mens Sten og Pernille er i fuld gang med gøre klar til, at der kan åbne flere Bailine-klinikker rundt om i Spanien, har de fået et lille luksus-problem hjemme i Pernilles egen klinik.

- Den er faktisk for lille – især hvis jeg skal have plads til at kunne oplære nye Bailine-terapeuter. Derfor har vi valgt at flytte klinikken ned i den anden ende af bebyggelsen her, hvor der i sin tid lå en ejendomsmæglerforretning. Det betyder, at jeg – i stedet for at have tre kabiner, som jeg har nu – får plads til i alt otte kabiner. I starten nøjes vi dog med at gøre seks klar. Desuden bliver der også et personalerum, og det har vi virkelig manglet her, hvor vi har været indtil nu, forklarer Pernille, der har en spansktalende medhjælp i klinikken.

Flytningen finder sted den 1. november, så ”viceværten” Sten har haft travlt i oktober med at gøre den nye klinik indflytningsklar. Når først den har åbnet, er der jo ”adgang forbudt” for Sten, der derfor må vente pænt til efter lukketid med at komme ind på sit kontor i personalerummet og passe sine administrative opgaver.

Naia Bang / Texthuset
Fotos: Poul Frey Skøtt
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2005

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga