Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Jeanette Buchard og Brian Nielsen stortrives i Calahonda, hvor Brian blandt andet har kastet sig over en ny sportsgren, der kræver knap så mange muskler som boksning; nemlig golf.
Jeanette Buchard og Brian Nielsen stortrives i Calahonda, hvor Brian blandt andet har kastet sig over en ny sportsgren, der kræver knap så mange muskler som boksning; nemlig golf.
- Vi er faldet godt til her
Skrevet af Solkysten
I en urbanización i hjertet af Calahonda bor et par på henholdsvis 38 og 40 år. De er danskere, og blot endnu et par af mange, der er flyttet til Andalusien for at nyde det gode vejr og starte en ny tilværelse.

Men læsere af danske ugeblade vil hurtigt kunne genkende dem. Især ham. Han er nemlig Brian Nielsen – hele Danmarks Bokse-Brian, og stadig mediernes darling, selv om han ikke har bokset i to år.
I dag nyder han og fru Jeanette Buchard livet i et helt andet gear, end da Brians boksekarriere var på sit højeste. Og selv om de danske medier stadig gerne vil lave interviews med Brian og Jeanette, er de blot endnu et par anonyme danskere, når de går på indkøb i det lokale supermarked.

- Det er rigtigt: Vi lever mere anonymt hernede, end når vi er hjemme. Selvfølgelig ved danskerne hernede godt, hvem jeg er. Men det betyder jo ingenting. Og det sker da, at jeg bliver stoppet på gaden af en turist, der gerne vil have en autograf. Det er kun positivt, at folk gerne vil snakke med én, forklarer Brian Nielsen.

Faldet godt til
Jeanette og Brian flyttede til Spanien for godt fire år siden.
- Min far døde i 2000 af den medicin, han fik mod sin gigt. Og det får da én til at tænke, ikke…? Jeg har slidgigt i knæene, og selv om det ikke er det samme, kan jeg mærke efter bare to dage hernede, at jeg har det bedre. Og Jeanette og jeg har altid gerne villet ned til varmen, funderer Brian.

I starten boede han og Jeanette et andet sted, mens de fik bygget deres drømmehus i Calahonda. Men de følte sig hurtigt hjemme på kysten.

- Det er forbavsende så hurtigt man lærer andre danskere hernede at kende. Der er lidt ”landsby” over det – alle kender hinanden. Og naboerne er nogle rigtig søde englændere – jo, vi er faldet godt til her, siger Jeanette.

- Egentlig burde man jo have spanske venner, så man var tvunget til at lære spansk. For problemet er jo, at man klarer sig udmærket her med at kunne engelsk, bemærker Brian, og Jeanette giver ham ret:
- Ja, man bliver nok lidt magelig. Men lidt spansk får man jo alligevel lært hen ad vejen, og jeg synes, jeg klarer mig nogenlunde med det spansk, jeg kan.

Ufrivillig bokse-pensionist
- Jeg har måttet se i øjnene, at jeg ikke kan holde til at bokse mere. Men ind imellem drømmer jeg da stadig om at vende tilbage til bokseringen, hvis bare kroppen kunne klare det, fortæller eks-bokseren stilfærdigt. Øjnene afslører, at det er svært at skulle affinde sig med, at bokse-livet er definitivt slut.

- Prøv at forestille dig, at du som 38-årig må se i øjnene, at det, du er allerbedst til – det, du allerbedst kan lide – kan du aldrig mere beskæftige dig med, siger Jeanette og sender sin store ægtefælle et medfølende blik.

Men Bokse-Brian sidder nu ikke til daglig med hænderne i skødet og begræder afslutningen på sin bokse-karriere. Han har fået en ny lidenskab.

- Ja, Brian er blevet medlem af den sekt, der hedder ”golf”, siger Jeanette og lyser atter op i et smil.

Brian kaster sig straks ud i en længere forklaring om en golfmatch, han har haft for nylig, og ord som ”pitch” og ”sandjern” fyger gennem luften. Øjnene lyser, mens han beskriver et særligt godt ”drive” – jo, supersværvægteren er i sandhed blevet angrebet af golf-bacillen. Og hans handicap, 20,8, afslører også, at han træner ret flittigt…

Internet fra stik-kontakten
Men familien Nielsen/Buchard har også jobs, der skal passes.
- Jeg har investeret i nogle grunde og byggeprojekter hernede – blandt andet i Almogía Golf-projektet. Og jeg overvejer da også, om jeg kan komme til at hjælpe til under selve byggeprocessen, funderer den tidligere slagter – og fortsætter så:

- Så har jeg investeret i et død-spændende projekt hjemme i Danmark. Virksomheden hedder PowerNet.dk, og det handler i korthed om, at vi alle sammen kan få både IP-telefoni, TV og internet – via el-nettet. PowerNet.dk er kommet rigtig godt fra start, og vi har fået nogle spændende hoteller og boligforeninger som kunder.

Interessen er stor, fordi der er mange penge at spare, så de næste par år skal vi bruge kræfter på at bygge firmaet op og få etableret samarbejder med nogle af de virksomheder, der har vist interesse for produktet, forklarer Brian, der har indvilget i at være virksomhedens kendte ansigt udadtil. Men han deltager også gerne i salgsarbejdet, når det kan lade sig gøre.

Agent for Malerifabrikken
Jeanette er ikke typen, der sidder stille med hænderne i skødet, og når hun ikke hjælper Brian med et af hans projekter, har hun altid en masse forskellige jern i ilden. Alligevel dumpede der en dag et brev ind ad døren - og her var hendes titel angivet som “hjemmegående”.
- Så fik jeg sgu travlt, for jeg vil ikke være ”hjemmegående”! Jeg er uddannet speditør og havde egentlig regnet med, at jeg skulle beskæftige mig med noget eksport til Danmark, men i stedet endte det med, at jeg begyndte at sælge Dyrberg/Kern-smykker hernede. Det har jeg så valgt fra her i starten af året, fordi jeg har fået et andet projekt. Jeg har nemlig fået agenturet for det danske Malerifabrikken her i Spanien, forklarer Jeanette, der nu er på udkig efter dygtige sælgere.

Skønt Brian for længst har sagt farvel til bokseringen, optræder han og Jeanette stadig jævnligt i ugebladene i Danmark. Det er noget, de begge tager helt afslappet. Faktisk betragter Brian samarbejdet med pressen som en slags uformelt forretnings-partnerskab.

- Jamen, vi har da levet godt af hinanden! Jeg har tjent næsten lige så mange penge på mine sponsorater, som jeg har på min boksning – og jeg har da kun været interessant at sponsorere, fordi jeg var så meget i pressen. Jeg har sgu et godt forhold til pressen, understreger Brian og mindes gamle dages bokseturneringer og ture:

- Især Ekstra Bladet og BT var med på de ture. Så sagde man bare til journalisterne: ”Nu lægger du lige pennen væk” – og så snakkede vi fis og hornmusik. Jeg synes altid, vi har kunnet snakke os til rette med journalister og fotografer – og sådan skal det også være.

Drømmer om
familieforøgelse

Ægteparret er tydeligvis faldet godt til i Calahonda og tager tingene stille og roligt – som de nu kommer.

- Jo, vi drømmer da om familieforøgelse. Men det må komme, når den slags nu en gang kommer, siger Jeanette, der godt er klar over, at alderen og tiden ikke længere er helt på hendes side. Men man har lov at håbe – og i mellemtiden nyder parret at få besøg af Brians to børn fra første ægteskab, Camilla på 10 og Steffen på 19. Camilla har lige været på besøg i efterårsferien sammen med en veninde, og farmands øjne lyser af stolthed, når han fortæller, at Camilla allerede er en rutineret fly-passager. Det er tydeligt, at familie og venner har stor betydning for parret.

- Derfor er det heller ikke noget problem at bo hernede. Familien er jo kun et par timers flyrejse væk, siger Jeanette, og Brian tilføjer:
- Ja, og vi trives hernede. Jeg har i hvert fald ikke noget behov for at flytte hjem igen!

Naia Bang / Texthuset
Fotos: Poul Frey Skøtt
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2005

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga