
Hundens spisevaner
Skrevet af Solkysten
Dyrefoder kan være en bekostelig affære, og det frister mange til at give den madrester - en stor fejltagelse. Hundens mave er anderledes end menneskets, og det eneste man opnår er at hunden får dårligt helbred på grund af fordøjelsesproblemer. Det giver til gengæld udgifter til dyrlægen. Måske plejede vores forældre at fodre hunden med rester, men i dag er hundefoderet mere kompleks, og dyrlægevidenskaben mere avanceret.
Om man bruger tørfoder eller dåsemad er op til en selv og hunden, forudsat at det er et anerkendt mærke. Der er også nogle gode kødruller på markedet. Tørfoder har den fordel at det er nemmere at bære hjem. Man skal bare være opmærksom på, at det man køber er fuldfoder og ikke en “mixer”, som er kiks, der skal blandes med kød.
Lad være med at skifte mærke. Vi mennesker kan godt lide at få forskellig mad hver dag. Det ville være dræbende kedsommeligt at spise det samme hele tiden. Men sådan er det ikke med hunde. De vil have det samme hver dag - og det bliver ikke ensformigt for dem. Ved at skifte foder risikerer man kun, at de får problemer med maven.
Efter min bedste overbevisning er det ikke så vigtigt, om man fodrer sin hund en eller to gange om dagen, bare man er konsekvent. Det kommer i mange tilfælde an på ens daglige rytme. Det der er vigtigt er at man ikke bliver ved med at fylde skålen, til hunden ikke kan spise mere. Det kan godt være den tigger, når den har spist op, men man må være standhaftig, hvis hunden ikke skal ende med at blive overfed. Det går ud over helbredet og forkorter dens liv.
På de fleste pakninger er der angivet doseringer, og de skal tages med et vist forbehold. Hundens størrelse er ikke altafgørende for fodermængden. En ung, veltrænet hund, der går lange ture hver dag, skal have større mængde end en ældre hund, der bliver luftet i haven og på en kort spadseretur rundt om parken. Det er en god ide at fodre gamle hunde og hvalpe tre gange om dagen - med meget små portioner.
Et ben er en rigtig lækkerbisken for hunden, men pas på med splinter. Giv den aldrig nogensinde kyllinge- og lammeben. Hvis man kan få et godt marvben fra slagteren, vil hunden få stor fornøjelse af det, og det er også godt for dens tænder.
Mange hundeejere er bekymrede over om deres hund er overvægtig. Man kan slå idealvægten op i bøger, men de fleste hunde er krydsninger, og det gør det sværere at beregne, hvor meget de bør veje. Det bedste er at spørge dyrlægen, som har undersøgt tusindvis af hunde og med det samme kan se, om hunden er for tyk.
Er man i tvivl om, hvor meget hunden skal have at spise, kan man prøve - en enkelt gang - at give den så meget den kan få ned. Derefter beregner man 70 pct. af den mængde. Det er en udmærket målestok, og man risikerer ikke at overfodre hunden.
n Peter Harrison
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - December 2005
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - December 2005

