Julemad og kolesterol
Skrevet af Solkysten
Kolesterol er et af vores vigtigste byggematerialer. De 95 pct. af vores samlede kolesterol danner vi selv, mens ca. 5 pct. kommer fra den mad, vi spiser. Kolesterol bruges til opbygning af cellevægge, binyrebark og kønshormoner såsom østrogen og testosteron D3-vitamin og galde. Desuden er kolesterol også en antioxidant. Det er kun mad fra animalske kilder, der indeholder kolesterol f.eks. er der kolesterol i æg, kød og mejeriprodukter. Et gennemsnitsmenneskes krop indeholder ca. 150 g kolesterol. Kolesterol er som regel let at fjerne, hvis kosten indeholder tilstrækkeligt med fibre, hvorimod en fiberfattig kost øger blodets indhold af kolesterol.
I de sidste år er der blevet vist kolesterol så megen opmærksomhed, at så snart man hører ordene forhøjet kolesterol tænker man automatisk på hjertekarsygdomme, og dog mener visse eksperter at forbrug af sukker og et højt serum triglyceridniveau lige så ofte er årsag til hjertekarproblemer som et højt kolesterolniveau.
Der findes flere forskellige slags kolesterol. De to vigtigste er HDL – huskes lettest som det ”hyggelige” kolesterol og LDL – der lettest huskes som det ”lede” kolesterol. Når man tidligere målte kolesteroltallet i blodet, slog man de to tal sammen, men det kan ikke rigtig bruges til noget, så nu måles HDL og LDL næsten altid hver for sig. Hvis LDL er meget forhøjet, kan der være antydet en risiko for hjertekarsygdom. Det samlede kolesteroltal angives i mg pr. dl blod. Det samlede kolesterol må helst ikke overstige 225.
Normalværdier for HDL ligger mellem 30–90mg/dl, mens normale LDL værdier ligger mellem 50–190 mg/dl. Hvis kolesterolniveauet sænkes kritikløst, advarer andre eksperter om at det statistisk kan forøge antallet af ledproblemer, selvmord og kræft. Robby Curdorf skriver, at et samlet kolesteroltal under 180 kan være farligt, og at der så er større risiko for at dø af et slagtilfælde, hjerneblødning, alkoholisme, stofmisbrug og rygning, leverkræft, lungesygdomme, samt at få depressioner og selvmordstanker. Så det er bedst at finde den gyldne middelvej.
Selvom det for nyligt er konstateret, at kolesterol ikke helt er den synder, man har anset det for at være, hvis der samtidig er tilstrækkeligt med antioxidanter i blodet, føles det mest betryggende, hvis kolesterolværdierne er indenfor normalværdierne.
Er dit kolesterolniveau for højt, er der en masse, du selv kan gøre for hurtigt at få det normaliseret. Spis færre animalske produkter og mere planteføde. Små tips, når du spiser julemaden er at droppe smør på brødet, at spise mere af salaterne og kålene, rødbederne, rødkålen og asierne. Du kan nøjes med at nippe til medisterpølsen og flæsket. Spis godt med groft brød. Det allervigtigste er at spise langsomt og nyde hver mundfuld, så føler du dig meget hurtigere mæt. Stress kan forøge kolesterolproduktionen Det samme kan forskellige former for medicin, pesticider og tungmetaller. Kaffe, cola, tobaksrøg og sukker kan øge kolesteroltallet. Så du må nøjes med at nippe forsigtigt til julegodterne.
Et af de nyere naturlige midler til at sænke et for højt kolesteroltal er policosanol, der udvindes af cubanske sukkerrør. Det findes i flere produkter bl.a. Vasovital. Undersøgelser har vist, at det kan være godt at kombinere omega 3 olier og policosanol. Indenfor omega 3 familien er sælolie ved at vinde indpas både som hjælp ved forhøjet kolesteroltal og på ledsmerter. Rød ris, der fås i kapselform, har også vist sig at være effektiv. Vi må også tænke på tilskud af C-vitamin, E-vitamin, Niacin (B3) Q 10, B6, selen, zink, krom, hvidløg og lecithin.
Et middel kaldet Type-2 bestående af kanel, gurkemeje og hvidløgsekstrakt, giver gode muligheder for kontrol over både blodsukker og kolesteroltal. Beslutter du dig til at hjælpe dig selv til et godt kolesteroltal, foreslås at du måler kolesteroltallet hver anden måned for at sikre, at kolesteroltallet er på vej der, hvor du ønsker det.
Ønsker du at øge det beskyttende HDL kolesterol, er det godt at spise løg og hvidløg, fisk, lecithin, ginseng, krom samt vitaminerne C og E. Ligeledes forøges HDL ved konditionstræning f.eks. spadsereture, cykling, dans og andre aktiviteter, der giver sved på panden. Det er også godt at få rørt lattermusklerne, så det kan være en ide at vælge de morsomste jule- TV programmer.
Juletid er også influenzatid
Fra november til marts er der normalt højsæson for influenza. Især har den det med at brede sig i juletiden, antageligt fordi så mange mennesker tit er forsamlede. Her i Spanien er mange mennesker ofte samlede fra mange dele af verden, så der er rig lejlighed for mange forskellige vira at ”muntre” sig og sprede influenzasmitte af mange forskellige slags. Denne vinter er frygten for den berømte fugleinfluenza nok i de fleste menneskers tanker. Hvordan det kommer til at gå, ved vi ikke, men det er vigtigt ikke at lade frygten styre os, men i stedet styrke os med en rimelig sund livsstil iblandet en masse glæde og munterhed, idet glæde er en vigtig ingrediens til et godt forsvarssystem.
Det hedder ikke for ingenting ”i denne søde juletid”. De fleste af os elsker julegodter, men vi må være opmærksomme på at sukkerstofferne hindrer vores immunforsvar i at fungere ordentligt og øger antallet af forkølelse og influenza. Er influenzaen brudt ud, kan det gøre gavn at spise kyllingesuppe, hvidløg, C-vitaminrige fødevarer m.m. Det skal lige nævnes, at ingefær kan ødelægge influenzavirus
Influenza varer som regel tre-fem dage, men mange kan føle sig trætte i lang tid efter. En almindelig komplikation kan være lungebetændelse, så det er værd at tage influenza seriøst og tage den med ro og hvile meget. Influenzaen bliver ofte mere aggressiv hvis man ignorerer den, og f.eks. fortsætter med at gå på arbejde eller at dyrke sport.
Der er flere forskellige naturmidler, der kan lindre og forkorte influenzatiden.
Kamillete kan berolige og hjælpe på en eventuel irritationshoste, og da det også er vigtigt at drikke rigeligt, kan det gøre godt med to-tre kopper dagligt. Ekstrakt af hyldebær kan både forebygge og forkorte et sygdomsforløb. Det samme gør Kan Jang, der et middel med andrographis paniculata og russisk rod. Et homøopatisk middel Reckeweg nr. 6 holder jeg især meget af, bl.a. fordi jeg synes, den er fantastisk til at lindre de smerter i kroppen, der ofte følger med en influenza.
Forebyggelse af demens
En stor undersøgelse, der har været publiceret i tidsskriftet Neurology viser, at mental stimulering hele livet kan modvirke udviklingen af Alzheimers sygdom. Således ser det ud til, at hjernen nyder godt af vedvarende aktivitet.
Jo ældre man bliver, jo større rolle ser det også ud til, at folinsyre (B9) spiller. Hjernen - især hos ældre mennesker - er særlig sårbare for folinsyremangel, men heldigvis kan denne mangel let rettes med et par måneders indtagelse af folinsyre.
Selvfølgelig er der mange andre faktorer, der også spiller ind, men undersøgelser viser, at mangel på folinsyre kan være med til at ”stjæle” vores hukommelse.
CRP – C-reaktiv protein
CPR er en undersøgelse, der viser, hvorvidt der er en inflammation til stede i kroppen. Forhøjet CRP indikerer, at der en inflammation, og dette kan give større risiko for hjertekarsygdom, slagtilfælde, cancer og andre aldersrelaterede lidelser.
Et studium viser, at brugen af multivitaminpille kan sænke CRP. Det viste sig også, at CRP også kan sænkes med C-vitamin og B6. Også vitamin E og K og omega 3 og 6 olier samt brændenældeekstrakt – ca. 1.000 mg daglig, suppleret med en god og sund diæt har vist sig, at kunne sænke CRP.
Den rigtige tandpasta
Smil, optimisme og venlighed har det med at smitte. Et dejligt smil luner langt ind i sindet. Og det er dejligt at smile, hvis man kan vise nogle velplejede tænder. Tændernes tilstand betyder meget for vores velbefindende. En masse selvtillid og en del af vores identitet sidder i tænderne. Blandt megen anden tandpleje er det derfor vigtigt at vælge den tandpasta, der passer til dit behov med naturlige ingredienser, fri for syntetiske aroma- og farvestoffer. Lider du af parodontose, kan det være en ide med Echinacea tandpasta. Mange beretter at aloe vera tandpasta nedsætter tendensen til plak. Det samme gør Weleda Sole tandpasta. Nogle mennesker kan ikke tåle pebermynte i tandpasta. Det undgås i Weledas Calendula tandpasta samt i visse homeopatiske f.eks. Homéodent 2 og tandpasta med neem der modvirker karies. Ønsker du en mild slibning er det Weledas Ratanje, der indeholder et mineralsk slibemiddel af kridt.
Nyd julefesterne sammen med familien
En engelsk undersøgelse viste, at fælles familieaktiviteter, f.eks. familiefester, religiøse samvær, restaurationsbesøg og biografture beskyttede de unge med stress og depressioner.
Elsker du pandekager?
Hvis du - som jeg - elsker pandekager, men ikke kan tåle dem, fordi du ikke har det så godt med hvedemel, kan du i stedet bruge en blanding af Quinoamel og rismel. Ahornsirup kan være et sødt og sundt tilbehør til pandekagerne.
Næring skal tages alvorligt
Intet er helt sort eller helt hvidt, men mange mennesker angiver at have fundet styrke og sundhed ved overvejende at leve efter blodtypekosten. Peter DÀdamo’s teori går ud på at blodtype O har bedst af proteinrig kost inklusiv kød, mens mælkeprodukter ikke er gode. Blodtype A har bedst af en vegetarbaseret kost evt. tilføjet lidt kylling og kalkun. Også her er mælkeprodukter ikke gode.
Blodtype B har bedst af vildtkød f.eks. hare, lam og rådyr, men må undgå kylling. De kan til gengæld godt tåle mælkeprodukter. Blodtype AB trives bedst på vegetarkost, bør undgå kylling, men tåler tilskud af kød og mælkeprodukter.
Mikrobølgeovn ja eller nej?
Uanset der måske mangler underbygget dokumentation for mikrobølgers uegenthed til daglig madlavning, så synes jeg, at mad der kommer ud af en mikrobølgeovn smager af mindre.
Vidste du
At C-vitamin har stor betydning for tandkødets sundhed. Derfor kan det være godt med et dagligt tilskud af C-vitamin – især hvis du er ryger.
www. sund-forskning.dk
er et forum, med masser af emner, der rører sig på det alternative marked. Du kan finde lidt af hvert bl.a. er der debatter, oplysning om urter, vitaminer og mineraler, sygdomme, livsstil, nyheder m.m.
Er dit barn kræsen?
Vil du gerne give dit barn en god børnevitaminpille, men dit barn har totalt nægtet alle dine forsøg med forskellige tyggevitaminer. Så kunne det måske være en ide med en ny børnevitamin til børn, der smager af lakrids nemlig Omni-Mini – Lakrids.
En rigtig glædelig og velsignet jul med en masse munterhed og glæde!
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - December 2005
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - December 2005

