Jeg havde længe haft lyst til at aflægge Baena et besøg under påskeugen, men manden, jeg er gift med, har været yderst tilbageholdende blot ved tanken om de mange decibeller, de tusindvis af trommer kunne præstere (og det gør de!). År for år blev jeg ved med at udsætte min påskeudflugt til Baena. Blev i mellemtiden af spanske venner introduceret til Manolo, der er bankdirektør i ovennævnte by - tykmavet, sort overskæg, sort manke, øjne, der smiler bag det moderne brillestel. "Jeg holder weekend på kysten, men skal tilbage til Baena for at være sammen med min "turba". Det er jo påske i næste uge, jeg skal øve mig lidt på min tromme og i øvrigt have tøjet frem. Har du forresten ikke lyst til at smutte op til Baena? Du bliver henrykt! Lad os aftale et møde...". Det gør vi: Skærtrosdag kl. 14.00 på "Casa del Monte".

Min mand lader sig ikke rokke fra kysten p.g.a. sin allergi overfor støj. Han mener, at han ikke vil være i stand til at nyde en påskestemning med trommer, der "spiller førsteviolin". Et par gode venner er derimod begejstrede ved tanken om at opleve en helt speciel måde at fejre påsken på, er ikke spor sensible ved tanken om det gevaldige trommeslageri, der har gjort Baena så berømt.

Afsted - afsted. Ca. to timers kørsel, så er vi der. Byen ligger i Córdoba-provinsen, så det er klart, at vi skal stile efter Córdoba (ad N-331), passere Lucena, hvorefter skilte automatisk fører os videre til Baena. Nemt at parkere, selv i påskeugen. Når dette er sket, skal man stile efter La Plaza de España.

Det gør vi, for netop her ved jeg, der findes et par barer med udendørsservering, Vi vælger den, der bærer det sjove navn "Es primero de la mañana". Klokken er knap 12.00, men der er liv overalt. Det mest kuriøse indslag i gadebilledet er selvfølgelig de rødklædte trommeslagere, der enten stryger forbi eller gør ophold på baren, dog uden at slippe trommen - bum-bum-bum - midt imellem en "fino" og en øl. Det er også her, vi for første gang oplever en "disput" af trommer, der tilhører de to rivaliserende Broderskaber. Det siger sig selv, at støjniveauet er højt, men til gengæld er der stemning så det batter... Inden jeg går videre, ville det være på sin plads med lidt information.


Baena, en by med 20.000 indbyggere, har to religiøse Broderskaber, hvis medlemmer populært kaldes for "judios" (jøder). Deres vigtigste attribut er trommen. Dragten er den samme: Rød jakke, sorte beklæder og så en forgyldt metalhjelm, forsynet med sort eller hvid hestehale, hvoraf navnene: Coliblancos og Colinegros. Medlemmerne er inddelt i grupper, der kaldes for turbas, og hver en turba har en slags dirigent, en såkaldt cuadrillero, der er let genkendelig, for han medbringer en stok som symbol for sin værdighed.

Baenas religiøse broderskaber går tilbage til det XVI årh., men begrebet "judio" samt tilhørsforholdet til den religiøse klan af Sorthalede (colinegros) eller Hvidhalede (coliblancos) opstod først i det XIX årh. d.v.s. lige efter krigen mod Napoleon, hvor de spanske soldater, altså dem der overlevede, plejede at møde op til påskeprocessionerne iført deres røde uniform samt medbringende deres våben. De havde kæmpet imod franskmændene, var sluppet levende ud af det, følte trang til at sige tak ved at deltage i påskeprocessionen. Geværet blev senere udskiftet med en tromme, en skik, der bevares den dag i dag.

De Sorthalede er medlemmer af Padre Jesus Nazareno Broderskabet, de Hvidhalede af Padre Jesus del Huerto Broderskabet. I snart 200 år har de to broderskaber ført en fredelig kamp om den ledende placering i påskeoptoget, der i øvrigt byder på "konger", "profeter", "apostle", "romerske soldater" samt bunker af "nazarener", iført farvestrålende tunikaer.

Kappestriden mellem Los Colinegros og Los Coliblancos er så stor, at de undgår hinanden, men skulle de mødes, prøver de hver især at overdøve hinanden ved at slå på deres respektive trommer. Bum-bum-bum-bum-bum ... Det kan tage tid, og ofte efterlader trommeslageren ikke alene sin sjæl, men også sit blod på det fintspændte trommeskind.

Vi får en forsmag på denne stadig eksisterende rivalisering på Plaza de España, hvorfra vi begiver os mod den gamle bydel - La Almedina. Har tid til et lyn-besøg på byens Arkæologiske Museum (Casa de la Tercia), fortsætter mod borgen. Under vor vandring igennem det yderst charmerende gamle kvarter møder vi konstant sort- og hvidhalede "turbas". De dukker op fra sidegader, små stræder, opgange ... Som champignoner efter et større regnskyl. Sjovt er det også at konstatere eksistensen af ... individualister - en enkelt trommeslager, fuldstændig fikseret i sin tromme, koncentreret om sine slag. Bum-bum-bum - på vej til Plaza de España. En stolt familiefar er på vej i samme retning ledsaget af et par rollinger i børnehave-alderen. Der er gang i trommerne, skal jeg love for. Jeg bliver fascineret af børnene, der i så ung en alder allerede har fået sans for trommernes "musik" og rytme.

Spadsereturen op til brogen vil jeg kalde for obligatorisk. Ikke alene får man rørt benene, taget dusinvis af billeder af nedadgående trommeslagere på vej til Plaza de España, men man får også lejlighed til at lade sig betage af historiske bygninger og monumenter, samt suge stemning i La Almedina - den ældste del af byen, der opstod som et ganske respektabelt forsvarsanlæg engang i det X årh.

Ruten, jeg kan foreslå, er ganske enkel: Vi forlader Plaza de España, hvor vi forinden lige kaster et blik på et ganske sjovt indslag i gadebilledet: En kæmpetromme, der hviler under et par yuca'er: "El monumento al tambor" - et monument til ære for trommen ... Ad C/. Juan Rabadán begiver vi os mod Plaza del la Constitución, hvor der venter os en ny overraskelse "El monumento al judio": På toppen af en 10 meter høj søjle har kunstneren anbragt en bronzefigur af en trommeslager - byens symbol. Ideen er ganske original, ikke sandt? Vi fortsætter derfra videre mod borgen, giver os tid til at slentre i La Almedina. Denne del af byen er præget af historiske begivenheder og legender, men det er jo ikke tema for månedens artikel, så jeg vil springe elegant over oplysninger, der ikke har relation til påskeugen.


Vi skynder os tilbage til Plaza de la Constitución, til Mesón Casa del Monte, et af Baenas velrenommerede spisesteder (rustikt interiør, udendørs servering med view over plaza'en). Ved 14-tiden er der næsten fuldt optaget, dog lykkes det for os at få et bord. Mens vi venter på Manolo kommer jeg i tanke om en sentens, der lyder således: "Menneskets bedste ven er hverken hunden eller hesten. Nej, menneskets bedste ven er en ración pata negra-skinke". Den bestiller vi, og mens vi nyder hver en bid og skyller ned med en Rioja de la casa, får vi øje på Manolo, der træder ind af døren med sin "turba".

Bum-bum-bum ... Bum-bum-bum. Han ser mig, men slipper ikke sine trommestikker, for en Sorthalet turba, der forinden har gjort sig præsent i restauranten, er i fuld gang med at provokere de nyankomne, der tilhører de Hvidhalede. Der slås på tromme, så det batter, i takter, der skifter og lyde, der changerer. Støjende er det, men bestemt ikke uinteressant.

Efter en tromme-disput på ca. 15 min. bestemmer Manolo sig for at stop. Har nu tid til at snakke med mig. "Como estás guapa? Te gusta el ambiente? Vén conmigo, te voy a enseñar a tocar ..." Han overlader mig sin tromme (uf! den vejer) og sine trommestikker. Jeg gør et par forsøg til stor morskab for de fremmødte restaurationsgæster, alle spaniere selvfølgelig.

Det viser sig at Manolo er en udmærket informationskilde. Fortæller mig, at næsten hele byen er involveret i påskeugens traditioner. At man tilhører enten de såkaldte "Colinegros" eller "Coliblancos". At dem, der ikke kan finde ud af at slå på tromme optræder som "romerske soldater" eller "nazarener". At de mindrebemidlede (den største del af befolkningen) indtil for nylig tilhørte de Sorthaledes Broderskab, for den sorte hestehale var billigere at anskaffe. At byens velbeslåede borgere var medlemmer af det Hvidhalede Broderskab (for den hvide hestehale var ret så dyr). At trommerne går i arv. At der findes en skole - "Escuela de redoblantes", hedder den - hvor børnene får undervisning i trommeslageri. Det gælder børn af begge køn. At de Sorthalede efterhånden har fået en social status, der afskaffer evt. mindreværdskomplekser og tillader køb af en hvid hestehale. At man kan få trommen til at lyde på et utal af måder. Kan få den til at synge. Alleluya!!! Sådan en tromme kaldes for cantarín, og den er der en del af ... Og så fortæller Manolo mig i øvrigt om udgifterne forbundet med medlemsskab af det ene eller det andet Broderskab. Det er ikke småpenge, det drejer sig om:

Tromme - 35.000 pts.
Rød jakke - 60.000 pts.
Sorte benklæder - 20.000 pts.
Bukserem - 2.500 pts.
Silkeskærf - 5.000 pts.
Ring til skærfet - 5.000 pts.
Forgyldt hjelm 200.000 pts.
Fjerpynt til hjelmen - 20.000 pts.
Sort hestehale - 30.000 pts.
Hvid hestehale - 60.000 pts.

Pyt med udgifterne, bare man har det rart ... Hele året rundt mødes medlemmerne, d.v.s. "los judios" for at stemme trommerne og så ellers hygge sig.

Urets viser nærmer sig 5-tallet. Vi tager afsked med min spanske bekendt og hans "turba". Smutter ned og forbi Plaza de España, fortsætter mod byparken, hvor alle byens trommeslagere samles for derfra at starte på en langvarig procession, der slutter i morgentimerne.

Vi bestemmer os til at køre hjem, for vi har ikke bestilt hotelophold. Husk, at Skærtorsdag er den bedste dag til at opleve Baenas trommeslagere i dagtimerne. Har man lyst til at overnatte, kan jeg anbefale hotel "Iponuba" (tlf. 955 67 15 23). For yderligere information: Ayuntamiento'en tlf. 957 67 15 54.

I år 2000 var vi de eneste udlændinge på stedet. I år 2001 er vi sikkert flere, hvad jo også er meningen med denne artikel.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---