FELIPE V efterlod sig ved sin død sønnen Fernando fra sit første ægteskab med Luisa af Savoyen samt 6 børn fra sit ægteskab med Isabel Farnesio.

Fernando havde som de fleste prinser og prinsesser på den tid haft en trist og ensom barndom. Hans mor døde kort efter hans fødsel, og han så ikke meget til sin far, som led af de hyppige anfald af tungsind og melankoli, som med tiden udviklede sig til en form for skizofreni. Han følte sig til gengæld stærkt knyttet til sin 6 år ældre bror Luís, og det var derfor et hårdt slag for ham, da denne døde i l6-års alderen.

De to brødre var blevet opdraget sammen med deres 6 halvsøskende fra faderens andet ægteskab med den ambitiøse Isabel Farnesio, som naturligt nok ikke havde meget tilovers for sin mands børn af et tidligere ægteskab, da de mindskede hendes førstefødtes mulighed for at komme i betragtning som tronfølger. Fernando var i en alder af 11 år blevet erklæret Prins af Asturien og dermed tronfølger, og nu gjaldt det om at finde en passende brud til den unge prins.


Dronningen så her chancen for at få sine ønsker opfyldt med hensyn til at anbringe sine sønner på Europas troner og se sine døtre gift med arveprinser. I l728 indledte man forhandlinger med det portugisiske kongehus om et dobbeltbryllup mellem den portugisiske kongens ældste datter Barbara af Braganza og den unge Fernando, mens Isabel Farnesios datter Maria Luisa Victoria blev forlovet med José, den portugisiske tronfølger.

Året efter fandt brylluppet sted på grænsen mellem de to lande ved floden Caya med al den pomp og pragt som en sådan begivenhed kræver det.

Ana Victoria på 11 år og Barbara på l7 tog grådkvalt afsked med deres forældre og søskende for at begive sig til et nyt hof i et nyt land sammen med deres ægtemænd på l5 år.!


Barbara Braganza havde fået den strenge opdragelse som var skik og brug ved de europæiske hoffer, især de spanske og portugisiske. Hendes store interesse var musik, noget der førte hende i forbindelse med de store kunstnere, som på den tid triumferede i Europa. Men hun var også meget interesseret i bøger, og under hendes overvågen blev der trykt flere bøger på slottets eget lille trykkeri. Foruden portugisisk og spansk, talte hun også fransk, tysk og latin.


Til gengæld gjorde hendes udseende i første omgang ikke noget fordelagtigt indtryk på Fernando, som protesterede heftigt over, at det portræt, han havde fået tilsendt af hende absolut ikke svarede til virkeligheden og han ønskede ægteskabskontrakten ophævet. Hendes alt for store mund med de svulmende læber, hendes tykke kinder og små øjne var en store skuffelse for ham, så alt tydede på, at dette ægteskab ville blive en fiasko. Ikke desto mindre gik disse forudsigelser ikke i opfyldelse. Det viste sig tværtimod, at deres fredelige karakter og temperament og deres fælles interesser med tide forenede dem i et lykkeligt ægteskab.


Til trods for at Fernando var tronfølger, sørgede Isabel Farnesio for, at prinseparret blev udelukket fra regeringens affærer, mens Felipe V levede, og hun tillod heller ikke, at de fik kontakt med de forskellige landes udsendinge, og det gik så vidt, at hun ikke tillod dem at bo i kongeslottet El Buen Retiro i Madrid.

I virkeligheden passede det Fernando og Barbara meget godt. Så vidt det lod sig gøre undgik de hoffets intriger og politiske interesser. De havde nok i hinandens selskab, Barbara komponerede små musikstykker, som blev spillet af et lille kammerorkester, hvor hun selv spillede på spinet. De var også begge glade for livet i naturen og foretog hyppige udflugter.

Den eneste skygge i deres tilværelse var at de ingen børn kunne få. Denne barnløshed var derimod til stor glæde for Isabel Farnesio, som allerede nu øjnede en chance for, at hendes forgudede søn, Carlos, med tiden kunne blive kongen i Spanien (hvilket han også blev under navnet Carlos III).

Denne rolige tilværelse fik en brat ende, da Felipe V pludselig døde i l746, og Fernando blev udråbt til konge. Ifølge den engelske ambassadør var den nye konge i besiddelse af en venlig og rolig karakter men med tilbøjelighed til pludselige og temperamentsfulde reaktioner eller perioder af melankoli, egenskaber han uden tvivl havde arvet fra sin far. Hans intelligens var middelmådig og hans usikkerhed og manglende evner til at tage beslutninger gjorde ham ikke særlig egnet til at tage sig af regeringens problemer.


Fernando VI arvede et imperium, hvor de mange krige havde bragt landet i økonomiske vanskeligheder, og alle hans bestræbelser gik derfor ud på at undgå krig og bevare freden, og heri fandt han en god støtte i Barbara, uden hvis opmuntring og råd det ville have været meget vanskeligt for ham at komme igennem denne nye fase i tilværelsen.

Så snart det lod sig gøre, prøvede han at afslutte de forskellige krigshandlinger, som var opstået i den tid Isabel Farnesio havde været dronning. Fred med alle og ikke krig med nogen var hans motto. Selv om England og Frankrig forgæves prøvede at bryde denne neutralitet lykkedes det at holde Spanien udenfor krigeriske konflikter i Europa og derved give landet en hårdt tiltrængt fred.

Fernando og Barbara regerede over en befolkning på l9 millioner, hvoraf halvdelen boede på den iberiske halvø og den anden halvdel i de oversøiske besiddelser i Amerika, især i det der i dag er Mexico, og områderne ved Rio de la Platafloden, i dag Argentina, Chile og Peru. Det var regioner, hvor der ligesom i moderlandet var tydelige tegn på en social og økonomisk transformation.

Hvad angik forholdet til kirken lykkedes det den meget religiøse Fernando VI efter lange og hemmelige forhandlinger at forbedre forholdet mellem Rom og Madrid efter de uoverensstemmelser, der var opstået under arvefølgekrigen, hvor Pave Clemente XI havde anerkendt den falske Carlos III som konge i Spanien.

Trods denne fredelige indstilling varede det ikke længe før der opstod uenigheder mellem de forskellige politiske partier indenfor hoffet. Nogle af ministrene sluttede sig til Isabel Farnesios gruppe, som ønskede at føre den gamle magtpolitik i Europa videre med en udtalt hældning til franske interesser, mens de, der samlede sig omkring Barbara og Fernando VI var stemt for en fredsvenlig politik med interne reformer og et mere snævert forhold til Portugal og England.

Fernando afskedigede flere af de gamle ministre og udnævnte to nye, som blev dem, der i hele hans regeringstid kom til at bestemme såvel indenrigs- som udenrigspolitikken.


Der er skrevet meget om disse to ministres diametralt modsatte karakterer. Carvajal stammede fra en adelsfamilie i familie med det portugisiske kongehus, mens Ensenada var af beskeden herkomst fra Aragonien.

Carvajal søgte altid et snævert forhold til Portugal og England for på den måde at befri sig for det franske indflydelse mens Ensenada hældede til en politik, som var vendt mod de franske Borboners reformer.

På samme måde viste deres forskellige interesser sig med hensyn til indenrigspolitikken. Ensenada var tilhænger af en genopbygning af den spanske flåde for at binde de spansk-amerikanske kolonier nærmere til moderlandet og forhindre Englands piraterier i de spanske farvande på begge sider af Atlanten. Carvajal derimod gik ind for en stærk hær, som kunne modstå franske angreb.

Disse forskellige indstillinger kunne have fået negativ indvirke på regeringens effektivitet, men på en eller anden måde kompletterede disse to mænd hinanden, og kongeparret kunne regere i harmoni med deres egen opfattelse af rigets problemer.

Fernando og Barbaras interesser for musik medvirkede til opførelsen af italienske operaer, og der blev organiseret koncerter ved hoffet og iscenesat kostbare festligheder ved kongeslottet i Aranjuez. I l752 blev Akademiet for de Skønne Kunster "San Fernando" grundlagt i Madrid, og det blev stedet for fremtidige kunstneres uddannelse.


I l758 døde Barbara Braganza efter længere sygdom. Dette tab var for meget for den svage og følsomme Fernando. Han blev offer for en dyb depression, ville ikke mere høre tale om regeringens affærer, og den eneste der havde adgang til ham var hans yngre halvbror, som havde trukket sig tilbage fra kardinalværdigheden for at leve et verdsligt liv. Fernando VIs tilstand forværredes i den grad, at han nægtede at tage føde til sig og han døde i l759 knap et år efter at have mistet Barbara.

Fernando VI fik tilnavnet Den forsigtige, og han var heller ikke nogen brillant konge, men til forskel fra sin far gennemførte han de indre reformer, som han havde iværksat og han frelste landet for nye blodige krige.

Hans regeringstid var kort og kan betegnes som en overgangsepoke mellem Felipe Vs urolige regeringstid og hans efterfølger Carlos IIIs måske alt for reformfulde regering.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---