Om det var Livingstone eller Stanley, der nåede frem til Nilens kilder, husker jeg ikke, og mærkeligt nok står det ikke nævnt i min ellers udmærkede LAROUSSE. Uanset hvem, der fik æren, må man sige "Chapeau!". Se, det var sager ... At nå frem til Rio Grandes kilder er knap så stor en præstation, og vil af samme grund aldrig blive nævnt i en videnskabelig beretning. Lidt ærgerligt, ikke sandt? Især, når man tilhører en vandreklub med ambitioner.

Flodens udspring har uden tvivl været kendt i århundreder, ja måske i årtusinder, men jeg tør vædde min gamle Panama-hat på, at kun et yderst beskedent antal "blegansigter" kender ruten. Vor lille vandreklub kan vel nok derfor kalde sig for banebrydende for alle de af Solkystens læsere, der gerne vil opleve en helt exceptionel vandretur. Eneste betingelser:

- Et godt vandrehjerte, d.v.s. en nogenlunde fysisk kondition.
- Et par gode kondisko og eventuelt en stok.
- En rygsæk, der under en pause kan fremtrylle en varm kop kaffe, en kold øl og et par lækre sandwich.

Månedens rute bringer os endnu en gang til Sierra de las Nieves - en enestående naturpark, der bl.a. udgår fra Yunquera, en charmerende andalusisk landsby, der har været på tale i en forudgående artikel.

Jeg vil anbefale en start fra Plaza del la Constitución, byens hjerte, hvor man også let kan parkere, især i en week-end. Når dette er sket, skal man spørge sig frem til Calle Agua, der ligger lige om hjørnet ... Det går nedad indtil Molino de las Patos, en gammel mølle, der som en afdanket "Hollywood-diva" er præsent, men til ingen nytte. Er let genkendelig, opført som den er lige op ad en aquadukt, hvor en livlig bæk bryder sig vej gennem et landskab, der præges af frugtplantager og urtehaver.

Vi skal nu over broen for at komme videre. I starten går vejen nedad - Hoila-hi, Hoila-ho - når så frem til et kryds, hvor vi fortsætter til venstre indtil, så vidt jeg husker, den cementerede vej holder op for at fortsætte som grusvej, der byder på en let stigning. Konstant har man et enestående view til landsbyen samt til et landligt miljø, der er ligeså smilende som en forelsket teenager.

Ruten, vi følger, burde automatisk føre os til et elektricitetsværk, der i folkemunde er kendt som La Fabrica de la Luz (lysfabrikken). På skitsen, jeg har fået udleveret på turistkontoret, ser det ud til at være en let sag at nå frem til stedet. Det viser sig at tage længere tid, end vi oprindelig troede (over en time), og for ikke at tage fejl, har vi i mellemtiden standset både en en bondemand på muldyr og en yngre karl, der på ryggen af samme firbenede væsen er i fuld gang med at transportere bygningsmaterialer fra den ene side af åen til den anden, hvor en af Yunqueras "nuevos ricos" er ved at bygge sig en pragtvilla i to etager. Stedet er utilgængeligt for de sofistikerede maskiner og byggekraner - det kan vi godt se - så den lykkelige ejer af det store hus får sin drøm opfyldt ved hjælp af en del firbenede væsener, der oven i købet aldrig før vrøvl og ej heller kræver lønforhøjelse.

Efter at have spurgt os frem, får vi at vide, at vi skal fortsætte lidt endnu, indtil vi når frem til en vejgaffel, hvor tre veje går i hver sin retning. "Hold jer til den midterste", blev der sagt. Og det gør vi... (Hoila-hi, Hoila-ho). Pludselig får vi øje på "lysfabrikken" - en nydelig, hvid bygning, der godt kunne minde om en rigmandsvilla af større dimensioner. Med dét, der hører sig til: Tårn, haveanlæg, brønd, udsigt ...

Her skal vi til at holde vor allerførste, tiltrængte kaffepause. Stedet er yderst idyllisk, ligger lige ned til Rio Grande, hvis kilder er dagens mål. Stilheden bliver afbrudt af en bil, der parkerer. Det viser sig, at chaufføren er elektricitetsværkets tilsynsførende. "Hóla, amigos! Que tal? - Que os lleva por aqui?" Vi giver pote, præsenterer os ... Det gør han også: "Me llamo José Rey Aguila - mas feliz que un rey y mas libre que una aguila... Os enseño la fabrica?" Han finder frem til sin nøgle og lader os passere ind til "lysfabrikkens" turbineafdeling, hvor han forsyner os med oplysninger af teknisk karakter. De smutter ind af det ene øre og kommer lige så hurtigt ud af det andet... Inden vi skilles viser han os stien, der fører op til El Gulchi - navnet, der i folkemunde bruges til de 220 trin, der starter på den bageste side af centralen og ender ved den såkaldte Mirador, et reservoir hvorfra vandet når frem til den neden for beliggende "lysfabrik".

De mange trin er lidt af en prøvelse, for de er stejle, og så er det man tænker - "godt det ikke er mig, der skal holde øje med reservoirets vandniveau! Det job holdt jeg i hvert fald ikke til". Jeg kan ikke lade være med at tælle trinene: 215 - 216 - 217 - 218 - 219 -220 ... Hurra! Mirador'en kommer til syne. Forinden skal man følge kanten af vandreservoiret, d.v.s. et åbent bassin, der kunne minde om en overdimensioneret swimming-pool. Her skal man være sidt forsigtig for ikke at havne i vandet og forsvinde som et ekstra bidrag til Yunqueras belysning.

En sti fører videre til en grusvej, hvor et skilt indicerer: Nacimiento de Rio Grande. (Skiltet lå faktisk på jorden, så vi var lidt i tvivl, men vi ramte plet. Gjorde os umage på tilbagevejen for at anbringe skiltet i den rigtige position - til glæde for efterfølgende vandrefugle).

Nå, men fra skiltet når vi efter 10 minutters gang frem til dagens hovedmål, d.v.s. til Rio Grandes kilde. Rettere sagt - næsten til kilden. Den ligger nemlig på den anden side af den nyudsprungne flod, hvor vandet fosser ud af en klippe for så at bane sig vej gennem terrænet. Wauw! Det ser virkelig godt ud ...

At nå frem til kilden,d er ligger blot et stenkast for vort observationspunkt er lidt af et problem, i hvert fald i forårsmånederne, hvor en mini-dæmning, der den største del af året kan bruges som bro, er utilgængelig p.g.a. kildens generøse vandafsætning... Stejle trin fører ned til floden og til den respektive dæmning, men lider man af svimmelhed, skal man helst blive hvor man er, for stien er skrap ...

Tilbage til grusvejen, der i løbet af ca en time fører os tilbage til Calle Agua, hvorfra der kun er få skridt til Plaza de la Constitución, hvor vi har parkeret.

Denne gang prøver vi et nyt spisested, "Don Serrano", der ligger på hovedvejen til Ronda. Arkitekten har gjort sig umage, for interiøret er nydeligt. Der findes dog ikke en sjæl i lokalet (dårligt tegn), og kromutter er ikke særlig fleksibel, er ikke indstillet på at give os et bord efter vores ønske, selv om lokalet er tomt. Restauranten specialiserer sig i grill-retter, og de viser sig også at være udmærkede, tilberedt over åben ild, m-e-n vor lille vandregruppe bliver enige om, at "Bar El Quini" vil forblive for favorit-sted i Yunquera (omtalt i tidligere artikel).

Ruten, jeg nu har beskrevet, kan ikke gøres på mindre end fire-fem timer. Den er herlig, yderst afvekslende... Prøv den, og De vil give mig ret!

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---