
Isabelle og Mona Davidsen
laver hver eftermiddag lektier sammen.
Grænseløs skolegang
Skrevet af Solkysten
Hver tiende elev på den engelske privatskole St. Anthony's College i Mijas er dansker
Sådan er skolegangen for Isabelle Davidsen. Hun har siden nytår været tilmeldt St. Anthony?s College, en af Costa del Sols ældste private skoler, og er her kommet med i et kosmopolitisk skolemiljø med børn fra mere end 30 forskellige lande. - Skolen har knap 300 elever fra børnehaveklassen i tre års alderen til de ældste på seniorskolen op til 18 år. De har vidt forskellig kultur, religion og hudfarve, men disse skel forsvinder, når de træder ind gennem porten på St. Anthony?s College. Her lærer børnene et grænseløst fællesskab, siger skoleinspektør Adrian Pearce.
Stemningen i skolegården, et flot beplantet område mellem undervisningslokalerne, bekræfter påstanden. Piger og drenge samles i frikvarteret og snakker sammen på tværs af klassetrin og nationaliteter.
De danske børn er vigtige for skolen.
- De repræsenterer en tiendedel af eleverne. Englænderne udgør mere end halvdelen, og spanierne cirka 20 procent. Vi har også en del finner, hvorimod de svenske og norske elever er i mindretal. De går fortrinsvis på Svenska Skolan i Fuengirola og Den Norske Skole i Los Bolches, siger Adrian Pearce.
Han bekymrer sig sammen med lærerstaben og skolens administrationsmedarbejdere knap så meget om elevernes nationalitet. Det vigtigste er at tilbyde samtlige børn og unge en god uddannelse i overensstemmelse med de gældende engelske undervisningsregler (English National Curriculum program) og til en vis grad det spanske undervisningssystem. Alle elever modtager undervisning på engelsk i sprog, litteratur, matematik, biologi, kemi, fysik, geografi, historie og kunst. Dertil får de fra seks års alderen og opefter fem timers undervisning om ugen i spansk.
Han har været drivkraften bag integrationen af de to undervisningssystemer. - Skolen fungerede indtil min ansættelse i sommeren 1999 som to adskilte afdelinger, hvis eneste fællesskab var brugen af undervisningslokalerne. De engelsktalende elever havde ingen kontakt med de spanske og omvendt. I dag sidder de ved samme bord i kantinen og deltager på lige fod i fritidsaktiviteter som teater, informationsteknologi eller folkedans, siger Adrian Pearce.
Sammenfletningen har taget sin tid, men har været sliddet værd, ikke mindst for de spanske børn. - De modtager undervisning, som om de gik på en privat skole i England. Forskellen er bare, at de ikke behøver at flytte hjemmefra. De lærer nøjagtig det samme, men bor fortsat med deres familie i vante omgivelser, konstaterer han tilfreds.
Svær beslutning
Isabelle Davidsen har førhen gået på to spanske privatskoler i Marbella, men hendes forældre, advokat Mona Davidsen og økonom Martin Davidsen, besluttede i fjor at flytte deres 11-årige datter fra privatskolen Alborán til St. Anthony?s College. Det var en svær beslutning at tage, da pigen har følt sig godt tilpas i det spanske skolemiljø.
- Isabelle har i stort set alle fag haft udbytte af sin skolegang. Hun har lært en masse og kontakten mellem lærere og forældre har været alle tiders. Vi har med faste intervaller deltaget i forældremøder og har delt vores erfaringer med andre forældre, siger Mona Davidsen.
På andre områder begyndte undervisningen alligevel at halte bagefter. Isabelle måtte for to år siden vinke farvel til en indfødt engelsklærer. Hans job blev overtaget af en spansk sproglærer med kedelige konsekvenser.
- Den nye lærer var glimrende til at forklare grammatikken, men han havde en forfærdelig udtale. Vi kunne gang på gang slet ikke forstå, hvad Isabelle forsøgte at sige. Det var volapyk og gav os en advarsel om, at hun ville få større problemer længere fremme, forklarer Mona Davidsen.
Datteren lagde for et halvt år siden selv op til skoleskiftet.
- Det er selvfølgelig en omstilling at falde til i et nyt skolemiljø og vænne sig til undervisning på et andet sprog. Jeg er heldigvis fra første skoledag faldet godt til i klassen, da vi er en blandet flok med fire danskere, en israeler, en spanier og 16 englændere, som hver dag lærer mere om hinandens kulturer og traditioner, siger Isabelle. På hjemmefronten er hun stadigvæk dansk til fingerspidserne.
- Jeg er vokset op i et dansk hjem, selv om vi bor i udlandet. Vi taler altid dansk ved spisebordet og holder fast i mange traditioner. Vores søndagsfrokost er smørebrød og sildemadder, og jeg har som alle andre jævnaldrende i Danmark svaghed for frikadeller med kartofler og brun sovs, siger Isabelle. Hun har også tabt hjertet til spansk gastronomi.
- Min frokost på skolen er tit en portion lun paella eller et par crouquetas direkte fra frituregryden. Så klarer jeg de sidste tre timer på skolen uden rumlende mave, smiler hun.
Langtidsinvestering
St. Anthony?s College modtager hele året rundt forespørgsler fra forældre, som overvejer at sende deres børn til undervisning på skolen. De vil vide mere om pædagogiske principper, skolens normer og det indlysende spørgsmål - hvor meget skal de sætte til side om året?
Inspektøren oplyser, at tarifferne afhænger af børnenes alder, men går fra 800.000 pesetas for de yngste årgange til 1.150.000 pesetas om året for de ældste, hvis skolegangen inkluderer transport med skolebus og frokost i kantinen. Adrian Pearce vil ikke definere tarifferne som hverken dyre eller billige.
- Det afhænger af, hvem vi spørger. Det koster tre gange så meget på en privat skole i England, hvorfor engelske tilflyttere ser os som et fornuftigt tilbud. Omvendt er det en kostbar løsning for udenlandske og spanske gennemsnitsfamilier, når folkeskolerne i Spanien tilbyder gratis undervisningen, siger inspektøren. Forældrene må heller ikke glemme at sætte tingene i perspektiv.
- Gør vi regnestykket op for femten års undervisning på en privat skole, er det en langtidsinvestering på mellem 12 og 13 millioner pesetas. Det skal alle forældre gøre sig klart, før de beslutter sig for en privat institution. Det er ingen gratis uddannelse, men børnene får til gengæld en bred viden og en solid ballast til at komme videre i livet. Kan det gøres op i rede penge? spørger Adrian Pearce.
Liste over engelsksprogede skoler og børnehaveinstitutioner i Spanien findes på internet-siden www.nabss.org/alpha.htm
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Maj 2001
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Maj 2001



