Carlos blev født i Madrid l7l6 som ældste søn af Felipe Vs andet ægteskab med Isabel Farnesio. Som andre prinser og prinsesser på den tid blev han strengt opdraget, men fik til gengæld en udmærket uddannelse.

Hans usædvanlige sprogtalent gjorde, at han foruden at tale flydende latin også beherskede fransk og italiensk. I en alder af 5 år skrev han sit første brev på fransk til sine forældre, men at dømme ud fra hans tidlige ungdomsbreve var han af middelmådig intelligens, men meget pligtopfyldende og glad for sine lærere.

Isabel Farnesio var en energisk dame og da der ikke var megen udsigt til at hendes førstefødte kunne blive konge i Spanien, da der var 4 sønner af hendes mands første ægteskab, som gik forud for hendes søn, gjorde hun alt for i det mindste at skaffe ham en hertugtitel.


I l720 - da Carlos var fire år gammel - viste der sig da også en mulighed for ham for med tiden at blive regent over et af de italienske hertugdømmer, idet hans far, Felipe V, som erstatning for tab, han havde lidt under arvefølgekrigen (bl.a. tabet af Gibraltar) af Europas stormagter havde fået løfte om, at hans 2 ældste sønner i ægteskabet med Isabel Farnesio, skulle overtage regentskabet af hertugdømmerne Toscana, Parma og Piacenza, noget der blev muligt i l731, da Carlos var l5 år gammel.

Den unge Carlos sejlede til Italien hvor han blev vel modtaget, da man foretrak den spanske prins frem for den østrigske kandidat, som også gjorde krav på rettighederne til hertugdømmerne.

Et par år senere generobrede spanske og italienske tropper under Carlos' ledelse Neapel og Sicilien, som i århundreder havde været spanske besiddelser, men erobret af Habsburgerne under arvefølgekrigen. Med pavens velsignelse og stormagternes billigelse blev Carlos udnævnt til konge over disse områder på betingelse af, at Spaniens og Italiens kroner ikke måtte forenes under én og samme person.

For napolitanerne repræsenterede denne unge prins uafhængigheden, efter at deres land havde været styret enten af Madrid eller Wien i over to hundrede år.

Under navnet Carlos VII skulle han nu komme til at regere landet i 25 år til borgernes fulde tilfredshed, og trods de bekymringer og det ansvar, der følger med at regere, skulle det blive de lykkeligste år i hans liv.

Carlos III som barn i færd med at klassificere nogle blomster.

Han var nu blevet 20 år gammel, en ung mand med en venlig, ligefrem optræden, men han var til gengæld alt andet end køn.

Der var ikke noget kongeligt over hans noget ludende holdning, han var lille og tynd, målte knap nok l.45 m. Han små blå øjne og en enorm næse gjorde ikke hans skægløse ansigt mere tiltrækkende. Hans naturlige lyse hudfarve var i stor kontrast til ansigtets og hændernes farve. Her var huden garvet af den konstante udsættelse for alt slags vejr, idet han var en lidenskabelig jæger, og selv den værste frost eller den stærkeste sol kunne ikke afholde ham fra sin yndlingsbeskæftigelse.

Med denne fysik ville det ikke være let at vække nogen form for lidenskab fra det modsatte køns side, og det blev da også hans forældre, der valgte hans tilkommende dronning. Valget faldt på Maria Amalia, datter af den polske konge og Kurfyrstinde af Sachsen. Hun var kun l3 år gammel, høj og lys og ikke særlig køn, noget som fik en af hoffolkene, der så hende for første gang til at udbryde: Denne dronning og hendes ægtemand danner det grimmeste par i verden.

Men Carlos var meget tilfreds med hende og hendes muntre og ligefremme væsen, og deres fælles interesser for naturen, jagt og fiskeri forenede dem i et harmonisk ægteskab.


En talrig børneflok med mange tragedier Maria Amalia blev mor for første gang i femtenårsalderen og ægteparret nåede at få l3 børn: 7 døtre og 6 sønner.

Kun 2 af døtrene overlevede de første barndomsår og den med længsel ventede tronarving lod vente på sig, så glæden var stor, da der efter 4 piger endelig kom en prins til verden, og han blev modtaget med jubel og afholdelse af store festligheder.

Men glæden varede kun kort. Det viste sig snart, at den lille prins var epileptiker, som aldrig nåede at lære at tale, og hvis mentale tilstand forværredes som årene gik. Carlos måtte med sorg senere fratage ham hans arveret til tronen og udnævne sin søn nummer to, Carlos Antonio, som arving til den spanske trone og sin tredje søn, Fernando, som arving til kongeriget Neapel.

Allerede tidligt i sin regeringstid lærte Carlos Bernardo Tanucci at kende, og det blev den person, han skulle komme til at støtte sig til, og hvis indflydelse blev afgørende for ham i hele hans regeringstid både i Italien og senere i Spanien. Tanucci nåede aldrig at betræde Spaniens jord, men alligevel blev det ham, som kom til at regere landet, noget der fremgår af den umådelige korrespondance, han førte med Carlos, da denne senere blev konge af Spanien, og hvori hans ideer og tankegang kommer tydeligt frem. Tanucci var en fanatisk tilhænger af kronens forrettigheder overfor kirken, som nød mange privilegier på bekostning af det almindelige folk og under hans ledelse som justitsminister blev der foretaget en række bestemmelser, som begrænsede kirkens og præsternes magt og indflydelse i det daglige liv.

Carlos bestræbte sig også på at lette menigmands skattebyrder ved en mere retfærdig fordeling af den direkte skat, som både adelen og kirken hidtil havde været fritaget for. Han vovede endog at modsætte sig, at inkvisitionen blev indført i Neapel. Han bibeholdt tværtimod en allerede eksisterende Kontrolkommission mod inkvisitionens misbrug og gjorde brug af den, da ærkebiskoppen af Neapel anklagede nogle præster for at afvige fra den rette tro. Han tvang ærkebiskoppen til at fratræde sit embede.

For at opveje disse strenge forholdsregler overfor kirken gik han lige så hårdt frem mod frimurere og andre hemmelige selskaber.


Det lykkedes ham ved denne politik at bekræfte kongens autoritet og skabe respekt for myndighederne.

Han forbedrede desuden den økonomiske situation og sanerede statsfinanserne. Han gjorde meget for både handel og industri, og lod opføre nye pragtfulde bygninger, monumenter og broer og udvidede Neapels havn.

En anden ting, som gjorde ham populær var, at han indførte italiensk som det officielle sprog i sit rige. Han var kommet meget ung til Italien og havde tidligt levet sig ind i den moderne italienske tankegang, som faldt i samklang med den oplyste enevældes i Europa. Befolkningen havde i Carlos VII fundet en hersker, som for første gang - og også for sidste indtil kongeriget Neapels indlemmelse i det moderne Italien - fulgte en politisk retning, som tjente landets specielle interesser, og som også forstod at føre den ud i praksis. Kongeriget Neapel havde vundet i prestige og magt inden for den opbygning af stater og kongeriger, som det daværende Italien bestod af, også fordi det her var lykkedes at formindske pavens og Vatikanets magt.

Det var derfor med stor beklagelse og sorg at Neapels borgere i l759 tog afsked med deres hersker, som i 25 år havde regeret landet til folkets bedste.

Ved sin barnløse broder, Fernando Vs død måtte Carlos VII vende tilbage til Spanien og overtage kongeværdigheden, noget der ifølge de internationale aftaler ikke kunne forenes med at være konge i Neapel.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---