
Liliane Kemp
Rejsemedarbejder
La Consula
Det gastronomiske tempel
Det gastronomiske tempel
Skrevet af Solkysten
I Churriana ligger et gastronomisk tempel, som hører til Málaga-provinsens seværdigheder
I december blev jeg bedt om at organisere en julefrokost for en klub, jeg er medlem af ("The Inner Wheel Club of Marbella"). Kun få af klubbens medlemmer kendte eksistensen af LA CONSULA, hvad jo også gav mig lyst til at skrive om dette tema.
Et par ord om La Consula
Det drejer sig om en ejendom - skøn park og dertil hørende palæ - der nu ejes af La Junta de Andalucía, der har konverteret stedet til restaurationsskole.
Parken blev i lang tid negligeret, men er i de sidste mange år blevet plejet og opstår atter som i gamle dage i al sin herlighed. Det gamle palæ er med nænsom hånd blevet restaureret. De mange værelser bliver brugt til undervisningslokaler, hvor eleverne får lejlighed til at suge viden om alt, der har relation til hotel- og restaurationsbranchen.
Historiske oplysninger
Man skal tilbage til 1814, hvor der på stedet blev bygget en finca. En ny ejer lod i 1856 opføre en større bygning, der senere blev erhvervet af datidens tyske konsul Don Juan Roz, hvad jo også er grunden til, at stedet er kendt som "La Consula" til ære for hans viv.
Stedet fik siden da status af hacienda p.g.a. sin størrelse. Hovedbygningens arkitektoniske detaljer med søjler og anden udsmykning ophøjer det efter min mening til et palæ, der igennem tiderne blev gæstet af diverse prominente personer, hvoraf den mest kendte vel nok er Ernest Hemmingway, der tilbragte en del måneder på La Consula. Helt nøjagtigt i sommeren 1959.
På La Consula havde Hemmingway en pragtfuld tid, hvor han ofte var sammen med sine spanske venner, Miguel Dominguín og Antonio Ordoñez, begge et begreb indenfor spansk tyrefægtning, noget der i øvrigt fascinerede forfatteren til "Death in the afternoon". Hemmingway fejrede da også sin 60 års fødselsdag på La Consula, hvor bl.a. Ava Gardener brillerede med sin skønhed og charme, og selvfølgelig blev der ikke sparet på dry martinis og whisky. Netop den sommer, d.v.s. sommeren 1959, nåede den Nobelpris-belønnede forfatter at færdigskrive (stadig på La Consula) sin allersidste novelle på spansk - "Un verano peligroso" ("En farlig sommer"). Tog derefter tilbage til Cuba, hvor han opholdt sig det meste af tiden. Fik problemer med sit helbred, lod sig indlægge. I maj 1960 besluttede han sig til at forlade denne verden og begik selvmord.
Rundtur i parken
Der er ikke tale om et stort parkanlæg, men promenaden ad de små stier er virkelig turen værd. De majestætiske træer, hvoraf mange arter er bragt til La Consula fra fjerne verdensdele, gør stedet til en botanisk attraktion. Der findes Araucarias fra Norfolk og Australien, kinesiske viftepalmer, gigantiske paradisblomster, en syv meter høj Butia (den højeste i hele Málagaområdet), et kærlighedstræ, bambus, enorme avocadotræer etc., etc.
Restauranten
Spisesalen er yderst elegant. Har kapacitet til 60 gæster, og der spises ved fire- og seksmandsborde. En tilstødende spisestue, der virker utrolig intim, er kendt under navnet "El Salon VIP". I denne findes kun et eneste bord af den type, man i Spanien kalder for "mesa imperial". Det er ovalt og prydes af en blomsterdekoration, der sagtens kunne hente førstepræmie ved en blomsterudstilling. VIP-salonen er beregnet på selskaber, dog maksimum 14 personer.
Lad mig give et lille eksempel på La Consulas menuforslag, der blev tilbudt I.W.-klubben:
- Amuses-bouches (oversat: bittesmå lækkerier i mini-format beregnet på at udfylde tiden indtil serveringen af den første ret).
- Hjortetartar med hasselnødde-vinaigrette.
-Artiskokker farseret med en blanding af bønner og foie de canard (andelever). Dertil et supplement af vilde, smørristede svampe samt lækre asparges fra Rioja-provinsen.
- Dorada-filet (skøn fisk) i sennepsdressing, tilføjet hasselnødder.
- Mousse au chocolat, serveret i en skal af hvid chokolade i akkompagnement af ferskner og sirup.
- Kaffe med "mignardises", d.v.s. diverse hjemmelavede godter (Dertil hvidvin fra Rueda, en Cabernet Sauvignon rødvin fra Rioja og mineralvand ad libitum).
Hele fornøjelsen stod os i ca. 4.000 ptas. En såkaldt "surprise-menu" koster ca. 4.500 ptas, og så kan man ellers spise á la carte til priser, der er yderst fornuftige.
Som allerede nævnt er La Consula et kulinarisk tempel, hvis tilhængere dyrker bordets glæder og nyder den service, som her præsteres.
Manden, der trækker i trådene
Vil på det varmeste anbefale vore læsere en udflugt til La Consula. Husk at bestille bord et par dage i forvejen på tlf. 952 62 25 62 eller 952 62 24 24.
PS. La Consula hører under La Escuela de Hosteleria, der også har en gren i Benalmádena Pueblo. Sidstnævnte kan også rekommanderes på det varmeste p.g.a. sin enestående beliggenhed i en palæ-agtig bygning, opført af den geniale spanske arkitekt Cesar Monrique, samt på grund af sit yderst spændende menukort og super-service. En separat salon med bløde lænestole og sofagrupper, samt en skøn patio med havemøbler og springvand er en ekstra fordel, især hvis man skal holde en privat fest. Også her skal der reserveres bord i forvejen. Tlf. 952 56 86 25.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juni 2001
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juni 2001

