Det var med stor sorg, at Neapel i l759 tog afsked med Carlos VII, deres hersker gennem 25 år, men til gengæld var han ventet med stor spænding og glæde af sine nye undersåtter i Spanien.

Landet havde i mere end et halvt århundrede været regeret af konger, hvis psykiske tilstand nærmede sig sindssyge, så for første gang i mange år var det nu en moden mand med erfaring i at regere, som skulle overtage magten.

Han og hans følge blev da også modtaget med begejstring - først i Barcelona og derefter i Madrid, hvor en jublende menneskemængde skreg sig hæs i velkomstord trods den silende regn.


Spanien var i sammenligning med Neapel langt vigtigere og af større betydning som kongerige, men på den anden side var befolkningens levevilkår her langt fattigere end i Italien, noget den kongelige familie fik at føle allerede fra den første dag.

På vejen fra Barcelona til Madrid havde man på grund af det dårlige vejr set sig nødsaget til at overnatte i ærkebiskoppens palads lidt uden for Madrid. Her var værelserne knap nok møbleret, og mens man søgte efter et bord, måtte man sætte kandelabrene på gulvet. Der var heller ikke senge nok til den kongelige families store børneflok, så kongen måtte undvære sin madras, så hans to døtre kunne ligge på den på gulvet. En af hoffolkene fandt en stor pude, som de to mindste prinser kunne dele, mens de større børn måtte affinde sig med at tilbringe natten i en lænestol.


Trods den begejstrede modtagelse har Madrid sikkert været en stor skuffelse. Byen var dengang begrænset til det, der i dag kendes som "Madrid de los Austrias", hvilket vil sige området med Habsburgernes gamle paladser og haverne omkring paladset El Buen Retiro, mens floden Manzanares hindrede udvidelsen mod vest.

Puerto del Sol var en lille ubetydelig plads, hvor tiggere og gøglere holdt til og gadesælgere støjende falbød deres varer. Det var dog ikke dens udstrækning, der var det afgørende, men derimod de uhygiejniske og usunde betingelser, som byens l50.000 indbyggere levede under. I Carlos IIIs første regeringsår var Madrid ikke andet end en ildelugtende, mørk og forarmet by. Mangelen på hygiejne var så alarmerende, at en anonym rejsende fra det 18. årh. skrev i sin rejsedagbog:

"Det er meget ubehageligt at gå på gaderne om aftenen. Da der ikke findes toiletter i husene, bruger man et stort bækken til alle sine fornødenheder, og om aftenen efter mørkets frembrud tømmer tjenestepigerne dets indhold ud på gaden med et advarende råb: "agua va"." (Pas på der kommer vand).

Og så gjaldt det om at komme væk i en fart for at undgå at få natpottens indhold i hovedet. Dertil kom stanken fra dyrene. Visse klostre havde det privilegium at lade deres store flokke af svin gå rundt i gaderne for at æde affaldet, som flød overalt og som efterlod en uudholdelig stank, som samtidig gjorde det umuligt at have vinduerne åbne.

Mangelen på vand forværrede tilstandene, fordi det ikke alene hindrede den personlige hygiejne men også omgivelsernes og var skyld i, at selv den mindste ildebrand var et uløseligt problem. Men udover at være usund og ildelugtende var Madrid også en farlig by, dels på grund af det totale mørke, der herskede i byen om aftenen, men også på grund af de mange voldsmænd, der iført deres lange kapper og med den bredskyggede hat ned over øjnene let kunne udføre deres voldshandlinger uden at blive genkendt.


Disse tilstande var nærmest et chok for dronning Maria Amalia, som med stor sorg havde forladt sit smukke palads i Neapel fra hvis balkoner hun kunne se havet. For hende var alt det nye hæsligt, og al sammenligning mellem Madrid og Neapel var deprimerende.

Hun brød sig hverken om Spanien eller spanierne, og hun lærte aldrig at tale spansk, noget der måske også skyldtes den korte tid, hun havde tilbage at leve i. Hendes svage helbred i forbindelse med l3 børnefødsler, en disposition for tuberkulose og savnet af det milde klima i Neapel gjorde, at hendes helbred hurtigt forværredes.

Hun døde, 36 år gammel - knap et år efter at være kommet til Spanien - til stor sorg for kongen, som trods sine kun 43 år aflagde løfte om aldrig at gifte sig igen. Han overlevede hende i 28 år og var altid trofast mod hendes minde.

Alle balkoner på Madrids Plaza Mayor er smykket til ære for Carlos III ved hans ankomst i 1759.

Carlos III, som kom fra det forfinede miljø i Neapel, besluttede straks at forbedre byens udseende og bad den sicilianske arkitekt Sabatini, som havde været hans dygtige medarbejder i Neapel om at udforme en hårdt tiltrængt byggeplan.

Gaderne blev brolagt, der blev indlagt rindende vand og lavet et kloaksystem med septiktanke til alle husene. Svinene blev bandlyst fra gaderne, det blev påbudt, at alt affald skulle anbringes i lukkede beholdere i husenes portaler, gårde eller stalde for derefter at blive transporteret udenfor byen.

Sabatini sørgede også for, at en lov fra l7l6 blev overholdt, som gjorde det obligatorisk at have lygter i alle husenes opgange, og beboerne skulle sørge for at holde dem i orden og tændt ved mørkets frembrud. Det blev endvidere pålagt enhver husejer at holde gaden ren udenfor sin ejendom og vande fortovet hver dag.

I l765 blev den første offentlige gadebelysning desuden indført. Man skulle tro, at alle disse forbedringer ville glæde byens befolkning, men det var langt fra tilfældet. Hvad skulle alle disse nymodens påfund gøre godt for, man havde indtil videre klaret sig godt nok uden disse nye foranstaltninger. Selv lægerne protesterede, idet de mente, at luften i Madrid var så tynd og flygtig, at hvis den ikke blev blandet med den "stærke" luft fra affaldet, kunne det forvolde store skader på befolkningens sundhedstilstand.!


Carlos III skal have sagt: "Alt for folket, men ikke gennem folket", d.v.s. med den tids ord: HERSKE. Han lod sig da heller ikke lede eller rådgive af nogen, men der var dog een undtagelse.

Han havde bragt en italiensk minister med sig til Spanien, greve Esquilache, som han nu overdrog det hverv at tage sig af den offentlige ro og orden, og han gik grundigt til værks. Først og fremmest sendte han alle de tiggere, gøglere og lediggængere, der hang omkring på pladser og gadehjørner til et hospital udenfor byen, hvor de måtte arbejde under opsyn, men til gengæld fik mad og tøj.

Det blev forbudt folk, der ikke havde fast arbejde, at opholde sig i barer eller kroer. Man måtte heller ikke bruge skældsord eller bande på gader eller i offentlige lokaler, selv højrøstet tale blev forbudt. Man måtte heller ikke pifte efter kvinderne på gaden eller komme med kommentarer, hvis de var for udfordrende, og kvinderne selv måtte ikke ved deres optræden være skyld i disse tilnærmelser fra mændenes side. Forbrød man sig, kunne man blive idømt 6 måneders arbejde på offentlige institutioner. Den lange kappe, som kunne skjule alle slags våben, skulle afkortes, og den bredskyggede hat skulle laves om, så den dannede en hat med tre spidser, således at en voldsmand ikke længere så let kunne skjule sit ansigt.


Alle disse forholdsregler var først blevet modtaget med en vis undring, men da Esquilache nu også blandede sig i, hvordan man skulle gå klædt, brød modstanden ud i lys lue.

Påskesøndag kom det til et sammenstød mellem soldaterne og folket, som i raseri smadrede de nye lygter i gaderne, og en tusindtallig skare samlede sig foran Esquilaches luksuøse hus, og da de ikke fandt ham hjemme, brød de ind i huset og lavede et mægtigt bål af alle de kostbarheder, han havde nået at få samlet.

Det var alvorligt for kongen. Hele systemet, baseret på en forstående og taknemmelig befolkning og en faderlig og velvillig konge, som nærmest var en gave fra forsynet, brød sammen denne nat, hvor folk angreb kaserner og befriede fanger fra fængslerne. Folkets raseri skyldtes også til en vis grad en stram økonomi efter nogle dårlige høstår med følgende mangel på de mest almindelige levnedsmidler, samt aristokratiets og præsteskabets priviligerede stilling med hensyn til at være fritaget for at betale skatter og afgifter.


Dagen efter var det endnu mere alvorligt. Oprørerne samledes foran kongeslottet for at få kongen i tale. En af slottets vagtposter begik den fejltagelse at fyre nogle skud, som forårsagede ofre blandt mængden, som blev fuldstændig ukontrollerbar.

Det blev til et folkeoprør mod Esquilache, som man beskyldte for at have overtalt kongen til at indføre nye sæder og skikke, som var fremmede for folket i landet. Carlos III og hans udenlandske ministre manglede fuldstændig kendskab til det spanske folk.

Med sin faste tro på sin egen autoritet troede kongen, at alt var ham tilladt, og at han kunne forvandle Madrids beboere til hoffolk i lighed med dem fra Versailles eller Wien. Man forlangte at Esquilache med familie skulle landsforvises og de udenlandske ministre erstattet med spanske, og der skulle samtidig foretages en prisnedsættelse for de mest nødvendige levnedsmidler.

Det var en alvorlig situation for kongen. At give efter for oprørerne ville være en stor ydmygelse for en, der betragtede sig selv som konge af guds nåde, men fornuften sejrede, og kongen måtte offentligt på Plaza Mayor i Madrid skrive under på Esquilaches forvisning, og man undgik derved en blodig udgang på problemet.

For første gang lykkedes det folket at få indflydelse på politikken - man gik mod halvguden - kongen - og sejrede. Overalt i Europa var der lignende folkebevægelser, der snart tog form af revolution, bl. a. den franske revolution i l789, og dermed var det slut med de gamle regeringsformer. Man var endnu langt fra valg og demokrati, men ikke så langt fra ideen om frihed, lighed og broderskab.

Samme aften forlod Carlos III lidt fornærmet Madrid for at tage til slottet Aranjuez. Han nåede trods den diplomatiske udgang på problemet aldrig den popularitet, som tidligere eller senere konger opnåede Hans store fortjeneste var hans stædighed med at føre reformerne videre, men nu med spanske ministre.

Esquilache blev syndebukken for alt, hvad der var sket, og med rette klagede han over det spanske folks utaknemmelighed og måtte anerkende, at en profet aldrig er anerkendt i sit fædreland, og Carlos III havde vel ret, når han sagde, at hans undersåtter var som børn der græd, når de blev vasket.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---