Carlos III.

Kongen havde efter Esquilaches fald udnævnt grev Aranda som præsident for rigets regeringsråd. Han tilhørte en af landets mægtigste familier og havde igennem længere tid opholdt sig i Paris, hvor han til manges misundelse havde opnået Voltaires gunst.

Han var en glødende tilhænger af en oplyst enevældig hersker som modvægt til kirkens magt, og heri fik han støtte af en gruppe unge jurister og embedsmænd, de såkaldte ?golillas? kaldet således på grund af deres pibekraver. Mange af dem var kommet til landet under Felipe V og var udgået fra de franske reformtilhængeres skole, og de kom efterhånden til at spille en stor rolle i spansk politik.

De var frem for alt imod de forskellige religiøse sekter og ordener og især mod jesuiterordenen, stiftet af Ignacio de Loyola, som efterhånden havde fået for stor magt. Man frygtede - sikkert med urette, at de kunne blive en stat i staten, og i l767 underskrev Carlos III et dekret, hvorefter denne orden blev forbudt både i Spanien og i Sydamerika, hvor den bl.a. i Paraguay og Argentina havde fået umådelig stor magt og erhvervet sig store landområder.

Uden forudgående varsel og i største hemmelighed fik alle ordenens medlemmer på én og samme dag og på samme klokkeslæt besked på omgående at samles i klostergården. Derefter tillod man dem to og to ad gangen at gå tilbage til deres celler for hver at hente en munkekutte, en hat og en bønnebog, som var alt, hvad de måtte tage med sig, hvorefter de i største hast blev ført til den nærmeste havneby uden at tage hensyn til de gamle eller syge for foreløbig at lande på den ugæstfri, usunde ø Korsika og der vente på pavens beslutning. Clemente XIII nægtede imidlertid at tage imod dem, men ved diplomatiske forhandlinger lykkedes det modstræbende at overtale den følgende pave Clemente XIV til at erklære ordenen for ophævet i hele kristenheden.

Deres store rigdomme blev beslaglagt, og der skulle gå næsten et halvt århundrede før Pave Pio VII genoprettede ordenen i l8l4.


I modsætning til Fernando VIs neutrale og fredsvenlige politik, var Carlos IIIs regeringsperiode en stadig kamp på mange fronter. Spanien havde god grund til at tage visse forholdsregler mod Englands voksende magt. Bortset fra have besat Gibraltar og Menorca havde England installeret sig illegalt og imod alle aftaler i Mellemamerika, og engelske pirater voldte betydelig skade på handelen med de spanske besiddelser i Amerika.

Det blev grunden til at Spanien sluttede sig sammen med Frankrig og erklærede England krig. Ved den såkaldte Versaillesfred i l783 genvandt Spanien Menorca og Florida i Amerika, men ikke Gibraltar, som en engelsk-hollandsk flåde havde besat under arvefølgekrigen, og som siden har været alle efterfølgende regeringers hovedpine ? og indtil videre uløste problem.

Kongen og hans ministre sørgede også for at have et hidtil uhørt godt forhold til den muhamedanske verden, som lå så nær, og som var så nøje knyttet til landets historie og handelssamkvem.


Carlos III, som er den konge, der bedst repræsenterer huset Borbon i Spanien, var i sin tid en meget omdiskuteret herre. Efter de mere konservatives mening var kongens reformer en katastrofal afvigelse fra de traditionelle spanske værdier, mens de mere fremsynede og oplyste betragtede ham som den, der havde frelst det gamle Spanien fra Europas skyggeside og ført det frem i lyset.

Hans regeringstid blev den sidste i Spaniens historie, hvor landet endnu bibeholdt en vis storhed og magt, som ikke alene viste sig i regeringens vellykkede og omfattende udenrigspolitik, men også ved de storslåede bygningsværker og kongens ædelmodighed og storsind overfor kunstnere og initiativrige personer, der gik ind for at højne kultur og viden.

Carlos III forhandler med marokkanske udsendinge.

Man kan undre sig over, hvorfor Carlos III trods alle gode ideer og reformer kun opnåede at blive respekteret men aldrig populær, som så mange andre mindre fortjenstfulde spanske konger havde været det.

Var det fordi han var ?kedelig?. Var der ingen glans eller spænding omkring hans hof?

Alle hans dage var identiske. Han stod op præcis kl. 6 og den første time gik med andagt og bøn. Kl. 7 var den officielle tid til at lade sig klæde på og spise morgenmad omgivet af sine hoffolk og læger. Så var det tid til messe indtil kl. 9 og derefter trak han sig tilbage til sit kontor for at arbejde til kl. 11.

Resten af morgenen gik med at tale med sine ministre, sine grandes og de udenlandske ambassadører. Kl. l2 spiste han, altid alene men i nærværelse af hoffolk og embedsmænd. Efter et kort hvil begav han sig på jagt hver eneste dag i alt slags vejr, sommer og vinter. Intet kunne holde ham tilbage fra hans yndlingsbeskæftigelse. Hans ansigt og hænder var garvede af vind og sol i stor kontrast til hans ellers lyse hudfarve. Ved hjemkomsten fra jagten hilste han på sin store børneflok, som ærbødigt kyssede hans hånd, og så var det tid til aftensmaden med hoffolkene stående bag stolen. Under måltidet underholdt han sig med dem ved at kommentere dagens jagtforløb i detaljer.

Det var meget almindeligt, at hoffolkene fik stukket en bid mad ud, og det samme var tilfældet med de hunde, der tit løb rundt i spisesalen under måltidet. Præcis kl. l0.30 gik han i seng for den følgende dag at begynde et absolut identisk program ? og således i 28 år i træk!

Han var den mindst spanske af alle spanske konger. Han talte fransk og italiensk i privatlivet og måske var der dybt i hans sjæl en hemmelig længsel efter Neapel, hvor han havde triumferet og været lykkelig. Modstanden mod hans ministres konstante men velmente iver for at europæisere Kastilliens befolkning skuffede ham og gjorde at han isolerede sig.

Privatlivet var et offentligt anliggende i det enevældige samfund.

Carlos III levede i en stadig angst for at blive skizofren som sin far, Felipe V, eller forrykt som sin bror, Fernando VI, så han gjorde alt for at holde sig sund og rask, og han nåede da også den for sin tid høje alder af 72 år med et upåklageligt helbred.

Hans største glæde var at underholde sig med sin yndlingssøn Gabriel og dennes kone, Mariana Victoria de Braganza, som var hans niece, og da de begge pludselig døde med kort mellemrum var tabet af dem for meget for den gamle konge, som efter en kort sygdom døde i l788 efter at have regeret Spanien i 28 år.

Der skulle mere end 200 år, før en statue blev rejst af Carlos III.

Man kan ikke undgå at føle en vis medfølelse med den ensomme, magre, lidt krumbøjede konge, og var han ikke så populær i sin egen tid, har eftertiden forstået at værdsætte hans store indsats for at gøre Madrid til den smukke hovedstad den er i dag.

Der skulle imidlertid gå mere end 200 år før man i l994 på Plaza del Sol i byens midte lod opføre en meget smuk rytterstatue af ham. Her sidder så Carlos III højt til hest og betragter uforstyrret det virvar og den larm, der omgiver ham og undrer sig måske over, hvad der er blevet af hans Madrid, som han holdt så meget af , og som takket være hans bestræbelser blev forvandlet fra at være en stinkende landsby til en af de smukkeste og reneste hovedstæder i Europa.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---