
Slutspurten er sat ind på det sidste stykke i Spanien.
3026 km. på ti dage
Skrevet af Solkysten
To danske jernmænd
steg på cyklen i Smørum og af igen i Granada
steg på cyklen i Smørum og af igen i Granada
Gert Caspersen (44-årig politiassistent) og Preben Hansen (38-årig civilingeniør) måtte lade sig nøje med en optagelse i Guinness? Rekordbog. Den følte de, at de ærligt havde fortjent, da de den 26. juni steg af cyklen i Granada efter at have tilbagelagt 3026 km. siden starten den 17. juni i Smørum.
På forhånd havde vi aftalt med Guinness, at kravet til en rekord var 300 km. om dagen i ti dage. Den gamle rekord lød kun på 272 km. om dagen, men den blev sat af en enkelt mand. Så vi syntes, vi burde være i stand til at lægge en pæn afstand til ham, fortæller Gert Caspersen.
Sammenligningen med Tour de France ligger lige for. Det franske løb er 5-600 km. længere, men afvikles til gengæld over 21 dage, hvor der er inkluderet to hviledage undervejs.
De cykelgale danskere fik ikke megen hvile, før rekorden var hjemme. Deres program lød på en arbejdsdag på 12 en halv time, hvoraf 11 en halv blev tilbragt i sadlen.
Her holdt de en gennemsnitsfart på 28,5 km. i timen, hvad der måske ikke lyder af meget når man tænker på diesellokomotivet Indurain eller formel 1 raceren Pantani. Men det var altså 28,5 km./timen på alle slags veje, byer med indlagte lyskryds inklusive.
Og uden vand og forplejning, bortset fra et kvarters stop tre, fire gange om dagen, hvor de mødte ledsagevognen med Preben Hansens kone Elisabeth og ?maskotten? - etårige Timon - på de forud aftalte rastepladser.
Halvdelen af det er rent mentalt. Man skal tvinge sig selv til at blive ved, for fysisk er der ingen som kan træne sig op til at køre 300 km. dagligt. Du skal tvinge dig selv ud over nogle grænser, ?æde dig selv? - og så er det godt at være to, der kan holde modet oppe hos hinanden, siger Gert Caspersen.
Han og hans lidelsesfælle er mange morgener vågnet med fornemmelsen af at være et par gumpetunge albatrosser med behov for mindst en kilometers tilløb for at få luft under vingerne.
Vejret gjorde ikke rekordforsøget nemmere. De første 1000 km. blev tilbagelagt i styrtregn, og det våde tøj gnavede huden af på flere vitale legemsdele under bæltestedet.
Så er der fejltagelserne, som bare er ærgerlige - som når arbejdsdagen bliver forlænget med en time, fordi man forvilder sig ind på forbudt område i Tyskland og må eskorteres ud af militæret.
Der var dramatiske stunder som de 15 endeløse km. i Valencia, hvor lastbilerne strøg forbi i få centimeters afstand pga. et vejarbejde. Typisk nok var det lige efter at være sluppet ud af den dødsfælde, at turens andet styrt indtraf. Ubevidst slappede de af, og så viklede cykelstyrene sig ind i hinanden.
Man møder undrende mennesker, som er vidne til at de mærkelige fremmede sætter sig på fortovet og bader deres kogende fødder i sodavand. Det var altså den første flaske, de fandt på supermarkedets hylder.
Man møder også flinke mennesker, som de spanske patruljebetjente, der stak bødeblokken til sig og blev meget hjælpsomme, da de hørte at en Guinness-rekord stod på spil.
Hverken Gert Caspersen eller Preben Hansen har nogen sinde haft licens som amatørcykelryttere, men de har i tidens løb været på flere hårde ekskursioner sammen. Der bliver sikkert flere i fremtiden.
Men én ting er sikker: dette var vores sidste rekordforsøg. Men jeg kunne da godt finde på at cykle herned igen, fortalte Gert Caspersen nogle dage efter at han var steget af cyklen og hvilede ud hos familien i Mijas.
For fire år siden cyklede han første gang til Spanien, men der var, som han siger, ingen sammenligning med dette års præstation.
Dengang tog han sig god tid, hvad der i hans tilfælde vil sige 14 dages kørsel og to hviledage undervejs.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - August 2001
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - August 2001

