
Svenske golfturister er trætte af høje greenfees.
Golfeksperter øver selvkritik
Skrevet af Solkysten
Seminar skaber debat om fremtiden for Solkystens golfturisme
Så hårdt kritiserede visse repræsentanter for udenlandske rejseselskaber golfbanerne på Costa del Sol, da turistråd ?Patronato de Turismo? i forrige måned arrangerede det første, internationale seminar om Solkystens golfturisme. Næsten 200 direktører for golfbaner, ledere af hoteller, repræsentanter for biludlejningsfirmaer, medlemmer af brancheorganisationer og journalister mødtes i Torremolinos? kongrescenter for at lytte til indlæg fra spanske golfspecialister og fire direktører for rejseselskaber i henholdsvis Sverige, England, Tyskland og Holland.
De fire internationale repræsentanter gav efter en introduktion af Jaime Ortiz-Patiño, formand for golfklubben Valderrama, på skift deres syn på Costa del Sols golfturisme og de senere års udvikling. Rejsedirektørerne uddelte mere ris end roser. De var alle fire enige om, at banerne på Costa del Sol er i glimrende stand. Deres sværhedsgrad passer fint til gennemsnitspillerne fra Nordeuropa, og der er tilstrækkelige variationer i banernes design og beliggenhed.
De kritiske synspunkter kom sandelig også frem. Repræsentanterne mente, at den stigende efterspørgsel på greentimes vil ramme golfbanerne som en boomerang.
Banerne sælger for mange greentimes på samme tid. De sender spillere af sted i korte intervaller og tvinger dem til at gå banen i et sløvt tempo. Golfturisterne bruger mere tid på at få greenen foran ledig end at spille hullet. Det er nutidens golfere trætte af. De er vant til glidende spil i deres egen klub og forlanger det samme, når der er på ferie, sagde Peter Sellin, direktør for det svenske rejseselskab Golf Tours.
Han gav golfklubbernes direktører en opsang.
Greenfees på Costa del Sol er alt for dyre i forhold til andre rejsemål. Mange svenske golfspillere er utilfredse med prisniveauet, og de synes heller ikke længere, at det er eksotisk at rejse til Sydspanien. Området har til og med fået dårlig omtale i den svenske presse. Golfturisterne klager over banale ting som utydelig skiltning af golfbaner og sløv betjening i klubhuset. Vi har mærket en dalende efterspørgsel på golfrejser til Costa del Sol og er nu begyndt at lede efter mere attraktive rejsemål som Costa Brava eller Algarve i Portugal, forklarede Peter Sellin.
Svenskerens skarpe indlæg satte gang i debatten. Jaime Bosch fra det andalusiske golfforbund afviste beskyldningen om høje greenfees.
De seneste tal fra de spanske golfforbund viser, at greenfees på Costa del Sol koster 9200 pesetas i gennemsnit. Det er billigere end De baleariske Øer, Portugal og Madeira. De svenske turister skal ikke tro, at det er så dyrt at spille golf på Costa del Sol. De må bare være forberedte på, at visse eksklusive baner har en højere greenfee end normalt. sagde han.
Peter Sellin tog til genmæle.
Mit indlæg skal ikke opfattes som en trussel. Jeg har blot nævnt aspekter, som myndighederne og direktørerne på de enkelte golfbaner bør tænke over. Costa del Sol har fortsat billige priser på udlejningsbiler og overnatning, men disse positive faktorer er ingen garanti for, at golfturismen går en sikker fremtid i møde, sagde han.
Svenskeren anbefalede at forkæle spillerne.
Nutidens golfere er langt mere kræsne end vi tror. De forlanger bedre og bedre service på banen. Svigter den, risikerer vi, at turisterne holder sig væk, advarede Peter Sellin.
Jaime Bosch var mere optimistisk. Han mente, at de nuværende problemer omkring overbelastning skyldes akut mangel på golfbaner.
Costa del Sol har 44 baner og seks under opførsel, men de er hverken på kort eller lang sigt tilstrækkelige til at dække den stigende efterspørgsel. Den eneste løsning er anlægningen af flere baner, som holder kvaliteten på alle områder. De skal have et enestående design og behøver ikke nødvendigvis at ligge tæt på kysten. Indlandet har ledig jord til fornuftige priser, og de giver spillerne den fred og ro, de måske savner for øjeblikket, sagde repræsentanten for det andalusiske golfforbund.
Han var den første til at ønske turistrådet tillykke med seminaret.
Vi har i dag hørt skiftende meninger om en af Costa del Sols betydningsfulde indtægtskilder. Golfturismen giver en bruttoindtægt på 75 mia. pesetas om året, og et forum som dette tillader os at skabe debat om de nødvendige forbedringer af produktet. Vi bliver aldrig enige på alle områder, men vi har i hvert fald fået kendskab til hinandens synspunkter. Det næste skridt bliver at føre nogle af de foreslåede løsninger ud i praksis, konkluderede Jaime Bosch.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - August 2001
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - August 2001

