Kongen havde efter Esquilaches fald udnævnt grev Aranda som præsident for rigets regeringsråd. Han tilhørte en af landets mægtigste familier og havde igennem længere tid opholdt sig i Paris, hvor han til manges misundelse havde opnået Voltaires gunst.

Han var en glødende tilhænger af en oplyst enevældig hersker som modvægt til kirkens magt, og heri fik han støtte af en gruppe unge jurister og embedsmænd, de såkaldte ?golillas? kaldet således på grund af deres pibekraver. Mange af dem var kommet til landet under Felipe V og var udgået fra de franske reformtilhængeres skole, og de kom efterhånden til at spille en stor rolle i spansk politik.

De var frem for alt imod de forskellige religiøse sekter og ordener og især mod jesuiterordenen, stiftet af Ignacio de Loyola, som efterhånden havde fået for stor magt. Man frygtede - sikkert med urette, at de kunne blive en stat i staten, og i l767 underskrev Carlos III et dekret, hvorefter denne orden blev forbudt både i Spanien og i Sydamerika, hvor den bl.a. i Paraguay og Argentina havde fået umådelig stor magt og erhvervet sig store landområder.

Uden forudgående varsel og i største hemmelighed fik alle ordenens medlemmer på én og samme dag og på samme klokkeslæt besked på omgående at samles i klostergården. Derefter tillod man dem to og to ad gangen at gå tilbage til deres celler for hver at hente en munkekutte, en hat og en bønnebog, som var alt, hvad de måtte tage med sig, hvorefter de i største hast blev ført til den nærmeste havneby uden at tage hensyn til de gamle eller syge for foreløbig at lande på den ugæstfri, usunde ø Korsika og der vente på pavens beslutning. Clemente XIII nægtede imidlertid at tage imod dem, men ved diplomatiske forhandlinger lykkedes det modstræbende at overtale den følgende pave Clemente XIV til at erklære ordenen for ophævet i hele kristenheden.

Deres store rigdomme blev beslaglagt, og der skulle gå næsten et halvt århundrede før Pave Pio VII genoprettede ordenen i l8l4.

Knap var Carlos III død, før landet begyndte at forstå, hvad man havde mistet ved hans bortgang. Kendte intellektuelle som Jovellanos og Cabarrús lovpriste ham som den, ?der havde tændt lys i mørket og vist vej gennem visdommens snævre stier?, en dydig og moralsk hersker, der kun havde tænkt på sine undersåtters ve og vel.

Med sådanne lovprisninger var det måske også hensigten at vise, at den oplyste enevælde ikke var en lukket vej, der hørte fortiden til, men derimod kunne være et muligt alternativ til den anarkisme, som herskede i Frankrig, hvor revolutionen for alvor var brudt ud. Carlos III blev symbolet på en hersker, som ledet af høje idealer med respekt for religionen havde vist vejen til fornuftens rige som et eksempel på en regeringsform, der kunne modstå revolutionens hvirvelstrøm.


Det indtryk, man fik af hans søn og efterfølger, var langt fra så smigrende. Som tidligere nævnt havde Carlos III i sit ægteskab med Maria Amalia fået l3 børn, hvoraf de fleste var døde i barnealderen. Den ældste søn, som man havde ventet længe forgæves på efter i 5 år i træk kun at have fået døtre, viste sig at lide af epileptiske anfald og være i høj grad retarderet, en idiotisme der forværredes fra år til år, og til sin store sorg måtte Carlos III umyndiggøre ham som tronarving.

Det blev derfor nr. 7 i rækken, den godmodige men uduelige Carlos Antonio, som blev udnævnt til Prins af Asturien og dermed tronfølger Han så ud til at være sund og robust, men hans hoved var så lille, at man forsøgte at camouflere det ved at give ham en stor paryk på. Desværre viste det sig med tiden, at hans hjernekapacitet heller ikke rakte langt.

Den franske ambassadørs beskrivelse af prinsen, da denne som 40-årig overtog magten efter sin far, lagde ikke skjul på hans opfattelse af ham: ?Han er høj og kraftig men hans lave pande, sløve øjne og halvåbne mund giver et uforglemmeligt indtryk af godmodighed og svag karakter?. Denne beskrivelse af ham falder sammen med andre udtalelser fra udenlandske gesandter og historieskriveres side. Han lovede ikke meget og opfyldte endnu mindre med tiden.


Han var som sagt 40 år, da han i 1788 blev konge med tilnavnet Carlos IV. Han havde haft rigelig tid til at lære regeringens kunst at kende af sin far, men han var uden ambitioner i den retning og viste heller aldrig den nødvendige beslutsomhed eller evne til at vælge de personer, der skulle støtte ham og optage vigtige poster i regeringen.

Hans far var klar over det og udtrykte ved mere end én lejlighed sin tvivl med hensyn til sin søns evner til at lede regeringen på en ansvarsfuld måde og overgav ham aldrig at løse vigtige problemer eller opgaver.

Af gode egenskaber kan det nævnes, at han var meget interesseret i musik og kunst, og var en stor beundrer af Goya, kongehusets foretrukne maler, hvis berømmelse var på det højeste. Han var desuden en dygtig violinspiller og disponerede over sin egen kvartet som skulle ledsage ham og blandt hvis deltagere den berømte violinspiller Boucher befandt sig.

Der fortælles, at Carlos IV mente, at han i sin egenskab af konge var berettiget til altid at begynde først, og da Boucher ved en eller anden lejlighed engang kom med en hentydning i den retning, svarede kongen ham ?Jeg mener ikke, at det kan være min rolle at skulle vente på nogen - heller ikke på dig!?

Hans dag gik også for en stor del med at gå på jagt, hvortil han daglig mobiliserede l000 personer, så der blev ikke megen tid til at hellige sig regeringsproblemer, og han kom desværre til at regere i en epoke, som politisk set var en af de vanskeligste og mest tragiske i Spaniens historie.


Til gengæld havde hans dronning, Maria Luisa de Parma, hans kusine, en stærk karakter og var i besiddelse af stor viljestyrke, og hun kunne og ville gerne regere. Dagen efter at have overtaget magten sammenkaldte hun ministrene, og der var ingen tvivl om, hvem der kom til at lede Spaniens skæbne fra dette øjeblik.

Om hun var skyld i eller årsagen til alle de ulykker, som efterhånden overgik den kgl. familie og landet som helhed, er måske lidt overdrevet, men kongen lod hende bestemme og rettede sig efter hende i eet og alt, så man kan næsten sige, at han kun regerede af navn, mens kongehusets ve og vel afhang af dronningens luner og interesser.

Politik interesserede ikke Carlos IV, fordi han ikke forstod sig på det, og meget hurtigt vænnede han sig til at godkende og underskrive dokumenter uden at læse dem. Han var mere optaget af at beskæftige sig med sine ure, en interesse han delte med sin franske fætter Ludvig XVI. Han kunne få dage til at gå med at få alle slottets ure til at ringe på én og samme tid!


Manuel Godoy var en ung garderofficer på 21 år, som en dag under en parade var faldet af hesten, som var blevet nervøs, men modigt og hurtigt havde han beroliget dyret og var elegant sprunget op på hesten igen, som om intet var hændt. Dette optrin var blevet observeret af dronningen, og fuld af beundring over hans modige optræden, havde hun inviteret den unge mand op på slottet, og fra det øjeblik havde han ved hendes indflydelse gjort en sådan karriere ved hoffet, som der aldrig før eller siden har været eksempler på i Spaniens historie.

Fra at være garderofficer steg han i løbet af de næste 2-3 år til generalløjtnant, derefter til Grande og hertug af Alcudia, en titel der medførte store jordbesiddelser - for til slut i en alder af 25 år at ende som førsteminister og valido, hvilket vil sige den øverste ansvarlige for Spaniens politik.

Der er skrevet mange bøger om dronningens forhold til Godoy, og skal man rette sig efter datidens hofsladder, havde Godoy kun opnået sin høje stilling på grund af sit intime forhold til dronningen og ?alle og enhver? mente også at vide, at Godoy skulle være far til de to sidste kongebørn, da ligheden mellem dem var slående.

Men eftertidens mere betænksomme betragtning af de faktiske forhold samt nyfundne dokumenter fra den tid finder ikke mange bevæggrunde til at fastholde teorien om dronningens utroskab overfor kongen. Det er mere sandsynligt, at dronningen med kongens billigelse søgte at finde en person, der kunne erstatte den manglende støtte fra kongens side, uden at tilsidesætte den respekt hun skyldte kongen, og at hun netop i Godoy havde fundet en velegnet person.

Desuden var dronningen i 1789 næsten 40 år og var hvad man kalder en falmet skønhed. Efter l3 barnefødsler og mange aborter var hun blevet en meget lidt tiltrækkende dame med gullig hudfarve og forlorne tænder, som ustandselig generede hende, og som 3 tanddoktorer dagligt forgæves søgte at reparere og rette på.

Godoy var 2l, da han kom til hoffet og var desuden dødeligt forelsket i Pepita Tudó, et forhold der varede livet igennem trods et senere arrangeret ægteskab med en kusine til kongen, den purunge prinsesse Maria Teresa de Borbon.

Det var dronningen, som havde fået dette ægteskab med en kgl. person i stand for derved at gøre det lettere for Godoy at færdes med fuld ret i hofkredse. Men Godoy svigtede ikke Pepita Tudó, tværtimod! For at lette hende adgangen til hoffet fik hun samtidig titlen Komtesse de Castellfiel, og det var ikke usædvanligt ved fester at se Godoy med Pepita Tudó på den ene side og hans ægteviede gemalinde på den anden til stor forargelse for de adelige familier. Det har ikke været let for denne unge prinsesse at leve op til disse ydmygende situationer, og Goya har som hofmaler malet et rørende billede af denne lille tilsidesatte prinsesse.

I 1789 begyndte de første uroligheder omkring den franske revolution at brede sig, og den spanske regering, der var velinformeret om, hvad der foregik, søgte på alle måder at hindre de republikanske ideer i at komme over grænsen. Hvad der skete i Frankrig burde ikke gentage sig i Spanien. De strenge forholdsregler som førsteminister Floridablanca havde foretaget i den anledning var logiske og uundgåelige. Man havde opløst regeringen af frygt for den franske påvirkning og foretaget en streng kontrol med postvæsenet for at forhindre revolutionær propaganda i at komme ind i landet. Ved grænsen blev der opstillet soldater, som konfiskerede bøger og blade, og man søgte oven i købet hjælp fra Inkvisitionens side til at bekæmpe de nye ideer. Frisindede reformtilhængere som f. eks. Jovellanes og andre blev udelukket fra det offentlige liv for at forhindre deres indflydelse, andre blev landsforvist eller måtte gå under jorden. En tilstand af frygt og mistro regerede i Madrid, især efter at den franske konge var blevet taget til fange og sat under husarrest. Ludvig XV1 havde sendt en hemmelig bøn om hjælp til sin spanske fætter Carlos IV med meddelelse om, at han havde drømt om at søge tilflugt i Spanien.

Carlos IVs største bekymring med hensyn til den franske revolution var da også først og fremmest, hvordan han som chef for den anden gren af den borbonske familie bedst kunne redde sin fætter. Han tænkte ikke så meget over, hvilke følger revolutionen kunne få for hans eget land, men gjorde alt for at redde den franske kongemagt, og her fik han hjælp af Godoy, som først prøvede at påvirke den franske udenrigsminister Lebrun ved at tilbyde at trække de spanske tropper væk fra grænsen, og da det mislykkedes ved med store summer at prøve at bestikke visse højtstående medlemmer af den franske Konvention med det formål at tillade den franske konge at søge tilflugt Spanien.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---