
En hjælpende pote
Skrevet af Solkysten
Costa del Sol har fået endnu et moderne internat for herreløse dyr
Hundenes redning hedder Albergue Parque Animal og er blevet opført af dyreværnsforeningen Asociación Parque Animal i samarbejde med Torremolinos kommune.
I en fyrretræslund i udkanten af byen ligger internatet med et samlet areal på 2500 kvadratmeter, der rummer 20 bure, veterinærklinik, køkkenfaciliteter og karantæneområde til pleje af syge eller svækkede dyr.
Albergue Parque Animal har for øjeblikket 50 hunde og katte i pleje, hvoraf de fleste venter på at blive bortadopteret, men der er plads til det dobbelte.
Dyreværnsforeningen får rigelig brug for pladsen i eftersommeren.
Antallet af herreløse hunde og katte vokser kolossalt på denne tid af året. Mange turister tager dyrene til sig som et ekstra medlem af familien i sommerferien, men overlader dem til sig selv, når ferien er forbi. De sætter hverken dyrene i pleje eller bekymrer sig om at finde et nyt hjem til dem, så vi får travlt de næste måneder, siger Carmen Marín Aguilar, formand for dyreværnsforeningen.
Den har 500 medlemmer og er ansvarlig for driften af herberget. To deltidsansatte medhjælpere og en løst tilknyttet dyrlæge tager sig af dyrene, mens medlemmer og frivillige går til hånde.
Deres indsats giver specielt pote hver onsdag eftermiddag, hvor Albergue Parque Animal har åbent hus. Dyrevenner lufter hundene i området, giver kattene mad eller hjælper med at vise dem frem til interesserede adoptivforældre.
Dyrene har været gennem så meget, at deres eneste bøn er et hjem med kærlighed og trygge rammer, siger Carmen Marín Aguilar.
Formanden efterlyser flere medlemmer blandt de fastboende skandinaver.
Medlemskabet koster 5000 pesetas om året og er en vigtig støtte til driften af internatet. Det koster os en halv million pesetas om måneden at hjælpe de herreløse dyr. Nogle udgifter dækkes af indtægter fra herberget, men vi behøver flere midler til indkøb af dyrefoder og udstyr, siger hun.
Herreløse dyr er iøvrigt ikke noget isoleret fænomen på Costa del Sol.
Næsten 200.000 husdyr bliver hvert år efterladt af hjerteløse mennesker i Spanien, siger Carmen Marín Aguilar.
Adresse Yderligere oplysninger om Asociación Parque Animal fås på telefon 654 047 302 eller ved direkte henvendelse til internatet. Indkørslen ligger ved siden af idrætsanlægget San Miguel bag vandparken Aquapark.
Åbningstider:
Hverdage 11-13 og 17-20.
Lørdage 11-13.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - September 2001
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - September 2001

