PETRA er uden tvivl højdepunktet under en rejse til Jordan. Den lyserøde klippeby står da også opført på UNESCOs top-liste over vor planets arkæologiske seværdigheder. Er NABATÆERNEs enestående arv til menneskeheden. Fortsætter man sydpå, har man en ekstra oplevelse til gode: WADI RUM ørkenen, der på denne min rejse var den spændende finale på en 8-dages rundtur i den del af Mellemøsten.

Efter en hel dags kørsel ad Kongernes Rute, der siges har eksisteret i over 5.000 år, selvfølgelig uden asfaltbelægning, som den fremstår i dag, når vi frem til Wadi-Musa - en nabokommune til Petra - hvis navn oversat fra arabisk betyder Moses? Dal, for netop der gjorde profeten sig bemærket ved en mirakuløs handling: Bankede et par gange på en klippe, og som der står i biblen, fossede det pludseligt med skønt kildevand ud af klippen. Halleluja! Der var virkelig sket et mirakel.

Siden da - gætter jeg mig til - har Wadi-Musa haft vand, en betingelse i øvrigt for at kunne tage imod turister, hvis antal er steget igennem de sidste 3-4 år takket være bl.a. en veltilrettelagt PR-politik. I en forholdsvis kort periode er der blevet opført et stort antal hoteller, hvis kategori svinger fra luksus (Grand View og Moevenpick) og så ned ad skalaen - helt ned til lidt primitive overnatningssteder beregnet på ?rygsæk-folket?.

Det viser sig, at vor gruppe skal bo på Grand View - et velvalgt navn, for udsigten fra værelserne er fabelagtig. Intet forstyrrer synet, der finder stort behag ved et display af klippeformationer, der tilhører Umn al-Biyara - en bjergkæde, hvis navn indtil for nylig var mig totalt ukendt.

Fra vort hotel er der kun 10 minutters kørsel til oldtidens Petra, hvor billetlugerne åbner allerede kl. 7.00 om morgenen. Vi er nogle af de første, der dukker op, hvad jo viser sig at være en klog beslutning, for luften er stadig kølig, og de store turistskarer har endnu ikke invaderet området.

Det store eventyr begynder først ved slugten, på arabisk El Siq, hvortil man når frem i løbet af 10-15 min. Gider man ikke bruge benene, kan man gøre det på hesteryg (12 dollars), og så kan man også lade sig transportere igennem hele museumsbyen i to-personers æseltrukne køretøjer (25 dollars pr. pers.). Disse er de eneste, der gerne må fortsætte igennem El Siq til glæde for de dårligt gående, de ældre, samt ?dovenbasserne?, der ikke orker at bruge Apostlenes Heste.


Petra, der i dag opstår som en ruin-by, var nabatæernes hovedstad. Hvem var så de NABATÆER? Ja, det drejer sig om en arabisk stamme, der oprindeligt førte en nomadetilværelse i den nordvestlige del af Den Arabiske Halvø, indtil en eller anden høvding sandsynligvis har fået lokket sit folk på en vandring, der endte ved den formidable slugt, der i dag er Jordans største turistattraktion.

Der blev grundlagt en by engang i det VI årh. før vor tidsregning. Den voksede med tiden, for der blev bygget templer til ære for guder og gudinder. Der blev hugget gravsteder ind i klipperne, der afhængig af den afdødes økonomiske status og rang kunne variere i størrelse og udsmykning. Der blev bygget vandreservoirer, hvorfra den kostbare væske løb videre ad et sindrigt system af kanaler.

I starten hentede stammen sine indtægter ved at overfalde karavaner. Senere indførtes begrebet ?peaje?, d.v.s. ?told? samt ?beskyttelsesafgift?, der gladeligt blev betalt af karavanerne, hvis rute krydsede nabatæernes indflydelseszone. Kameler og heste var højt belæssede med krydderier, røgelser, silke, tæpper, salt, smykker, ædelstene etc. Petra levede fedt af sine indkomster og begyndte oven i købet at præge sin egen mønt.

På et tidspunkt fik en høvding så lyst til at starte sit eget kongelige dynasti med alt hvad der hører sig til af ekstra privilegier? En af hans efterkommere - kendt som Aretas III - skal vi takke for nogle af Petras mest fantastiske bygningsværker, der alle er præget af datidens græske normer for byggeri og facade-udsmykning.

Der findes en forklaring: Kong Aretas, der herskede i årene 87-62 f.Kr. havde både råd og lyst til at boltre sig med diverse projekter. Efter en rejse til det, vi i dag kalder for Antikkens Grækenland, vendte han tilbage fuld af begejstring. ?Vi kan lære noget af grækerne?, har han vel både tænkt og sagt og er så gået i gang med en byggeaktivitet, inspireret af indtryk fra rejsen. Det var pænt af ham at efterlade os så enestående værker, ikke sandt?

Lad os ikke fordybe os i flere historiske detaljer, blot springe et par århundreder frem i tiden, hvor vi nu er nået til år 150 e.Kr. Romerne indtager Petra, og selvfølgelig sætter de også deres præg på byen. Men ?Sic transit gloria mundi? ? Man hører ikke mere om Petra, der forbliver gemt og glemt indtil 1812, hvor en schweizisk eventyrer, der havde arkæologi som hobby - Johan Burckhardt hed han - af en beduin havde ladet sig fortælle om eksistensen af en ruinby, der ?kunne have interesse for Mr. Burckhardt?? Som den allerførste europæer satte han sine fødder i nabatæernes gamle hovedstad. I begejstrede vendinger berettede han senere om sine indtryk.

Petra er ikke alene utrolig interessant som arkæologisk seværdighed betragtet. Viser sig at være enormt fascinerende p.g.a. sin enestående beliggenhed med dertil inkluderet slugt, klipper, bjerge ?

Slugten, kendt som El Siq, er - siges der - opstået efter et jordskælv engang i tidernes morgen. Der er tale om et yderst snævert pas med lodrette klipper, der visse steder er over 200 m høje. Den er knap to km. lang, snor sig og byder på enestående visuelle oplevelser, hvis højdepunkt opleves blot få meter før slugtens finale, hvor man på en helt overraskende måde, ganske uventet, pludselig får øje på Petras allerstørste seværdighed: El Kazneb, d.v.s. Skatkammeret - Petras mest fotograferede bygning opført af førnævnte kong Aretas, der som vi ved satte stor pris på grækernes sans for æstetik, hvad man tydeligt kan fornemme på tempelbygningens facade.

Har sandsynligvis til sin dygtige arkitekt sagt noget i retning af: ?Når nu du går i gang med med mit tempel, så husk at jeg ønsker et græsk frontispicium, uanset hvad det kommer til at koste?? Det latinske udtryk for facade blev først taget i brug senere, så Kong Aretas har selvfølgelig brugt det nabatæiske ord, som læseren godt kan forstå er mig ukendt.

Meget er der at se, både mens man sniger sig igennem El Siq, samt efter at man har passeret El Kazneb: Et utal af gravmonumenter, højaltre opført til ære for nabatæernes guder, de i klippen udhuggede boliger fra romertiden, et amfiteater beregnet på 3.000 tilskuere, et superb mausoleum, et fængsel etc. etc.

Fængslet - El Habis - er nu konverteret til museum. Herfra kan man, såfremt man har lyst og kræfter, klatre videre op til Ed Deir - et overdimensioneret kloster opført på toppen af bjerget engang i det 1. årh.

Derfra skulle udsigten være s-k-ø-n, men de fleste af gruppens medlemmer har bestemt sig til at springe klosteret over og i stedet for, endnu en gang, lade sig friste af kulinariske eksperimenter på den eneste restaurant, der eksisterer i området (sidste station i øvrigt på sight-seeing ruten).

På tilbagevejen opstår Petra i andre nuancer, der i eftermiddagstimerne byder på uimodståelige sol- og skyggeeffekter indenfor den lyserøde farveskala.

Et besøg i Petra kræver en god guide, let påklædning og bekvemt fodtøj.


Der er her tale om det klassiske begreb for en sandørken med det, der hører sig til, d.v.s. sand - bunker af sand, men også sandstensbjerge, der i Wadi Rum rager op i en højde af næsten 1.800 meter.

Netop her i Wadi Rum havde prins Faisal Ibn Al-Hussein sit hovedkvarter, da han kæmpede imod Det Ottomanske Rige og som makker havde den legendariske Lawrence (of Arabia), som de fleste af os husker fra en film med Peter O?Toole i hovedrollen, samt fra bogen ?Visdommens syv søjler?.

Køreturen gennem det bølgende sandlandskab er fascinerende. Veje kan der ikke blive tale om, men vor chauffør - en ?vaskeægte? beduin opvokset i ørkenen - kender sin rute og fører os tværs over dette hav af pinkfarvet sand. Vi sidder på ladet af en firehjulstrækker, en Toyota der har kendt bedre dage, men den bevæger sig fremad (sic!), og Hassan viser sig at være suveræn ved rattet. Vi smutter forbi de så typiske sortfarvede og lave beduintelte, hvis beboere hilser venligt på os. ?Det tynder ud imellem beduinfolket i Wadi Rum, der efterhånden foretrækker en anden modus vivendi og søger arbejde i byerne?, bemærker Basem, vor guide.

Mærkelig nok findes der midt i dette ørkenlandskab vandkilder, og der får vi lejlighed til at slukke vor tørst, hvorefter Hassan bringer os videre til nogle klipper med primitive tegninger, der er lavet langt tilbage i tiden. Det var ørkenens vejskilte med oplysninger til de forbipasserende karavaner. Først og fremmest oplysninger om nærliggende vandkilder.

På vej hjem til Amman ad den fint asfalterede motorvej - den såkaldte ørkenrute - bliver vi standset af politiet. En kraftig sandstorm er på vej, og vi må vente indtil den har passeret området. Himlen skifter kulør og indtager en truende mørkegrå farve. Der opstår skypumper på begge sider af vejen, vinden suser over os, bussen gynger som en karrusselhest? Gud være lovet, Inch Allah, at vi ikke sidder på ladet af firehjulstrækkeren et sted i Wadi Rum! Efter en halv time har vinden lagt sig, politiet giver grønt lys, og så suser vi videre mod hovedstaden.

En rejse til Jordan kan anbefales på det varmeste. Landet er særdeles interessant. Der er ganske fredeligt inden for landets grænser, ingen kriminalitet, ingen tiggere, venlig befolkning, gode hoteller, spændende mad. Kan man forlange mere?

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---