Risikoen ved at hedde Erik Sørensen
Skrevet af Solkysten
Forveksling med anden person havde nær sendt lejlighed på tvangsauktion
?Muy urgente? - hastesag, stod der på konvolutten. Og det var ingen overdrivelse. Skattevæsenet havde besluttet at sætte tommeskruerne på efter flere forgæves forsøg på at inddrive en gæld, som myndighederne i Danmark havde anmeldt.
Men - det var den forkerte Erik Sørensen, som det spanske skattevæsen havde fundet frem til. Den fejltagelse kunne have kostet ?den rigtige? Erik Sørensen dyrt, hvis han ikke tilfældigvis var kommet på ferie inden udløbet af den ti dages frist, myndighederne havde givet ham til at bringe sagen i orden. Herefter ville man ifølge brevet have taget de første skridt til en tvangsauktion af hans ejendom.
Begivenhedsforløbet sætter spørgsmål ved sikkerheden i EU-landenes samarbejde om at inddrive gæld over landegrænserne.
Belastende situation
Erik Sørensen gik selv i gang med at rede sagen ud med hjælp af en spansktalende bekendt. Det tog tre dage af ferien at overbevise skattevæsenet i Torremolinos om, at det var en forkert person, som politiet havde fundet frem til for dem.
Første dag mødte jeg op uden pas, hvilket var min egen fejl. Næste dag, da jeg kunne vise mit pas, ville man imidlertid heller ikke hæve udlægget i min ejendom. Det tyder på, at man udelukkende har eftersøgt en Erik Sørensen på navnet - der måske lyder meget sjældent i spanske øren - uden at kende personnummeret på vedkommende.
Man bad mig underskrive en bekræftelse på, at jeg var underrettet om udlægget, og det nægtede jeg. Det var følelsesmæssigt en meget belastende situation. Jeg kunne simpelthen ikke overbevise dem om, at jeg var en anden Erik Sørensen end deres.
Herefter henvendte jeg mig på konsulatet i Benalmádena, hvor jeg fik en flot behandling. Konsulatet kendte sagen og vidste, at den ikke vedrørte mig. Med en skrivelse fra konsulatet lykkedes det omsider at overbevise skattevæsenet om, at det var nødt til at ophæve udlægget i min ejendom, fortæller skoleinspektøren fra Brædstrup.
Økonomisk tab
Hvad kunne der være sket, hvis han ikke var kommet forbi Fuengirola i det rigtige øjeblik? Hans juridiske rådgiver i Spanien, Kurt Tofterup, frygter at følgen ikke blot havde været store, praktiske problemer. Fejltagelsen kunne også have medført et økonomisk tab for sagens uskyldige hovedperson.
Selvfølgelig ville Erik Sørensen have fået medhold i en erstatningssag, hvis hans ejendom blev solgt på tvangsauktion. Noget andet er, hvilket erstatningsbeløb der var blevet fastsat. Han købte for nogle år siden, da markedet var meget billigere, og jeg tvivler på, han ville være blevet tilkendt en erstatning svarende til den nuværende markedspris. Man kan sammenligne med ekspropriationssager, hvor ejerne heller ikke altid får den reelle værdi godtgjort.
EU-samarbejdet har gjort det til en rutinesag, at det offentlige i Danmark - som regel Told&Skat - forfølger en skyldner med fast ejendom i Spanien. Der er tale om en meget hurtig proces fra der foreligger en kendelse i Danmark til der bliver gjort udlæg i Spanien, takket være samarbejdet med det spanske skattevæsen. Det er udmærket, at det er muligt - men ganske forfærdeligt, at der kan opstå fejl af denne art, siger Kurt Tofterup.
Normal procedure
I Told&Skat oplyser kontorchef Jesper Pålsson, at han aldrig før været ude for en fejltagelse af denne art.
Vi er meget kede af, hvad der er sket, men vi har fulgt den normale procedure. Det er vores region i Sønderborg, som står for samarbejdet med udlandet om gensidig inddrivningshjælp. Derfra sender man en anmodning, som indeholder navn, adresse i Spanien samt fødselsdato på skyldneren. Derimod opgi?r vi ikke cpr-nummeret, som de spanske myndigheder ikke rigtig kan benytte til noget. Men med de andre oplysninger burde det naturligvis være umuligt for dem at tage fejl, siger Jesper Pålsson.
Samarbejdet med Spanien om gældsinddrivning foregår i overensstemmelse med et EU-direktiv, som gør det muligt for de danske myndigheder at opdrive restancer som told, afgifter og moms med hjælp af de spanske myndigheder.
Derimod har Told&Skat ikke mulighed for at inddrive personskat med de spanske myndigheders hjælp. Personskats-restancer i Danmark søger man at inddrive med konsulatets hjælp, men foreløbig har man ingen mulighed for at sætte magt bag kravet, hvis skyldnerne ikke reagerer på denne henvendelse.
EU-samarbejde udvides
Dette forhold bliver ændret pr. 1. juli til næste år, oplyser Jesper Pålsson.
Denne dato træder et nyt og udvidet EU-direktiv i kraft. Herefter vil også danske personskat-restancer kunne inddrives med de spanske myndigheders hjælp.
Det er en mulighed, vi ikke tidligere har haft i visse lande som f.eks. Spanien, eftersom hverken EU-direktivet eller dobbeltbeskatningsaftalen åbnede mulighed for det.
Der sidder mange personer i Spanien, som skylder os personskat fra tidligere. Men jeg ved endnu ikke, hvor gamle gældsposter vi får mulighed for at inddrive efter det nye direktivs ikrafttræden, oplyser Jesper Pålsson.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - September 2001
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - September 2001

